Klik billedet
1911 - 1917 sæsonerne Udskriv Email
Untitled document

Sæsonen 1910-11

B.93 havde i efterårssæsonen 1910 flertallet af den gamle stab af spillere til rådighed, men Sven Hansen, Magnus Bech, Malte Christensen og August Lindgren forsvandt dog fra førsteholdet. Den sidste var klubbens bestyrelse beklageligvis nødsaget til at ekskludere på grund af usømmelig optræden såvel på boldbanen som på offentlig gade. Anthon Olsen forsvandt ligeledes, og kom først tilbage igen i foråret 1912. Af nye spillere fik man imidlertid til gengæld Alf Olsen (højre innerwing), Viggo Malmquist (venstre innerwing) og Einar Madsen, der i efterårets løb figurerede både som venstre wing, venstre halfback og målmand.

Som en indledning til sæsonen havde man den 4’ september arrangeret en kamp mod ”Preussen” fra Berlin. For ikke at løbe nogen risiko havde man forstærket holdet med KB’erne Nils Middelboe (h. back) og Wolfhagen (v. wing). Det havde næppe været nødvendigt, thi B.93 vandt med 9-0 (5-0, 4-0).

Den følgende søndag vandtes en omtrent lige så overlegen sejr (8-1) over Viktoria i den nystiftede KBU-pokalturnerings første omgang. Målene stod 3-1, 5-0. Holdet: Holger Prytz – Oluf Kinck Petersen, Harald Hansen – Jacob Tannenberg, Ove Petersen (Palsby), Emil Jørgensen – Victor Klein, Alf Olsen, Axel Thufason, Viggo Malmquist og Harald Lindhardt.

Ganske det samme hold gjorde tjeneste i den første ordinære turneringskamp, der spilledes den 18’ september mod KB på KB’s bane. Efter hård kamp vandt KB med 2-1 (1-1, 1-0). Det afgørende mål blev lavet på straffespark. I sin kritik af spillet skriver ”Sportsbladet” bl.a.: ” … B.93 har kun grund til at være tilfreds med resultatet i søndags. Det kneb noget for de unge spillere i angrebet at holde ud, men der blev dog flere gange præsteret særdeles godt spil. Højre side var bedst, Thufason var ikke rigtig heldig, han faldt flere gange, når det frem for alt gjaldt om at stå fast, hans skud var heller ikke så gode, som de plejer at være. Malmquist var den i angrebsrækken, der udrettede mest, han fulgte godt med tilbage og var derfor en udmærket støtte for sin halfback. I forsvaret var Ove Petersen (Palsby) den bedste, men de øvrige spillede også godt, særlig i anden halvleg fortjener Oluf Kinck Petersen at nævnes, han var ganske vist skyld i straffesparket, men bortset herfra spillede han godt og brød hvert øjeblik KB’s angreb.B.93’s hold er af den beskaffenhed, at man har lov til at vente sig noget af det, men der skal træning og atter træning til, det var trods alt netop det, der viste sig, at holdet ikke havde nok af endnu”. 

Anden omgang af pokalturneringen spilledes den 25’ september, og B.93 havde atter en let modstander, nemlig Velo, der blev besejret med 3-0 (0-0, 3-0). Einar Madsen var på mål i stedet for Prytz, og Lindhardt spillede venstre wing.

Den følgende søndag spilledes turneringskamp mod B1903, der havde sin debut i førsteholdsturneringen. B.93 opnåede kun uafgjort kamp (2-2). Harald Hansen var ukampdygtig. Hans plads indtoges af Emil Jørgensen, og Einar Madsen var venstre half. Prytz var atter på mål. ”Sportsbladet” mener, at: ”der er slet ikke tvivl om, at B.93 burde have vundet, de spillede absolut bedst og havde 10 angreb for hver ét af modpartens, men de var uheldige i deres skud på mål. I angrebet var Victor Klein og Axel Thufason de bedste, Alf Olsen spillede kun godt i anden halvleg. Svagest var venstre fløj, hvor holdet meget stærkt savner en mand til at spille venstre wing. I halfbackrækken var Ove Petersen den bedste, men hans skud på mål var dårlige, det er mærkeligt, at en spiller som ham ikke får lært at ”skyde” sikkert, som det nu er, forringes hans værdi på et hold betydeligt. Tannenberg havde ikke nogen god dag, når han blev ”brændt af” eller faldt, tog det en gyselig tid før han kom op og i gang igen. Han var alt for død og stiv i sine bevægelser i søndags. De to backs var jævnt gode, ikke mere, Oluf Petersen kom drivende 10 minutter for sent, hvilket kostede B.93 et mål. Prytz havde kun lidt at bestille, han kan ikke dadles for de to bolde, der gik ind”. 

Ugen efter spilledes der atter mod B1903 – i tredje omgang af pokalturneringen – og denne gang vandt B.93 en mægtig sejr: 8 mål mod 0 (3-0, 5-0). Einar Madsen var atter på mål, og Harald Hansen indtog sin sædvanlige plads, medens man som venstre wing forsøgte en ny mand, Michael Traberg. B.93 havde herved kvalificeret sig til slutkampen, mod KB, der efter omkamp havde besejret AB.

Den 16’ oktober spilledes – på AB’s bane – turneringskampen mod AB. Det var den 27’ turneringskamp mellem de to klubber. Af de hidtil spillede havde B.93 vundet 16, AB 8, medens 2 havde været uafgjort. Efter den 27’ Kamp kunne B.93 noteres for 17 Sejre. B.93 vandt nemlig med 2-1 (1-0, 1-1). Prytz var atter i mål og Einar Madsen, der kunde bruges til alt, var venstre wing.

”Sportsbladet” var nogenlunde tilfreds med holdets arbejde: ”…B.93 havde en god dag, Holdet spillede bedre end ventet og var absolut stærkere end AB. Prytz havde ikke overvældende meget at gøre og klarede med undtagelse af en situation i anden halvleg, der førte til appellering om straffespark fra AB’s side, sine sager upåklageligt. Han savner dog åbenbart øje for, når han skal løbe frem og når han skal blive stående i mål, hvilket er et meget vigtigt spørgsmål for en målmand at være på det rene med. De to backs spillede solidt; Harald Hansen var i første halvleg synlig generet af den molest, han ved hockeyspil forleden havde pådraget sit ene øje. I anden halvleg gik det bedre, og da virkede han som sædvanlig. I halfbackrækken var Emil Jørgensen og Ove Petersen de bedste; førstnævnte spillede noget af de bedste, vi længe har set ham præstere, og om alle tre halfbacks må man sige, at de gjorde deres sager godt, understøttede forwards brillant og var altid godt med i angrebet. I angrebet var Victor Klein bedste mand, han er for tiden i god udvikling, gik godt igennem og centrede mange gange udmærket. Alf Olsen skuffede derimod noget, det kniber som rimeligt er en del for ham at gøre sig gældende, han er for langsom, men savner vist også i høj grad træning. Thufason fik heller ikke det ud af sit spil, som han fortjente; flere af hans skud var kraftige og kom netop, som de skal komme fra en centreforward, pludseligt og skarpt, men de må være rettet noget bedre af end tilfældet var i søndags. Malmquist og Madsen fyldte ganske godt på venstre fløj; Madsen er i al fald den bedste af de hidtil prøvede venstre fløjspillere. Malmquist udretter et stort arbejde, han følger brillant med i angreb og forsvar, og hans mål i første halvleg var et lille mesterstykke. Angrebsrækken begynder at blive sammenspillet, men der gås for lidt på; havde forwards været bedre fremme ved forskellige lejligheder i søndags og vist noget mere beslutsomhed, så var sejren utvivlsomt bleven større”. 


Pokalen vindes. Den 23. oktober 1910 blev en mærkedag i klubbens historie. Den dag mødtes B.93 med KB i den første pokalturnerings finale – og B.93 vandt kampen, skønt KB var favorit. B.93 havde ikke haft nogen besværlig vej til slutkampen. De havde slået Viktoria med 8-1, Velo med 3-0 og B1903 med 8-0. KB havde på den anden side haft hård modstand. Frem havde de besejret med 2-1 og AB med 3-1 efter en uafgjort kamp (3-3).

Finalen spilledes på B.93’s bane, hvor der var rejst et ekstra antal tribuner, men desuagtet kneb det med at huse alle de skuelystne, der opgjordes til ca. 6.000, et for den tid meget stort publikum. Begge hold var ved fuld styrke. B93: Holger Prytz – Oluf Kinck Petersen, Harald Hansen – Jacob Tannenberg, Ove Petersen, Emil Jørgensen – Viktor Klein, Alf Olsen, Axel Thufason, Viggo Malmquist og Einar Madsen. KB: Ludvig Drescher – Nils Middelboe, Kristian Gyldenstein – Ivar Lykke, Kristian Middelboe, Ejnar Middelboe – Oscar Nielsen (Nørland), Poul Nielsen, Svend Aage Castella, Christian Morville og Vilhelm Wolfhagen.

KB havde den ret stærke vind i ryggen i første halvleg og havde da også nogle flere angreb end B.93, men forskellen var dog ikke stor. Ingen af parterne formåede at score. I anden halvleg var til gengæld B.93 noget stærkere end KB, og det lykkedes at få 2 mål mod 0. Det første mål kostede den spiller, der lavede det, et brækket ben. Alf Olsen driblede bolden forbi 2-3 modstandere og til sidst udenom Drescher. Bolden trillede ganske langsomt i Nettet, og samtidig så man Alf Olsen falde og blive liggende. Det viste sig, at han havde brækket den ene ben ved anklen, og han blev ufortøvet kørt på hospitalet. Da B.93 fik deres mål, var der gået nogle og tredive minutter, og KB satte nu Nils Middelboe frem i angrebsrækkerne. B.93’s forsvar holdt imidlertid stand mod alle angreb, og få minutter før ”time” faldt det andet mål, scoret af Harald Hansen på et straffespark, givet mod Kristian Middelboe.

”Sportsbladet” skrev: ”Det var som helhed en meget fornøjelig og velspillet kamp. Der blev fra begge sider spillet yderst fair lige fra først til sidst. B.93 vandt først og fremmest på sit gode forsvar, hvor Harald Hansen og Ove Petersen dominerede. Vi mindes ikke at have set disse to spillere virke bedre end tilfældet var i søndags. Hvad de udrettede, var ganske simpelt vidunderligt. En tredje spiller i forsvaret, som fortjener at nævnes, er Tannenberg. Han havde en ualmindelig god dag; han holdt Wolfhagen i skak uafbrudt og tillod ham kun meget få gange at centre bolden. Angrebet var svagt i første halvleg, men blev betydelig bedre i anden. Bedst var Klein og Thufason, men de andre sled troligt og da navnlig Malmquist, der ved sin enestående udholdenhed udretter et vældigt arbejde for sit hold. Alf Olsens præstation, da han lavede et mål, der bragte hans hold sejren, var glimrende. Han havde netop spillet sig op på dette tidspunkt og lagde mange gode bolde ud til Klein og frem til Thufason”, 

Den 30’ oktober spilledes turneringskamp mod Frem. Den eneste forandring på holdet var, at Bernhard Persson tog Alf Olsens plads. Kampen blev uafgjort: 1-1. Begge mål scoredes i første halvleg. B.93 kan, siger ”Sportsbladet”, ”være glad ved resultatet i søndags, det var nådigere sluppet end fortjent efter holdets præstation. Fejlen må først og fremmest søges i halfbackrækken, der fungerede ganske utilfredsstillende. Angrebsspillet, som i forvejen er holdets svage side, måtte under de forhåndenværende omstændigheder gå helt i stykke, hvad det så sandt også gjorde. Den eneste der gjorde fyldest, var Klein; Thufason holdt sig for meget tilbage, og Malmquist forspildte talrige chancer for at få etableret virkningsfuldt sammenspil, fordi han holdt alt for længe på bolden. Det samme gælder højre innerwing, der som ny på holdet vel nok var påvirket af begyndernervøsitet; han kan i alle tilfælde langt fra erstatte Alf Olsen. De to backs havde ikke et øjebliks ro, når forwards aldeles ikke kan holde bolden fremme, bliver arbejdet efterhånden alt for opslidende for backs. Prytz spillede godt, han tog mange svære bolde”. 

B.93 sluttede sæsonen den 20’ november med turneringskampen mod ØB. Holdet var det samme som mod Frem. B.93 vandt med 14-2 (7-0, 7-2). Af efterårets fem turneringskampe havde B.93 vundet de to (mod AB og ØB), spillet to uafgjort (mod Frem og B1903), medens kampen til KB var tabt. Resultatet var altså seks points, hvilket skaffede klubben pladsen som nummer to. AB havde dog lige så mange points. KB var nummer et med lutter vundne kampe.

Foråret 1911 blev en af de dårligste sæsoner i klubbens historie. Af de gamle spillere gik ganske vist kun målmanden, Prytz, men adskillige af dem var ofte forhindrede i at være med, og det kneb med kvalificerede reserver. Af nye spillere kan nævnes Bernhard Nielsen (målmand), Emil Suder (back), Laurits Hansen (halfback), Otto Bülow Petersen (senere Palby) og Christian Grøthan. Den sidstnævnte debuterede som venstre wing i sæsonens sidste kamp (mod AB). Allerede den 26’ februar spilledes en træningskamp mod Frem, der vandt med 3-2; senere trænedes mod Viktoria, der blev besejret med 7-1, og den 19’ marts havde B.93 sin første turneringskamp.

Kampen var mod ØB, og man havde selvfølgelig gjort sikker regning på at vinde de to points. ØB var jo i efterårets sidste kamp blevet besejret med 14-2. Det kom derfor også som en meget stor skuffelse, at ØB vandt med 3-1 (1-0, 2-1). Når undtages Emil Jørgensen, havde B.93 det stærkeste hold, de kunne stille: Bernhard Nielsen – Oluf Kinck Petersen, Harald Hansen – Jacob Tannenberg, Ove Petersen (Palsby), Lauritz Hansen – Victor Klein, Alf Olsen, Axel Thufason, Viggo Malmquist og Einar Madsen.

”Nationaltidende” omtaler kampen på følgende måde: ”… En artig overraskelse! Efterårsturneringens fuks vandt med to måls overvægt over sejrsherren i pokalturneringen, - det ville enhver på forhånd have forsvoret! Det hele gik imidlertid ganske naturligt til. ØB, der stillede med et meget kraftigt, dels af gamle kendinge, dels af nye tropper bestående hold, spillede, skønt efter sigende dårligt træneret, hele kampen i godt tempo og med utrættelig energi og holdt sig i hvert fald i første halvleg, hvis eneste mål tilfaldt holdet ved straffespark, fuldstændig på siden af modstanderne. I anden halvleg fik B.93 fordel af vinden, og man ventede sig nu en knusende revanche. Men forgæves. Thi vel lagde B.93 større styrke for dagen ved at holde spillet gående på ØB’s banehalvdel, men evnen til at fabrikere mål syntes spillerne ganske at have mistet, hvorimod de i ny og næ åbnede modstandernes rum for en resolut og to gange af holdet begunstiget lejlighed til at trænge igennem. Selv gjorde B.93 et enkelt mål, men det var en modspiller, der gav bolden slutstødet, og det blev således ØB, der lavede samtlige kampens mål. B.93 spillede, skønt kun et enkelt medlem af den faste stab savnedes, forbavsende dårligt. At den ene back Oluf Petersen ret snart blev ukampdygtig og i anden halvleg slet ikke deltog, giver dog ingen tydning på den kendsgerning, at sammenspillet ustandselig faldt i stumper og stykker. Snarere finder man – i det mindste for anden halvlegs vedkommende – forklaringen deri, at anføreren Harald Hansen satte sig selv frem som venstre angrebsmand, hvor han er ligeså kejtet som han er dygtig i forsvaret. Ved denne taktiske ændring lykkedes det ham – i øvrigt ikke for første gang – at svække sit hold betydeligt, og – hvem ved – måske at spille det sejren og de to kostbare points af hånden”. 

”København” skriver, at ”Harald Hansen begik den kapitaldumhed at gå frem og spille venstre wing, og det gjorde han så slet, at et bybud kunne have spillet bedre”. ”Riget” udtaler: ”…Fodbold er jo et såre uberegneligt spil, hvor hasardmomentet, held og uheld, spiller en stor rolle. Og nægtes kan det jo ikke, at ØB i går ofte syntes at stå lidt rigeligt i pagt med guderne. Thi at ikke deres målmands mange fadæser – han greb så at sige ikke en eneste gang en bold rigtigt og løb ustandseligt frem af sit mål, når han skulle blive i det og omvendt – kostede dem mindst 3-4 mål, det grænsede tæt op ad det overnaturlige”. Videre hedder det ”…. For B.93 var Nederlaget sikkert en bitter pille at sluge, men den slags mikstur kan undertiden være gavnlig. B.93’erne beklager sig sandsynligvis over deres uheld og til dels med god grund, men det var dog ikke uheld alene, men også en god portion rigtig dårligt spil, der gjorde, at sejren gik den gale vej. Thi det hold, der ikke bedre kan udnytte de utallige chancer, det hele kampen igennem havde for at lave mål, fortjener så sandelig ikke at vinde..”.

”Sportsbladet” giver Harald Hansen og målmanden skylden for det forsmædelige nederlag. Om den sidste hedder det: ” Målmanden Bernhard Nielsen var ikke god, han har grumme meget at lære før han bliver en god førsteholdsmålmand; i søndags lavede han mange gruelige fadæser, men slap endda godt for nogle af de værste. Det er vist foreløbigt et meget dårligt valg at foretrække Nielsen for H. Prytz.En meget anerkendt målmand lod i søndags under kampen følgende meget træffende bemærkning falde om Bernhard Nielsen: han ka’ jo ikke holde på’en, og så holder han for længe på’en; det er fuldkommen rigtigt set.

Den 2’april spilledes mod B1903, og denne gang gik det bedre, idet B.93 vandt med 6-1 (6-0, 0-1). Suder var højre back, Emil Jørgensen v. half og Bülow-Petersen var centreforward. Ellers var holdet som mod ØB. ”Sportsbladet” siger at ”B.93 spillede en god første halvleg. Forsvaret virkede solidt, og der var liv og fart over angrebsspillet. Victor Klein var den bedste, han kom som oftest hurtigt og godt igennem, og hans centringer var gennemgående godt placeret. Madsen ydede også flere gode præstationer på venstre fløj, men har stadig for lidt herredømme over bolden. De to innerwings var usikre og ubeslutsomme foran målet, men i marken spillede de bolden godt ud til fløjene. Bülow-Petersen scorede jo fire mål, han arbejde også energisk, men er endnu alt for ukultiveret; overfor et stærkere forsvar end 1903’s har han næppe synderlig chance for at gøre sig gældende; at han sidder inde med muligheden, er udenfor al tvivl, men han skal vejledes, trænes og høste erfaring, før han bliver rigtig brugbar i førsteholdsrækkens kampe. Klubbens spil i anden halvleg er ikke omtale værd; det var for angrebets vedkommende gyseligt at se på. En af årsagerne til B.93’s dårlige angrebsspil i søndags og mod ØB for fjorten dage siden ligger utvivlsomt deri, at holdets centerhalf foreløbig aldeles ikke er i træning. Han ”føder” ikke sine forwards, som vi ellers er vant til at se, og leder i det hele taget ikke spillet, som en centerhalf skal gøre”. Den sidste sætning er en lidt stram mundfuld.

Første og anden Påskedag spillede B.93 i Prag mod ”Deutsche Fussball-Club”. Tidligere havde klubbens Prag-forbindelser jo altid været den tjekkiske Klub ”Slavia”, men czekerne var ikke længere medlemmer af den internationale Fodbold-Federation, og man kunne derfor ikke opnå tilladelse til at spille mod dem. B.93 mødte med det stærkeste hold i den første kamp, nemlig: Bernhard Nielsen – Oluf Petersen, Harald Hansen – Tannenberg, Ove Palby (Petersen), Emil Jørgensen – Klein, Alf Olsen, Thufason, Malmquist og Madsen, men tabte ikke desto mindre med 2-5. Pragerne havde 3-0 i første halvleg og førte et stykke ind i anden halvleg med 4-0. B.93 var imidlertid på dette tidspunkt ret overlegen, og det lykkedes Thufason og Alf Olsen at skaffe et par gode mål. Pragerne var ganske nedspillede, og B.93 havde tilsyneladende gode chancer for at redde kampen. Så indtraf det uheld, at Harald Hansen, der havde spillet ypperligt, trådte fejl på foden. Det viste sig, at han havde brækket et lægben, og han måtte forlade spillet. Herved var B93’s skæbne beseglet. Dampen gik af spillerne, og Pragerne fik endnu et mål, så de vandt med 5-2.

I den anden kamp måtte der mødes med reserver (Otto Bülow Petersen og Lauritz Hansen) for Harald Hansen og Jacob Tannenberg. Deutsche FC vandt med 6-0 (3-0, 3-0).

Den 23’ april spilledes – på Frem’s bane – turneringskamp mod Frem. Harald Hansen og Tannenberg var stadig ukampdygtige, og Oluf Petersen kunne heller ikke være med. Emil Jørgensen spillede da back sammen med Suder, medens halfbackrækken bestod af Lindhardt, Palsby og Laurits Hansen. Forwardrækken var uforandret. Frem vandt med 2-1 (1-0, 1-1), men det afgørende mål blev lavet sent i anden halvleg på et meget omtvistelig straffespark, og i betragtning af, at B.93 måtte spille næsten hele kampen med kun 10 mand, kan det ikke nægtes, at holdet klarede sig næsten over forventning. Malmquist blev efter et kvarters spil sparket i ryggen og måtte køres på hospitalet. Det viste sig dog kun at dreje sig om en muskelsprængning. ”Sportsbladet” mener, at uafgjort kamp havde været et retfærdigere resultat og siger bl.a.: ”… B.93 præsterede langt mere end vi havde ventet, navnlig i forsvaret. Suder spillede særdeles fornuftigt og til tider meget virkningsfuldt, det er en spiller, som klubben har lov til at vente sig meget af. Palsby og Jørgensen spillede også godt, derimod var de to fløjhalfbacks – og da særlig højre – meget svage. I angrebet var Thufason og Alf Olsen bedst, ned de har stadig for lidt hjælp fra fløjene, der spiller ængsteligt, usikkert og uden omtanke”. 

Den 30’ april spilledes turneringskamp mod KB. Til denne var B.93 nødt til at møde med et meget svagt hold. Harald Hansen og Tannenberg var stadig sygemeldte efter kampen i Prag og Malmquist ukampdygtig efter Frem-kampen, hvortil kom, at Ove Palsby, holdets brillante centerhalf, meddele, at han ikke mere ønskede at spille fodbold. Med Palsby gik en ypperlig spiller ud af B.93’s og dansk fodboldspils historie. Han var endnu ganske ung og havde sikkert langt til kulminationen. Holdet mod KB kom derfor til at se således ud: Bernhard Nielsen – Oluf Petersen, Emil Suder – Axel Iversen, Emil Jørgensen, Svend Hansen – Victor Klein, Alf Olsen, Axel Thufason, Harald Lindhardt og Einar Madsen. Dette hold var på forhånd dømt til nederlag og tabte da også med 2-8 (0-6, 2-2). ”Riget” siger, at det ikke var et under, at nederlaget blev så stort. ”Ikke mindre med fire af holdets regulære spillere og vel at mærke fire af dem, der ellers hører til støtterne, var utjenstdygtige, og deres substitutter kunne ikke erstatte dem. Hertil kommer, at dommerens kendelser, der ofte var meget omtvistelige, gang på gang, navnlig i første halvleg, gik B.93 imod…”. 

”Nationaltidende” : ”… Lykken har i de sidste uger været B.93 meget ugunstig, og det hold, klubben i går stillede i marken, var meget langt fra at repræsentere den fulde styrke. Harald Hansen og Tannenberg spadserede i yderkredsen på dårlige ben, Malmquist ligger formentlig endnu til sengs, og hertil kom yderligere, at Ove Palsby har trukket sig tilbage fra deltagelse i kampe. Forhåbentlig er den fortræffelige halfbacks beslutning ikke urokkelig – han kan dårligt undværes. Man forstår, at B.93 med disse fire spillere erstattet med folk af ringere kvalitet, ikke kunne gøre sig håb om at besejre KB’s meget stærke hold, og i første halvleg, da KB havde vinden i ryggen, fløj bolden gang på gang i B.93’s net. I anden halvleg lykkedes det dog B.93 at dæmme op for nederlagets vækst, dels fordi spillerne tog sig meget kraftigt sammen, dels fordi modstanderne ikke lagde alt for megen energi i deres spil, hvad de jo for den sags skyld heller ikke behøvede. På det tabende hold er der grund til at fremhæve Emil Jørgensen for det udmærkede arbejde, han udførte som centerhalfback”. ”Sportsbladet” roser også Emil Jørgensen som ”langt den bedste” og siger i øvrigt, at ”i forsvaret spillede Sven Hansen og de to backs ret upåklageligt. Den lille ny højre half (Axel Iversen) lover godt, men er endnu for spinkel til at deltage på første seniorhold. I angrebet var Thufason og Alf Olsen de bedste, men de kan naturligvis ikke udrette stort med to så svage, idé- og tankeløse wings som Einar Madsen og Victor Klein”. 

B.93 fik dog en anstændig afslutning på sæsonen. I deres sidste turneringskamp – den 21’ maj – vandt de nemlig over AB med 3 mål mod 2 (2-0, 1-2). Harald Hansen og Malmquist var stadig ukampdygtige; Tannenberg meldte sig derimod atter til tjeneste, men til gengæld måtte Emil Jørgensen melde sig fra. Holdet kom da til at se således ud: Bernhard Nielsen – Oluf Petersen, Emil Suder – Harald Lindhardt, Jacob Tannenberg, Einar Madsen – Victor Klein, Alf Olsen, Bülow-Petersen, Thufason og Grøthan. Sidstnævnte havde altså sin debut i denne Kamp. Den var ganske lovende, men man kunne ikke ane, at Grøthan senere skulle blive en af de bedste højre halfbacks, klubben nogensinde har haft.

”Sportsbladet” siger: ”at B.93’s sejr kom noget uventet, thi akademikerne blev før kampen betragtet som favorit. Sejren var imidlertid vel fortjent, thi alt i alt spillede B.93 bedst. I angrebet blev der ofte kombineret fikst og virkningsfuldt. Victor Klein havde en god dag, hans centringer var som oftest vel placerede, og han brød ofte igennem AB’s forsvar. Den nye venstre wing Grøthan lover godt, han sidder sikkert inde med muligheder for at kunne blive en god wing, han er i alt fald den bedste B.93 har haft i år. I halfbackrækken var Einar Madsen den bedste, han er betydelig bedre på denne plads end som forward. Tannenberg var ganske god i første halvleg, men faldt igennem i anden; han er åbenbart slet ikke i træning og følte sig vist også generet af sin dårlige fod. De to backs gjorde gennemgående deres sager godt: Suder var den bedste, thi han placerede sig bedre og er sikker i sparket med begge sine fødder”. ”Nationaltidende”: ”Det sejrende hold gennemførte et overmåde pænt forward spil, navnlig i højre fløj (Klein og Alf Olsen), der arbejdede flinkt sammen, også Thufason var god, i forsvaret lagde man atter mærke til den nye mand, Suder, der synes at være en akkvisition for B.93”. 

Turneringen blev overlegent vundet af KB, der vandt alle kampene. Frem blev nummer to med 13 points for 10 Kampe, hvorefter B.93 og AB hver havde 10 points, men da B.93 to gange havde vundet over AB, måtte B.93 placeres forrest.

Sæsonen sluttedes som sædvanligt af med dansk-engelske fodboldstævner. Som sædvanlig gik AB og Frem sammen om et, KB og B93 sammen om et andet og større. AB-Frem havde besøg af Middlesbrough og Bradford City, der det år havde vundet den engelske pokalturnering (i slutkampen vandt de med 1-0 over Newcastle United). Med Middlesbrough spilledes der tre kampe. De to første blev uafgjort (begge 1-1), den tredje vandt Middlesbrough med 2-1. I første kamp deltog ingen af B.93’s spillere; i de to andre kampe deltog Emil Jørgensen (centerhalf og v. half) og Thufason (højre i. w. og centerforward). Mod Bradford City spilledes to kampe. Bradford City vandt den første med 4-2, medens den anden blev uafgjort (2-2). I begge kampe deltog Emil Jørgensen og Thufason. Sidstnævnte kom dog i første kamp kun ind i anden halvleg som reserve for Ernst Petersen, der måtte gå ud.

Det andet fodboldstævnes kampe afholdtes på den nye bane i Idrætsparken, der fik sin højtidelige indvielse Kristi Himmelfartsdag, den 25. maj 1911. De første modstandere var Sheffield Wednesday, der spillede tre kampe og vandt dem alle tre, alle med 3-2. I alle tre kampe var første halvleg uafgjort. I første kamp deltog Harald Hansen og Thufason, i anden Klein og Alf Olsen og i tredje Harald Hansen, Alf Olsen og Thufason.

Efter Sheffield Wednesday kom turen til de berømte Glasgow Rangers, mod hvem der spilledes to kampe. Den første blev uafgjort (1-1), den anden vandt Rangers med 3-1. I første kamp deltog af B.93’erne Harald Hansen, Klein, Alf Olsen og Thufason. I anden kamp var Harald Hansen, Alf Olsen og Thufason med.


Sæsonen 1911-12

I løbet af sommeren var de fire baneejende klubber, AB, B.93, Frem og KB, gerådet ud i en temmelig skarp strid med KBU, hvilket resulterede i, at de undlod at anmelde deltagelse til de af Unionen arrangerede turneringer. Baneklubberne arrangerede da deres egne turneringer, både en almindelig turnering og en pokalturnering.

Sæsonen åbnedes med et par kampe mellem DBU og ”The English Wanderers”, et engelsk elitehold, kun bestående af internationale spillere, der havde på tourné i Rusland og Sverige, hvor det havde vundet alle kampe. Et stærkt DBU-hold vandt begge de kampe, der blev spillet, den første med 6-2, den anden med 1-0. Af B.93’ere var kun Emil Jørgensen med. Harald Hansen og Klein var udtaget, men var ikke i stand til at spille. På det engelske hold fandtes bl.a. Brebner og Berry, der havde været med i kampen mod Danmark i 1908, og H. H. Martin og Chapmann, der havde været med i kampen i 1910.

Af B.93’s gamle spillere afgik Tannenberg, Bernhard Nielsen og Ove Palsby. Adskillige af støtterne var imidlertid fra tid til anden forhindret i at være med, og man fik derfor lejlighed til at prøve en lang række nye spillere. Nævnes kan således Lottenburger (mål), Klöve (back), Poul Andersen (v. w.), Kornbeck (centre og v. i. w.), Holger Petersen (h. half), Mancius Hansen (h. wing) og Michael Rohde. Grøthan fandt man ikke anvendelse for på førsteholdet, skønt han havde haft en ganske god debut i forrige sæsons sidste kamp.

B.93’s første kamp var i pokalturneringen mod Dania, en ret obskur klub, der var taget med i Baneklubbernes turnering, fordi den havde støttet dem på KBU’s generalforsamling. Den havde for resten kun en kortvarig eksistens. B.93 vandt med 8-3 (4-2, 4-1). Holdet: Lottenburger – Frants Kløve, Suder – Malmquist, Harald Hansen, Einar Madsen – Klein, Alf Olsen, Kornbeck, Thufason og Poul Andersen. ”Sportsbladet”: ”I B.93’s angreb var højre side den bedste. Poul Andersen på venstre fløj er lidt tung, men centrede ofte rigtig godt. Angrebsrækken er ikke sammenspillet endnu, det kneb for Kornbeck og Thufason at finde sig tilrette. Forsvaret var jævnt godt, men backs fik dog lejlighed til at lave et par slemme brølere. Målmanden var meget dårlig; at dømme efter spillet i søndags er han aldeles ikke kvalificeret til at spille på et førstehold”. 

Den 24’ september spilledes turneringskamp mod KB. Holdet var betydelig stærkere end mod Dania. Angrebsrækken var den samme, kun havde Thufason og Kornbeck byttet plads. Emil Jørgensen var centerhalf og Harald Hansen og Suder backs. KB vandt med 3-1 (1-0, 2-1). ”Sportsbladet” siger følgende om holdet: ”B.93 havde et godt forsvar, Lottenburger var ikke til at kende igen fra forrige søndag. Harald Hansen og Emil Jørgensen sled drabeligt i det og blev godt understøttet af de andre forsvarsspillere. Derimod var der ikke meget bevendt med angrebsspillet, men forwardsrækken er ung og endnu slet ikke samarbejdet; det kan jo være, det kan blive bedre ved senere kampe”. 

Den 8’ oktober spilledes i pokalturneringen mod Frem, der vandt med 7-1 (2-0, 5-1). Holdet var som mod KB. Den eneste forandring var, at Rohde var v.i.w. i stedet for Kornbeck. Rohde havde altså ikke en debut under de heldigste auspicier. Om spillet siger ”Sportsbladet” bl.a.: ”at Frem var stærkest og burde sejre, er ganske afgjort, men målantallet er på den anden side aldeles ikke noget udtryk for de to holds spilledygtighed. Frem havde i begyndelsen af første halvleg og det sidste kvarter af anden halvleg langt det meste af spillet, men i resten af kampen var der ikke synderlig forskel på de to hold. B.93 behøver ikke at tage sig nederlaget nær, thi der var så mange gode ting i deres spil. Havde holdet haft lidt mere held med sig, havde målantallet stået á 4 midt i anden halvleg. Bedst virkede halfbackrækken; i Malmquist, Emil Jørgensen og Einar Madsen har B.93 tre lige så gode halfbacks som nogen anden klub, og det er vor overbevisning, at havde Harald Hansen vedblevet at spille back (han gik frem som forward), så var B.93’s tab aldrig blevet så stort, som tilfældet nu blev, men fra det øjeblik, da han gik frem, spillede holdet praktisk set med 10 mand. I angrebet var venstre side den, der spillede bedst; der blev kombineret helt flinkt, og flere bolde blev lagt godt ind foran mål. Thufason var bedre og arbejdede med større energi, end han plejer, men han ”skyder” alt for sjældent på mål, til trods for at han kan ”skyde” både kraftigt og sikkert”. 

Den 17’ oktober spilledes turneringskamp mod AB. Harald Hansen remplaceredes af Kløve; ellers var holdet som mod Frem. Kampen blev uafgjort 4-4. B.93 havde 4-1 i første halvleg, men formåede intet i anden halvleg, skønt de havde vinden med.

Lørdag den 21’ oktober spillede Danmark landskamp mod England på Queens Park Rangers’ bane i London. Emil Jørgensen (centerhalf) og Thufason (v. i. w.) var de eneste fra B.93, der var med. I anden halvleg spillede Jørgensen back. Sophus Hansen havde forvredet foden og måtte gå ud. Castella gik i mål, Jørgensen tog hans plads, og Lykke trådte ind som halfback. England vandt 3-0 (1-0, 2-0).

Efter de ikke synderlig opmuntrende resultater blev turneringskampen (d. 5’ nov.) mod Frem en behagelig overraskelse. Frem havde den foregående søndag vundet over KB (3-2) i pokalturneringens slutkamp og var naturligvis favorit, men B.93 vandt alligevel med 6-2 (4-2, 2-0). B.93 manglede stadig Harald Hansen, hvorfor Suder og Kløve var backs. Lottenburger var ligeledes fraværende; hans plads i mål toges af Einar Madsen, medens en ny mand, Holger Petersen, var venstre half.

”Sportsbladet” skriver følgende om B.93: ”Kampens udfald kom sikkert mindst lige så overraskende for B.93’erne som for Frem’erne. Sidst, da de to hold matchede, vandt frem meget overlegent med 7 mål mod 1, nu fik B.93 altså en smuk revanche for det lidte nederlag. B.93 havde en god dag, hele holdet spillede med liv og lyst og præsterede ofte smukt spil. I angrebet var Thufason den bedste mand, hans skud var flere gange ligefrem udmærkede. Vi har ingen angrebsspiller herhjemme, der skyder bedre på mål end ham. Den lille, unge venstre innerwing, Rohde, spillede flinkt, men han mangler jo endnu de kræfter, der skal til for rigtigt at gøre sig gældende. Han viser imidlertid rigtig god forståelse af spillet, og det er det vigtigste, thi kræfterne og størrelsen kommer forhåbentlig med årene. I forsvaret var Malmquist den bedste; han har efterhånden udviklet sig til en udmærket halfback, han er hurtig, beslutsom og kæk, men han mangler endnu lidt med hensyn til afleveringerne”. 

Returkampen mod KB (d. 12’ nov.) kunne B.93 ikke klare. De blev slået med 3-1 (1-0, 2-1). Holdet var det samme som mod Frem søndagen forud, kun havde Sven Hansen taget Holger Petersens plads som venstre half. Ifølge ”Sportsbladet” var ”KB’s sejr velfortjent, thi taget som helhed var deres hold stærkere end B.93…… B.93 skuffede en del, navnlig i første halvleg. Det var angrebsspillet, det kneb med, og det lå først og fremmest deri, at Thufason rent glemte at skyde på mål, og dernæst i, at de to wings for første halvlegs vedkommende ikke spillede som mandfolk, men som et par unge, sarte jomfruer. I anden halvleg gik det noget bedre, men de må tage et helt andet spil frem, hvis de i fremtiden vil have håb om at udrette noget mod spillere som Castella, Lykke og Brødrene Middelboe, thi det er mandfolk, der ved, hvad fysisk kraft betyder, når man spiller fodbold. De to innerwings, Alf Olsen og Rohde, var de bedste i B.93’s angreb; førstnævnte begynder at komme i form igen. 

Heller ikke returkampen mod AB gik godt. B.93 blev nemlig slået med 3-2 (3-1, 0-1). Lottenburger var atter i mål og Suder blev erstattet af Madsen som venstre back. Ellers var holdet som mod KB. Harald Hansen var stadig ikke i stand til at være med. Trods nederlaget udtaler ”Sportsbladet” sig ret rosende om holdet: ”B.93 spillede godt i søndags. Målmanden var, som allerede sagt, god; backs er vel nok for tiden holdets svageste punkt, selvom det ikke kunne mærkes, at Madsen havde overtaget pladsen som venstre back efter Suder, der efter sigende agter at emigrere i den nærmeste fremtid. Emil Jørgensen og Malmquist spillede udmærket i halfbackrækken. Svend Hansen er derimod efter min mening så gammel, at han burde udrangeres og ikke oftere graves op igen. Iblandt forwards var Thufason som sædvanlig hovedstøtten; hans skud var i søndags knap så sikre som ellers. Næst efter ham var Klein den bedste, men også de øvrige tre forwards spillede pænt og fornuftigt”. 

Efterårets sidste match var returkampen (spillet på AB’s bane d. 10’ dec.) mod Frem. Det var tredje gang de to hold spillede mod hinanden i efterårets løb. I pokalturneringen havde Frem vundet med 7-1, den første turneringskamp vandt B.93 med 6-2, den anden derimod vandt Frem med 6-1. Det var altså atter et omslag. På B.93’s hold havde Oluf Petersen sin første optræden efter lang tids fraværelse. Han var venstre back. Einar Madsen havde erstattet Sven Hansen som v. half, og en ny mand, Manicus Hansen, var højre wing i stedet for Klein.

Hermed var en sæson til ende, der ikke havde været strålende for B93. I pokalturneringen blev de slået ud i deres første alvorlige kamp, og i turneringen blev de nummer sidst. Af seks kampe havde de kun vundet en og spillet en uafgjort, medens de havde tabt fire. Det gav kun tre point. KB blev Nr. 1 med 11 point, AB Nr. 2 med 6 points og Frem Nr. 3 med 4 points.

Foråret 1912. I december måned lykkedes det at stifte forlig mellem KBU og Baneklubberne, og unionen udskrev derefter en enkeltrækket turnering for foråret 1912. I denne deltog foruden Baneklubberne også Velo og B1903, medens ØB måtte rykke ned i B-Rækken.

B.93 havde det held at kunne møde med samme hold i alle forårets kampe. Lottenburger forsvandt og erstattedes i mål af Rützebeck, der blev den bedste målmand, klubben nogensinde har haft. Harald Hansen var atter kampdygtig og fik til makker Tannenberg. Halfbackrækken var den samme som i efteråret 1911. I angrebsrækken skete ikke anden forandring end, at Anthon Olsen, der atter meldte sig til tjeneste efter at have været fraværende siden foråret 1910, overtog pladsen som venstre innerwing og altså fortrængte Michael Rohde.

Det hold, der gjorde tjeneste hele sæsonen igennem, kom derfor til at se således ud: Rützebeck – Tannenberg, Harald Hansen – Malmquist, Emil Jørgensen, Einar Madsen – Klein, Alf Olsen, Thufason, Anthon Olsen og Poul Andersen. Det var et stærkt hold, og det vandt da også de 4 af de 5 turneringskampe, det spillede, men det var dog ikke nok til at skaffe førstepladsen. Den første kamp gik for øvrigt ikke særlig strålende. Den spilledes d. 24’ marts mod Velo og fandt sted på Fælleden. B.93 vandt lige akkurat med 2-1. Fem minutter før ”time” stod det 1-1, men i sidste øjeblik lykkedes det Alf Olsen at skaffe det afgørende mål.

Om spillerne udtaler ”Sportsbladet” sig i følgende vendinger: ”På B.93’s hold er Lottenburger blevet afskaffet og erstattet med den unge Rützebeck, som i øjeblikket ikke er bedre end forgængeren, men måske kan blive det. Harald Hansen, der viste sig efter en længere rekonvalescens, var ikke i fuld form endnu. Som højre back spillede Tannenberg et udpræget halfbackspil, medens Madsen spillede back på venstre halfs plads. Hvorfor ikke bytte om på de to? Emil Jørgensen og Malmquist spillede solidt. Det samme gælder højre side af angrebet; men forwards spillede i øvrigt meget falmende; de havde vanskeligt ved at finde hinanden. Den hjemvendte Anthon Olsen skuffede noget; han sled godt i det, men spildte alt for megen kraft uden nytte. B.93’s venstre wing er ikke god; af og til kan han præstere enkelte gode ting, men disse virker i alt for høj grad som oaser i en ørken af mangel på omtanke – og teknik. Jeg tror, at B.93 ville stå sig bedre ved at lade den unge Rohde, som spillede så flinkt i efteråret, lære at spille venstre wing; han ville sikkert hurtigt blive brugelig på den plads”. 

Søndagen efter spilledes på Idrætsparkens bane mod Frem. Også denne gang blev det 2-1 i favør af B.93. Målene stod 1-0, 1-1. B.93 førte med 2-0 til fem minutter før ”time”.

B.93’s tredje turneringskamp – mod KB – blev spillet d. 14’ april på banen ved St. Markus Allé – endte også 2-1, men denne gang ikke i B.93’s favør. Mod KB var der foreløbigt intet at stille op. Målene stod 1-1, 1-0. ”Sportsbladet” mener, at B.93 ikke havde fortjent at tabe: ”Kampen var for første halvlegs vedkommende overordentlig livlig og spændende, hvorimod anden halvleg nærmest var noget mat; navnlig var der i den første halve time af anden halvleg kun lidt af den hidsighed i angrebene, af disse tacklinger på liv og død, som viser, at et af holdene har en stærk og bevidst vilje til at sejre. Resultatet var ikke fuldt retfærdigt. B.93 havde, i betragtning af sine mange chancer og sin uomtvistelige overlegenhed i anden halvleg mindst fortjent ”a drawn”. På B.93’s hold er der navnlig grund til at nævne Emil Jørgensen, der spillede overordentlig effektivt igennem hele kampen, og minsandten om ikke Harald Hansen, fraset sine fadæser i anden halvleg, spillede som på sine store dage i fordums tid. De to fløjhalfbacks gjorde også et godt stykke arbejde, bedst var dog Madsen. Af forwards udrettede Anthon Olsen det største arbejde og er – uden at være bange for at gøre noget selv – et mønster på uselviskhed. B.93’s forwardsspillere savner – Anthon Olsen fraset – i al for høj en grad evnen til at kunne udnytte chancen; de kan ikke blive færdige til skud, og det skorter også en hel del på fysisk kraft, mod og energi i de afgørende øjeblikke. Der er noget underligt ængsteligt over dem, de kan ikke som Morville (KB) med sammenbidt energi bryde sig vej forbi alle hindringer”. 

Den 21’ april spilledes på egen bane med AB, og denne kamp bragte endelig en stor sejr: 7-2 (4-0, 3-2). ”Sportsbladet”: ”Det blev en meget livlig kamp, hvor B.93 absolut var stærkest, men dens overlegenhed stod dog ikke fuldt i forhold til den store forskel i målantal. B.93 har spillet sig svært op i dette forår, de unge spillere er kommen sig ganske betydeligt, og de ældre er efterhånden igen kommen i form. Harald Hansen er snart så god som tidligere, han er snart helt sikker i sit spark, men mangler endnu lidt i hurtighed, nemlig i de korte vendinger; men alt i alt spillede han udmærket i søndags. B.93’s styrke lå dog utvivlsomt i angrebet, og her var de tre midtermænd, der dominerede. Anthon Olsen, Thufason og Alf Olsen spillede alle tre brillant og havde navnlig et udmærket sammenspil”. 

Den følgende søndag spilledes mod B1903, og også denne kamp bragte B.93 en overlegen sejr: 6-0 (4-0, 2-0). Holdet var stadig det samme som i de foregående kampe. Kritikken lyder denne gang som følger: ”B.93 spillede i søndags i hvert fald i kampens første tre fjerdedele fortrinligt. Der var liv og fart over angrebet med god forståelse mand og mand imellem; Thufason og Anthon Olsen spillede så godt som nogensinde før, også Klein var god. Af halfbacks var Malmquist den bedste, Emil Jørgensen synes ikke at være i fuld form, og Madsens afleveringer er meget ofte alt for ubeherskede; jeg er stadig tilbøjelig til at foreslå ham ombyttet med Tannenberg, der ganske vist lader til at kunne akklimatiseres som back, men hvis naturlige anlæg dog nærmest henviser ham til pladsen som fløjhalfback. Harald Hansen var god i første halvleg, men sløjede betydeligt af i anden. Rützebeck havde i søndags ikke megen lejlighed til at vise sine Evner”.

Hermed var B.93 færdig med turneringen. Af 5 kampe var 4 vundet og 1 tabt, og der var scoret 18 mål mod 6. Intet andet hold havde lavet så mange mål som B.93. KB, der blev Nr. 1 (med 9 points mod B93’s 8), havde scoret 16 mål mod 4).

Udenlandske kampe. Foråret 1912 – eller rettere sagt sommeren – var rig på internationale kampe. Først var der det 9de internationale fodboldstævne, denne gang arrangeret i fællesskab af B.93, KB, AB og Frem, og dernæst var der de Olympiske Lege i Stockholm.

De første gæster var Edinburgh F.C., et godt amatørhold, der spillede to kampe, den 3’ og 5’ maj. De udvalgte danske hold vandt begge kampe, den første med 2-0 (1-0, 1-0), og den anden med 2-1 (0-1, 2-0). I den første kamp var Harald Hansen, Emil Jørgensen, Anthon Olsen, Thufason og Alf Olsen med. Thufason og Anthon Olsen lavede målene. I den anden kamp var kun Emil Jørgensen, Malmquist og Anthon Olsen med. Anthon scorede det afgørende mål.

Den 10’ og 12’ maj spillede londonerklubben Clapton Orient her. Første kamp blev uafgjort (3-3), den anden kamp vandt englænderne med 4-0. I første kamp var Harald Hansen og Emil Jørgensen med, i den anden Harald Hansen, Anthon Olsen, Thufason og Malmquist (h.i.w.).

Turen kom derefter til ’Heart of Midlothian’, den berømte professionelle Edinburgh-klub, der spillede her den 16’ (Kristi Himmelfartsdag) og 19’ maj. Vore spillere var efterhånden kommen i udmærket form, og de klarede sig da også med bravour mod de brillante skotter, der havde 4-5 ”Internationals” med, deriblandt den berømte h.i.w. Bobby Walker, Skotternes Steve Bloorner. Første kamp blev uafgjort (1-1), den anden vandt det danske hold med 2-0 (0-0, 2-0). I første kamp var B.93 repræsenteret af Harald Hansen, Emil Jørgensen og Thufason, i den anden af Emil Jørgensen (h. half) og Anthon Olsen (h.i.w.).

Første og anden Pinsedag spilledes mod Hollands mesterskabshold, Sparta fra Rotterdam. De danske hold var hollænderne meget overlegne og vandt med 5-0 (2-0, 3-0) og 8-1 (1-0, 7-1). Malmquist, Emil Jørgensen, Anthon Olsen, Thufason og Alf Olsen var med i første kamp, Anthon Olsen og Harald Hansen i anden.

Stævnet sluttede med to kampe, den 2’ og 5’ juni, mod Celtic, som havde været her før og havde et nederlag at hævne, idet de Grundlovsdag 1907, som det første professionelle hold, måtte stryge flaget for et dansk amatørhold. Celtic fik også revanche i den første kamp, der blev vundet med 3-1, men i den anden blev de slået med 4-1 (1-1, 3-0). I første kamp var Harald Hansen og Anthon Olsen med, i anden Harald Hansen, Emil Jørgensen, Thufason og Anthon Olsen. ”Sportsbladet” ved referent ”A.M.”, var ovenud begejstret for den anden kamp og skriver bl.a.: ”Når enden er god, er alting godt! siger det gode, gamle ordsprog. Men selv et sådant hæderværdigt fyndsprog forslår ikke overfor begivenheden sidste onsdag på vort historiske grønsvær. Der må mere til! Det var ”ovenud” – ”forbløffende” – ”dejligt” – ja, vi må erklære os renonce på adjektiver her! Et sådant ”punktum” på fodbold-séancen var der jo ikke nogen, der havde drømt om. Men det er virkelig næsten heldigt, at der ikke er flere kampe tilbage. For det er efterhånden slet ikke let at være fodbold-referent længere – ikke lige i øjeblikket da! 

Den har jo både vi og alle de andre gode, skikkelige og velrenommerede critici her udi staden siddet og ødslet med alle vore aller som bedste prædikater for de to sidste kampe. Midlothian-Sejren fik lov til at være ”den bedst spillede kamp, vi har set” – og forrige Celtic-omgang var vist ikke så meget mindre. Men nu! Ja, nu sidder vi der, som sagt, på vores nok-sagt og har så en følelse af at have skudt al krudtet op! De 10.000 tropiske-begejstrede tilskuere, de vil forstå os – og tro os! De så det jo selv med deres stirrende og glædesdrukne øjne, og så får de andre da også fæste lid til vort ærlige ord, når vi siger: det var nu den bedst spillede kamp, der er set i hele dette stævne. Det var den morsomste og mest spændende af dem alle ved sin pludselige vekslen fra første halvlegs absolutte nederlags-udsigter til den sikre sejrsglæde, hvori anden halvlegs sidste halvdel spilledes. 

Og det var for tilskuerne den dejligste af dem alle, fordi vi vandt og vandt så sikkert, så overlegent – og så fortjent! Hvordan det egentlig gik til – denne mirakuløse forandring hos vore spillere fra den ene halvleg til den anden – ja, det er ikke godt at forstå. Det var jo i det ydre den samme ”Harald”, ”Emil”, ”Nils”, ”Spiret” og de ”to gange Sofus”, plus alle de andre helte, som optrådte i begge afdelinger. Men det var jo ikke de samme alligevel!  Vi tilskuere var jo kommen derud i al god forventning om en underholdende kamp, men uden spor af sejrshåb. Celtic havde i forrige kamp vist sig at svare ganske til sit ry som skotsk pokalvinder; deres sejr på 3-1 var snarere mindre end efter forholdet mellem de to holds spil. Vi var jo nok farlige for det skotske mål mange gange, men Celtic-mændene var os dog så sikkert overlegne, ”legede” så præcist med os så ofte, at man ikke godt kunne vente, at det samme danske hold (væsentligst det samme) skulle være i stand til mere end ærefuldt nederlag næste gang. 

De Olympiske kampe i Stockholm. Fodboldkampene ved de Olympiske Lege i Stockholm begyndte den 30’ juni. Danmark var oversidder i første omgang, i hvilken Holland – efter omspil – vandt over Sverige med 3-2, Finland over Italien med 3-2, Østrig over Tyskland med 5-1 og England over Ungarn med 7-0. Danmarks første kamp var mod Norge, der blev slået med 7-0 (3-0, 4-0). Anden kamp stod mod Holland, der havde slået Østrig med 3-1. Danmarks hold, der bestod af: Sophus Hansen – Harald Hansen, Nils Middelboe – Buchwald, Emil Jørgensen, Berth – Oscar Nielsen (Nørland), Poul ”Tist” Nielsen, Anthon Olsen, Sophus Nielsen og Wolfhagen, spillede ganske udmærket og vandt med 4-1 (3-0, 1-1). Danmark havde dermed kæmpet sig frem til slutkampen mod England. Holdet var det samme som mod Holland, kun at Thufason trådte ind i stedet for Poul Nielsen (Tisten), der var kommen til skade. Som bekendt tabte vi med 2-4 (1-4, 1-0), men vort hold var uheldigt. Den største del af kampen måtte vi spille med 10 mand, idet Buchwald forvred albuen og måtte gå ud. Begge de mål Danmark fik, scoredes af Anthon Olsen.

Om Anthon Olsen specielt skrev en korrespondent til det store engelske fodboldblad ”The Athletic News” følgende: ”…. Jeg må tilstå, at det er længe siden, jeg så en så god centerforward som Anthon Olsen; høj og solbrændt er han en spiller, der ikke indskrænker sig til at vente på, hvor de vil tilbyde sig; han er efter bolden, blot der er en chance for at nå den. Desuden har han andre gode sider; han kan drible, forstår at narre sine modspillere, men frem for alt: han kan skyde på mål. Det fjerde mål, som han scorede, var pragtfuldt. Bolden blev centret fra venstre wing; Anthon Olsen flugtede bolden på mål med et kæmpeskud, som den hollandske målmand intet kunne stille op mod. Jeg tør sige, at det mål vil være prentet i min erindring for lange tider. Det var et af målene fra de gode gamle dage, fra de tider, da spillerne kunne score fra vanskelige stillinger uden at trippe rundt og lægge tilrette, som man nu til dags kun alt for ofte plejer”.

Ovennævnte var skrevet efter kampen mod Holland. Hele holdet havde i den kamp imponeret den engelske korrespondent. Det gjorde det imidlertid ikke i kampen mod England. Men Anthon Olsen imponerede ham stadig: ”Jo mere jeg så Anthon Olsen, jo bedre syntes jeg om ham. Han er en brillant spiller, og det forundrer mig ikke det fjerneste at høre, at adskillige engelske klubber har prøvet på at få fat på ham”. 


Sæsonen 1912-13 

B.93 havde i det store og hele de samme spillere til rådighed som i foråret, men det lod sig ikke gøre at stille med uforandret samme hold til alle kampe. Af helt nye spillere optrådte Helge Scharff, der i en enkelt kamp spillede centerhalf. Tannenberg spillede kun med i den første kamp; han erstattedes af Oluf Petersen.

Sæsonen åbnedes med to kampe – den 6’ og 8’ september – mod Deutscher Fussball-Club fra Prag. B.93 havde i foråret 1911 været i Prag og var bleven slået med 5-2 og 6-0. Nu fik man nogen revanche. Den første kamp blev uafgjort (2-2), den anden vandt B.93 med 1-0. B.93’s hold var i begge kampe: Rützebeck – Tannenberg, Harald Hansen – Malmquist, Emil Jørgensen, Einar Madsen – Klein, Alf Olsen, Thufason, Anthon Olsen og Michael Rohde. I første kamp fik B.93 ret hurtigt det første mål, men da der kun var et kvarter til ”time”, stod Tysk-Bøhmerne med 2-1. Et ”brandskud” fra Anthon Olsen reddede imidlertid kampen. Det var også Anthon Olsen, der scorede det mål, der gav sejr i den anden kamp. Navnlig den anden kamp spilledes fra begge sider meget hårdt og ureglementeret. Det var utvivlsomt Pragerne, der lagde for, men B.93’erne gav råt for usødet.

Om spillerne siger ”Sportsbladet”: ”Hos B.93 var Rützebeck navnlig i den sidste kamp den, man oftest glædede sig over. B.93 synes her at have fået et fortræffeligt målmandsemne; Rützebeck er stærk og hurtig og bedømmer boldens fart og angribernes hensigter sikkert og resolut. Harald Hansen og Emil Jørgensen var sikre støtter som altid, Harald var både hurtigere og sikrere end i Stockholm, men angriberne jo også mindre farlige. Anthon Olsen var til tider ubegribelig uovervejet – og til tider atter ganske sig selv, Alf Olsen er den roligste spiller i forwardkæden og den, som oftest gør det rigtige, men endnu sjældent det helt fortræffelige. Thufason var mere effektiv i markspillet end sædvanlig, men han havde absolut ingen af sine skud i kanonen. Klein er ofte god, men stadig for ”veg”. Og hele holdet bør for næste gang huske ikke at tage mod indbydelsen til ”voldsomt spil” – selvom de også udfordres stærkt”.

Den 15’ september spilledes turneringskamp mod Velo, der blev besejret med 4-0 (2-0, 2-0). Holdet: Rützebeck – Emil Jørgensen, Harald Hansen – Malmquist, Helge Scharff, Einar Madsen – Klein, Rohde, Thufason, Anthon Olsen og Poul Andersen.

Den følgende søndag spilledes pokalkamp mod Frem, der blev slået med 2-0 (1-0, 1-0). Kampen spilledes på Frem’s bane. Thufason og Malmquist var sygemeldt. Oluf Petersen var h. back, Emil Jørgensen centerhalf, Tannenberg højre half. Alf Olsen var atter med som h.i.w., og Anthon Olsen var centerforward. Anthon Olsen scorede begge målene. ”Sportsbladet”: ”Det blev en rigtig pokalkamp, hvor kun få skånede sig, og hvor alt blev sat ind på at sejre. Spillet blev derfor ført i hastigt tempo og under udfoldelse af stor kraft. Nogen egentlig velspillet kamp blev det ikke, dertil havde begge hold for mange svage punkter. B.93 vandt og var måske nok en lille streg bedre både i forsvar og angreb.

I forsvaret var det foruden målmanden, Harald Hansen, Oluf Petersen og Emil Jørgensen, der trak læsset. Oluf Petersen deltog efter længere tids fraværelse, og han spillede så godt, at han utvivlsomt vil beholde pladsen ved siden af Harald Hansen. Tannenberg var endnu halvinvalid efter kampen i Prag, og Einar Madsen var ganske ude af form, han kunde aldeles ikke klare sig overfor Axel Petersen. I angrebet var Anthon Olsen en sikker Leder, og hans to mål var små mesterværker. Nærmest ved Anthon Olsen kom Alf Olsen; han spillede i søndags til tider ligefrem fortræffeligt, fodrede sine wings og centrede udmærket placerede bolde og gik personligt dristigt og kækt på. De to wings var derimod ikke gode; navnlig Klein spillede vagt og energiløst. Der er stadig for lidt mandfolk i dem – mon nogen af de to rare, pæne mennesker kan blive gal i hovedet ?”.

Den 29’ september havde B.93 Besøg af Nykøbing Falster. B.93 vandt med 13-1 (6-1, 7-0). Nykøbingenserne fik mærkeligt nok kampens første mål.

Den 6’ oktober spilledes på Idrætsparkens bane landskamp mod Tyskland. Danmark vandt 3-1 (1-0, 2-1). Af B.93’s spillere var Emil Jørgensen (h. half), Alf Olsen og Anthon Olsen (centerforward) med.

Den 13’ oktober vandt B.93 turneringskampen mod B1903 med 8-0 (4-0, 4-0). Holdet: Rützebeck – Oluf Petersen, Harald Hansen – Malmquist, Emil Jørgensen, Einar Madsen – Klein, Alf Olsen, Thufason, Anthon Olsen, Poul Andersen. Af de otte mål scorede Thufason de fem.

Den 20’ oktober spilledes turneringskamp mod KB – kampen afholdtes på klubbens egen bane, der imidlertid ikke var stor nok til at tage imod de mange tilskuere. Indhegningerne blev sprængt, og dommeren måtte gentagne gange standse spillet. Resultatet blev det sædvanlige i de senere år, nemlig sejr til KB: 4 mål mod 2 (1-1, 3-1). B.93 stillede med ganske samme hold som mod B1903. B.93 fik første mål (ved Anthon Olsen), og det tegnede lyst for dem, men så begyndte uheldene: Først kom Emil Jørgensen til skade med det ene knæ, og derefter brækkede Malmquist i et sammenstød med Gyldenstein benet. Hermed var det selvfølgelig givet, at B.93 ikke kunne klare sig.

”Sportsbladet”: ”Det blev en Tycho Brahesdag for B.93, men det skal indrømmes holdet, at det trods modgang kæmpede med ære lige til sidste øjeblik. Hvorledes resultatet var blevet, hvis de forskellige uheld ikke var indtruffet, er meget vanskeligt at sige, men så meget er vist, at så længe B.93 havde alle mand i orden, var de stærkest og spillede absolut bedre fodbold end KB. Holdets bedste mand var så absolut Anthon Olsen; hvad han præsterede i anden halvleg, hvor han både spillede back, halfback og forward, grænser næsten til det utrolige. De andre forwards spillede også flinkt og fornuftigt i søndags. I forsvaret var Harald Hansen og Malmquist de bedste”.

Den følgende søndag spilledes atter mod KB, i pokalturneringen, og atter vandt KB, der havde spillet hårdt i sidste kamp, denne gang med 4-1 (1-1, 3-0). B.93’s hold så således ud: Rützebeck – Emil Jørgensen, Harald Hansen – Einar Madsen, Anthon Olsen, Oluf Petersen – Victor Klein, Alf Olsen, Thufason, Rohde og Poul Andersen. Eksperimentet med Anthon Olsen som centerhalf faldt ikke godt ud. Publikum indtog i denne kamp ikke nogen velvillig holdning overfor KB, hvis spillere der stadig blev hujet og tysset, ganske ufortjent for øvrigt, thi KB spillede fuldt ud fair.

Den 10’ november var B93 i Helsingborg, hvor de vandt over H.I.F. med 7-2 (1-0, 6-2).

Den 17’ november spilledes turneringskamp mod Frem, og ligesom i pokalturneringen gik B.93 af med sejren, denne gang dog kun med 2-1. Holdet: Rützebeck – Oluf Petersen, Harald Hansen – Michael Rohde, Emil Jørgensen, Einar Madsen – Klein, Alf Olsen, Thufason, Anthon Olsen og Poul Andersen. ”Sportsbladet”: ”Det blev som ventet en helt igennem fornøjelig og velspillet kamp. De to hold er hinanden meget jævnbyrdige, men det forekommer, at der er noget mere fodbold i B.93’s Spil. Forholdet var omtrent det samme som ved pokalkampen, da B.93 vandt 2-0. B.93’s hold præsenterede sig i søndags med de samme fordele og de samme svagheder, som har været iøjnefaldende hele sæsonen igennem. Rützebeck havde en god dag, han klarede meget og kan ikke bebrejdes noget for det mål, som Frem fik. Harald Hansen var den bedste af de to backs, han spiller stadig stødt og solidt, selvom han unægtelig med hensyn til hurtighed navnlig i de korte vendinger er noget på retur, dog ikke mere, end at han sikkert ved rationel træning atter kan nå sin gamle form. Oluf Petersen klarer sig på sin hurtighed og dristighed, der ikke så sjælden er klogskaben tillader, men det lader jo til, at det går, når han har en så rutineret og erfaren spiller som Harald Hansen ved sin side. I halfbackrækken var Michael Rohde afgjort den bedste, og han spillede til tider ligefrem brillant, det er en spiller, B.93 har lov at vente sig meget af. Angrebet blev som tidligere båret af Anthon Olsen og Alf Olsen, periodevis med god støtte af Thufason og de to wings”. 

Søndagen efter gik det – på egen bane – løs mod AB, der blev besejret med 4-1 (2-0, 2-1). Holdet var ganske som mod Frem. Det var den 29’ kamp mellem de to klubber, og B.93 havde heraf vundet 20, tabt 7 og spillet 2 uafgjort. De havde scoret 103 mål mod 58. ”Sportsbladet”: ”B.93 spillede pænt i søndags; der var en vis ensartethed over deres spil, hvilket ikke altid er tilfældet; der er jo dage, hvor det er holdets ”stjerner”, der må leves på. I Rützebeck har klubben fået en målmand, hvis præstationer er i begreb med at nærme sig det udmærkede. Harald Hansen spillede godt, det gjorde for resten hele forsvaret; særlig er det en fornøjelse at se de fremskridt, den unge Rohde allerede har gjort; han vil sikkert blive god, når han bliver holdt lidt i ørene. B.93’s forwards havde en god dag. Anthon Olsen arbejde lidt mindre på egen hånd, end han plejer, men det er ingen skade til. Begge wings ydede deres bedste, det samme gjorde Thufason, og Alf Olsen var ”najs” (som en tilskuer udtrykte sig), han dribler så godt som nogen. 

Hermed var B.93 færdig med efterårsturneringen. Holdet var blevet placeret ganske som i foråret, nemlig som Nr. 2 efter KB, der stod ubesejret. Af fem kampe havde B.93 vundet de fire og tabt en, hvilket gav otte points. Der var scoret 20 mål mod 6. Endnu skal bemærkes, at B.93 deltog i en af de fire baneklubber arrangeret privatturnering, der afholdtes i velgørende øjemed den 13’ december. I denne vandt AB med 2-0 over Frem og KB over B.93 med samme score. I slutkampen vandt derefter KB efter ekstratid over AB med 2-1.

Foråret 1913. Forårskampene begyndte med turneringskampen mod B1903, der blev besejret med 4-2 (1-0, 3-2). Holdet var ganske det samme som i de to sidste kampe i efteråret, altså: Rützebeck – Oluf Petersen, Harald Hansen – M. Rohde, E. Jørgensen, E. Madsen – Klein, Alf Olsen, Thufason, Anthon Olsen og P. Andersen. Anden Paaskedag spilledes mod Frem med samme hold som mod B1903. Kampen blev uafgjort: 1-1. B.93 var de stærkeste til at begynde med, men udnyttede ikke deres chancer, hvorimod det lykkedes Frem at få et mål. I anden halvleg udlignede Anthon Olsen efter hjørnespark. Frem havde i slutningen af kampen et straffespark, der imidlertid blev reddet af Einar Madsen, der som regel afløste Rützebeck i den slags situationer!

Mod KB gik det, som sædvanlig, galt. Siden efteråret 1908 havde B.93 ikke vundet nogen turneringskamp mod KB. Denne gang vandt KB med 3-0 (2-0, 1-0). Det var den 29’ kamp mellem klubberne, og stillingen var nu således, at KB havde vundet 18, B.93 ni, medens to var blevet uafgjort. KB havde scoret 75 mål mod 61. Når undtages, at Holger Jensen var højre wing i stedet for Klein, var holdet det samme som i de sidste kampe. ”Sportsbladets” Referent var meget misfornøjet med B.93’s spil: ”Det kan ikke nægtes, at B.93’s præstation blev en stor skuffelse for det store publikum. Lad være, at holdet havde ret stor modgang og flere uheld et kæmpe med, derfor burde spillerne ikke i den grad gå fra koncepterne, som tilfældet var i søndags. Der blev nemlig til at begynde med spillet helt godt, og synderlig forskel på holdene var der ikke. KB’s forwards var, som vi havde ventet, for levende for B.93’s forsvar, der gang på gang blev udmanøvreret, dels fordi de gamle er for tunge og for langsomme i vendingen og ikke i tilstrækkelig god træning, dels fordi de unge er uerfarne og mangler taktik. En spiller som Michael Rohde udrettede et enormt arbejde, men han begik stadig den fejl at lade sin wing stå fri; intet straffer sig hårdere, det skal han nok snart lære at erkende. 

Rützebeck var bedste mand i forsvaret, han burde måske have klaret det sidste mål, men derved forstummer også al kritik. Han klarede til gengæld flere yderst farlige situationer, f. eks., da han i anden halvleg omtrent i mållinjen tog bolden fra Poul Nielsens fod. Angrebsspillet var B.93’s ømmeste punkt; det var, bortset fra de første 20 minutter af første halvleg, simpelt hen grufuldt. Ulykken ligger deri, at B.93 praktisk set spiller uden fløjmand, og en angrebsrække uden wings er i virkeligheden komplet håbløs. Poul Andersen spillede ganske vist upåklageligt i største delen af første halvleg, men i anden halvleg mislykkedes så at sige alt for ham. Hertil kommer, at Anthon Olsen ved hele sin planløse og ubeherskede spillemåde bringer konfusion ind i rækken, i stedet for ved roligt og besindigt spil at give medspillerne tillid og fidus. I søndags kulminerede det idéforladte spil; når forwards skulle være fremme, lå de alt for langt tilbage, og når der var brug for dem i forsvaret, nåede de for sent ned. Hertil kom, at hele holdet i høj grad mangler den sikre og pålidelige boldbehandling; der var et utal af ”kiks” og fejlplaceringer. Bolden blev lige så ofte sendt hen til en KB’er som til en medspiller. Man havde i det hele taget et bestemt indtryk af, at der bag KB’s præstation lå en målbevidst og intensiv træning, hvorimod det modsatte karakteriserede B.93’erne i en iøjefaldende grad”. 

Kampen mod AB, spillet d. 20’ april, blev uafgjort med 5 mål til hver side. Halvlegene stod 2-3 og 3-2. B.93 manglede både Harald Hansen og Oluf Petersen, der erstattedes af Einar Madsen og en helt ny mand ved navn Maibom. Madsens plads som v. half tages af en anden debutant, Kruse. Og Klein var atter h. wing. Det var den tredje kamp mellem B93 og AB, der var endt 5-5. De to tidligere kampe var spillet i efteråret 1906 og foråret 1907. I begge disse kampe havde B.93 haft føringen 4-1. Denne gang stod derimod AB med 5-2, da der var spillet 20 minutter af anden halvleg, så det var godt gjort af B.93 at få uafgjort kamp.

B.93 afsluttede sit turneringsprogram den 27’ april med en kamp mod Velo. B.93 mødte med sit stærkeste hold, inklusive Harald Hansen og Oluf Petersen, og vandt da også med 7-3 (2-1, 5-2).

KB blev, som sædvanlig, nr. 1 i Turneringen (med 17 Points for 10 Kampe), men B93 blev en god Nr. 2. Af 10 kampe blev 6 vundet, 2 tabt og 2 uafgjort, hvilket gav 14 points. Der var scoret 27 mål mod 20. Frem stod med 10 points, B1903 med 9, AB med 8 og Velo med 2 points.

Internationale kampe. Det 10’ internationale fodboldstævne begyndte allerede den 1ste maj. De første gæster var Birmingham F.C., der spillede to kampe mod udvalgte hold. De danske hold vandt dem begge to, den første med 1-0 (1-0, 0-0), den anden med 5-4 (2-4, 3-0). I den første kamp var kun Anthon Olsen (centerforward) med, i den anden Alf Olsen og Rützebeck, der i anden halvleg trådte ind i stedet for Sophus Hansen, som havde forstuvet en hånd.

Det berømte Newcastle United-hold var de næste modstandere. De præsterede et aldeles glimrende spil og vandt deres to første kampe med 4-1 (2-0, 2-1) og 3-2 (2-1, 1-1), medens den tredje blev uafgjort 1-1. Anthon Olsen var den eneste deltager fra B.93. Han var centerforward i alle tre kampe.

Den 25’ maj spilledes på Idrætsparkens bane den første landskamp mod Sverige. Kampen var den rene børneleg for Danmark, der vandt med 8 mål mod 0 (4-0, 4-0). Anthon Olsen (centerforward) var atter den eneste, der var med fra B.93. Han scorede to mål.

Det internationale stævne fortsattes den 1’ og 3’ juni med to kampe mod det engelske Amatørhold ”London Caledonians”. Til almindelig overraskelse vandt Caledonians, skønt det danske hold var stærkest, den første kamp med 3-1 (1-1, 2-0). Den anden kamp derimod vandt det danske hold med 7-1 (2-0, 5-1). I den første kamp var Rohde (h. half) og Anthon Olsen (c-forward) med, i den anden Alf Olsen og Klein. Stævnet sluttede af med to kampe – den 5’ og 8’ juni – mod Glasgow Rangers, der vandt den første kamp med 2-1 (1-0, 1-1), medens den anden blev uafgjort 1-1. I den første kamp var Rohde, Alf Olsen og Klein med, i den anden de to sidstnævnte.

B.93 sluttede sin sæson med en tur til Norge i juli. Der spilledes to kampe mod ”Odd” i Skien og en kamp i Drammen mod ”Drafn”. B.93 havde alle sine bedste spillere – undtagen Emil Jørgensen – med og desuden Grøthan, Scharff og Kruse. Den første kamp mod ”Odd” blev vundet med 6-0, men den næste vandt ”Odd” mærkeligt nok med 1-0. Kampen mod ”Drafn” blev vundet med 8-1.


Sæsonen 1913/14

Af de gamle, faste spillere mistede B.93 Viggo Malmquist. Han havde været syg hele foråret og afgik i juli måned ved døden af en underlivssygdom. I ham mistede holdet en mere end brugbar kraft. Han var ikke noget særlig fremragende, men han kunne spille både halfback og forward. Han var en energisk og udholdende spiller og en god sportsmand og kammerat. Forrige sæsons spillere var ellers til tjeneste, og desuden fandt man anvendelse for enkelte nye spillere, navnlig Carl Olsen (back) og Grøthan, der i sin første tid spillede forward.

Sæsonen åbnedes den 7’ september med turneringskampen mod B1903, der blev et let bytte. B.93 vandt 6-0 (3-0, 3-0). Holdet: Rützebeck – Carl Olsen, Harald Hansen – Michael Rohde, Emil Jørgensen, Einar Madsen – Klein, Alf Olsen, Anthon Olsen, Grøthan og Poul Andersen.

Den 21’ september spilledes i pokalturneringens første omgang mod KFUM. B.93 vandt med 9-3 (4-1, 5-2). M. Rohde og Emil Jørgensen var fraværende. Deres pladser indtoges af Lauritz Hansen og Helge Scharff. De andre pladser var besat som mod B1903.

Den følgende søndag spilledes – på banen ved Tagensvej – mod AB. Kampen blev uafgjort 2-2 (2-2, 0-0). Holdet: Rützebeck – Carl Olsen, Harald Hansen – H. Scharff, E. Jørgensen, E. Madsen – Klein, Robert Jensen, Anthon Olsen, Grøthan og Poul Andersen. Om B.93 skriver ”Sportsbladet” følgende: ”Spillet som helhed var ikke det bedste fra nogen af siderne. De mange nye spillere på begge holdene forhindrede et gennemført planmæssigt spil. B.93’s angreb spilledes næsten udelukkende på Anthon Olsen og wings; wings spillede igen kun på Anthon Olsen. Yderst sjældent blev bolden betroet til de to unge innerwings. I anden halvleg var princippet for forsvaret også stadig; lange bolde frem på midten for at give Anthon Olsen chance for at gå igennem alene. Så gennemført blev denne taktik, at spillet blev ganske ensformigt at se på, og Anthon Olsen var i søndags ikke rigtig oplagt til at score. B.93’s halfbackrække arbejde ganske godt, men Rohde savnes jo hårdt der. Harald ansen havde en god dag. Hans sidemand, Carl Olsen, er noget vild på kareten, men synes i øvrigt at have anlæg. Rützebeck havde ingen rigtig lejlighed til at brillere”. 

Den 5’ oktober spilledes landskamp i Stockholm mod Sverige. Danmark vandt 10-0 (4-0, 6-0). B.93 havde ikke en eneste repræsentant med. Anthon Olsen var udtaget til at spille centerforward, men måtte sende afbud på grund af sygdom.

Den 12’ oktober spilledes turneringskamp – på banen ved St. Markus Allé – mod KB. Kampen blev uafgjort 2-2 (2-1, 0-1). Holdet: Rützebeck – C. Olsen, H. Hansen - O. Petersen, Chr. Hansen, H. Scharff – Klein, Alf Olsen, Anthon Olsen, Grøthan og P. Andersen. B.93 førte med 2-0, og Harald Hansen ”brændte” senere i første halvleg et straffespark. KB fik sit udlignende mål på straffespark, men Nils Middelboe misbrugte for øvrigt også et straffespark. ”Det blev en meget fornøjelig og spændende kamp (skriver ”Sportsbladet”), uden at der dog for nogen af parterne præsteredes noget fremragende spil. Det var vel nok for så godt som alle en overraskelse, at KB ikke vandt denne kamp, men sådan egentlig fortjent at vinde havde de ikke, at dømme efter, hvad holdet præsterede i søndags. Man kan vel nok hurtig blive enige om, at KB havde en særdeles uheldig dag. Holdet havde aldeles ikke sit rigtige spil fremme. 

Grunden til, at KB således – om vi så må sige – blev sat ud af form, må vel nok søges deri, at B.93 spillede betydeligt bedre end ventet. Hele holdet tog straks meget energisk fat og spillede, som om de følte sig sikker på at kunne vinde. Anthon Olsen udrettede et vældigt arbejde som centerforward, han fordelte spillet godt til fløjene og hang i første halvleg næsten ustandselig på Middelboe. De to innerwings fyldte også helt godt. Grøthan overraskede ved sin hurtighed og uforsagthed. De to fløjspillere spillede godt i første halvleg, men svigtede i anden. Klein havde mange gode tilbud, men han var for ængstelig og afleverede derfor flere gange helt hen i vind og vejr. I halfbackrækken var Helge Scharff den bedste, han har udviklet sig godt og klarede sig i søndags helt fint overfor Oscar Nielsen (Nørland). Ex-Velo-manden Chr. Hansen var heller ikke ueffen som centerhalf, derimod gjorde O. Petersen et ret utrænet indtryk. De to backs spillede også flinkt, Carl Olsen er stadig i fremgang, og det samme fristes vi til at sige om Harald Hansen, i al fald spiller han for tiden bedre, end han har gjort længe. Holdets første mand i søndags var dog utvivlsomt Rützebeck; han spillede i anden halvleg ganske brillant, og B.93 kan takke ham mere end nogen for det smukke resultat. Medens B93 i første halvleg mindst var jævnbyrdig med KB, så var KB afgjort stærkest i anden. B.93’erne kunne simpelt hen ikke holde tempoet fra første halvleg, havde de kunnet det, havde det set galt ud for KB. De to straffespark, der blev givet, blev dømt fejlagtig og i strid med lovene, der som bekendt siger, at forseelsen skal være forsætlig, hvad tilfældet ikke var i søndags, hvor vedkommende spillere øjensynlig beflittede sig af bedste evne for at undgå boldens berøring med hånden. 

Den 26’ oktober spilledes i Hamborg landskamp mod Tyskland. Danmark vandt 4-1 (3-1, 1-0). Anthon Olsen (v.i.w.) var ene om at repræsentere B.93.

Den 9’ november spilledes i pokalturneringen semifinale mod KB - og KB vandt med 4-2 (1-1, 3-1). Holdet var ganske som det der spillede turneringskampen mod KB. ”Sportsbladet” siger følgende: KB’s sejr var velfortjent, thi taget som helhed spillede de bedre end B.93, og når der lige undtages et kvarter af anden halvleg, havde KB afgjort det meste af spillet. B.93 spillede ingenlunde dårligt, men de er endnu ikke på højde med KB. Forskellen er dog ikke så stor nu, som tilfældet har været i de senere år, men KB’erne er kvikkere og mere levende end B.93’erne, hvis svage punkt atter i søndags var angrebet og da særlig de to wings. Der er stadig ingen rigtig kraft eller vilje i dem, de lader sig alt for let kue af modstanderne. Poul Andersen har tilmed endnu den store mangel, at han ikke kan løbe sikkert med bolden; han løber den alt for ofte over sidelinjen. De to innerwings spillede flinkt, men Alf Olsen begik stadig den fejl at holde sig for langt tilbage under angrebene; det svækkede B.93 stærkt i søndags. Halfbackrækken er selvfølgelig langt fra så stærk som KB’s, men Helge Scharff og Chr. Hansen klarede sig dog særdeles respektabelt, derimod var Oluf Petersen ikke heldig; han skal have langt mere træning, før han bliver god, han er tilmed aldeles ikke sammenspillet med sin back. Det var uhyrligt og ganske utilgiveligt, at de lod Gydenstein stå udækket, da han scorede sine to mål i anden halvleg. Harald Hansen var bedste mand på holdet; han ramte sin bold sikkert og præsterede et kolossalt arbejde hele kampen igennem. Rützebeck spillede helt igennem godt; dog burde han måske nok have klaret det ene af Wolfhagens mål”. 

Søndagen efter spilledes turneringskamp mod ØB. Holdet var ganske som i de to kampe mod KB. B.93 vandt med 7-2 (1-2, 6-0). Hidtil havde B.93 stået ubesejret i turneringen, men den 30’ november tabte de med 0-1 (0-0,0-1) til Frem. Holdet: Rützebeck – Carl Olsen, H. Hansen – Einar Madsen, Chr. Hansen, H. Scharff – Klein, Alf Olsen, Thufason, Grøthan og Poul Andersen. Kampen var så vidt enestående som Frem fik to mål anerkendt af dommeren, Charles Buchwald, men B.93 nedlagde protest mod det første mål og fik det også kendt ugyldigt af KBU. B.93 gjorde fordring på at få hele kampen kasseret, men i denne påstand vilde Unionen ikke give klubben medhold.

”Sportsbladet” skildrer episoden med det ugyldige mål på følgende måde ”Det siger sig selv, at det er vanskeligt for et forsvar at holde stand, når det får så ringe hjælp fra forwards, og dog gjorde B.93’erne det lige indtil Frem fik foræret sit første mål af Dommeren, Hr. Charles Buchwald. Det gik til på følgende måde: Frem, der i nogen tid havde angrebet B.93-målet hårdt og flere gange havde haft chance for at score, opnår frispark tæt udenfor straffesparkfeltet. Frisparket bliver taget, og fra siden kommer bolden ind til Christoffersen, men før denne får sparket, lyder dommerens fløjte; Buchwald har dømt off-side for Christoffersen. Sidstnævnte spiller sender imidlertid bolden i B.93’s net, og Frem appellerer for mål. Buchwald henvender sig nu til linjevogteren, der for øvrigt stod langt længere borte fra åstedet end dommeren, men efter konferencen med linievogteren bestemmer Buchwald sig om og dømmer mål for Frem – bolden skal have berørt Chr. Hansens fod på vejen hen til Christoffersen – naturligvis ikke uden protest fra B.93’s anførers side. At denne episode virkede lige så nedslående på B.93’erne som den opildnede Frem’erne til fornyet dåd, siger sig selv”. 

Målet blev altså kendt ugyldigt, og Unionen begrundede nærmere sin kendelse: ”Unionsbestyrelsen henholder sig til det ved tidligere afgørelser fastholdte princip, at så snart dommerens fløjte lyder, er spillet afbrudt, og mål kan derfor ikke gøres. Det findes nemlig betænkeligt at komme ind på et skøn om, hvorvidt fløjtesignalet har indvirket på forsvarernes spil eller ikke, om end det indrømmes, at det afgivne fløjtesignal og målet vistnok i nærværende tilfælde er faldet i så umiddelbar fortsættelse af hinanden, at dommeren har haft nogen grund til at tro, at han burde dømme som sket. I henhold til det udtalte vil det omhandlede mål være at underkende, således at Frem har vundet kampen med 1-0, medens Unionsbestyrelsen i det hele taget ikke kan indlade sig på at skønne over, om det første mål på det nævnte tidspunkt har haft afgørende betydning for kampens videre forløb, hvorfor man ikke kan give B.93 medhold i dens principale påstand, at kampen kasseres”.

Hermed var B.93 færdig med sit turneringsprogram. KB stod atter som en god nummer 1 (9 points for 5 kampe). B.93 og AB stod hver med 6 points, Frem med 5, B1903 med 3 points og ØB endelig med 1 point.

Den 14’ december deltog B.93 i den af de fire ’Baneklubber’ arrangerede velgørenhedsturnering og havde den tilfredsstillelse at vinde den. KB sejrede over Frem og B.93 over AB, og i slutkampen slog B.93 arvefjenden KB med 1-0. ”Sportsbladet” bragte i februar 1914 en række artikler over de forskellige klubbers hold og skrev bl.a. følgende om B.93: ”Alt i alt må det siges, at B.93 må være særdeles tilfreds med den plads, de opnåede i efteråret. Thi holdet er såre langt fra at være godt. Men man må jo heller ikke glemme, at det mødte med en 4-5 ganske unge og uprøvede spillere, der endnu mangler den rutine og koldblodighed, uden hvilken man aldrig kan gøre sig rigtig på et førstehold. 

I Rützebeck har B.93 en fortræffelig målmand, som vi absolut ikke er bange for at sætte ved siden af Sophus Hansen. Og i Harald Hansen har de stadig en kolossal støtte i forsvaret. Vel er han ikke så god, navnlig ikke så bevægelig, som han tidligere har været, men han står dog stadig på højde med de andre backs herhjemme. Hans makker, Carl Olsen, er endnu kun hans makker, men synes for resten at have gode anlæg og spiller som oftest roligt og koldblodigt. Halfbackrækken har der været forandret meget om på. Først var Emil Jørgensen centre, men til uheld for B.93 trak han sig hurtig tilbage og erstattedes med den unge Chr. Hansen, der endnu kun er et emne, men han er ufortrøden, udholdende og ikke bange, hvad jo allerede er noget. Om d’herrer der har spillet på fløjene, Oluf Petersen, Scharff og Madsen, gælder det, at de alle er bedre i forsvar end i angreb. Ingen af dem er perfekt i den kunst at aflevere bolden, som den skal afleveres. 

Det var et stort tab for klubben, da den først på sæsonen mistede den unge, flinke spiller Michael Rohde. Han pådrog sig en knæskade, som rimeligvis vil holde ham borte fra al deltagelse i denne sæson. Når man vil kritisere forwards, må man fornuftigvis tage halfbackrækkens svaghed i betragtning. Men alligevel burde forwards kunne få meget mere ud af det. Der er en underlig veghed over B.93’s forwards. Tag f.eks. Victor Klein. Han er en spiller med store naturlige evner, er hurtig, elegant, har god teknik osv. Men hvor mange gange kan man ikke sidde og harmes over hans veghed? Gang på gang har han fri bane mod mål, men atter og atter svigter modet ham. Det samme gælder til en vis grad Poul Andersen på den modsatte fløj, men han har ganske vist ikke Kleins gode evner. 

Også Alf Olsen, der er en af vore allerfineste teknikere, lider noget af denne veghed, men han er ganske vist heller ikke så robust som de andre. Grøthan er vel nok den af klubbens unge spillere, der lover bedst, han er hurtig og resolut. Får han en fornuftig vejledning, tror vi, at han har en smuk fremtid for sig som fodboldspiller. Og så har vi Anthon Olsen tilbage. Ja, Anthon var i efteråret netop den typiske ”Anthon”, med alle hans dyder og alle hans lyder. Men han har endnu mange års fodbold i sig, og selv den bedste fodboldspiller kan have sin dekadenaperiode og senere få en glimrende sæson. Lad os håbe, at Anthon Olsen tager revanche i foråret”. 

Foråret 1914. B.93 begyndte sæsonen ualmindelig sent, idet et par kampe måtte udsættes på grund af regn. Første turneringskamp spilledes den 7’ april på Idrætsparkens bane mod Frem. B.93 fik revanche for nederlaget i efteråret, idet de vandt med 2-1 (2-1, 0-0). Frem var meget overlegne i anden halvleg, men kunne ingen mål få. Holdet: Rützebeck – Carl Olsen, H. Hansen – Axel Bram, Chr. Hansen, H. Scharff – Klein, Alf Olsen, Anthon Olsen og Einar Madsen. ”Sportsbladet” mener, at holdet kan takke Rützebeck for sejren: ”På B.93’s hold findes i øjeblikket én virkelig udmærket spiller. Det er Rützebeck. Han betød i anden halvleg alt for sit hold, hans skyld var det, at de øvrige 10 med tillid kunne slide og slæbe for at holde Frem’erne borte, fordi de vidste, at hvis det skulle lykkes disse en enkelt gang at få et skud, skulle Rützebeck nok klare det. Hvad han også gjorde. Det var en hård prøve.

Harald Hansen ved godt selv, at han ikke mere er første klasses, men han spiller stadig sit kraftige, resolutte spil og er sit hold en god støtte. Blandt de unge er Helge Scharff den bedste. Han spiller klogt og følger opmærksomt spillet, så han oftest når at placere sig fornuftigt og aflevere rigtigt. Men som halfback mangler han hurtighed. Han vil med tiden blive en rigtig god halfback. Blandt forwards er Anthon Olsen stadig bedst, trods sin temmelig ubehændige boldbehandling. Fordelingen af spillet leder han oftest rigtig godt. Grøthan er energisk og resolut, men mangler ro over sin boldbehandling, fordi han holder bolden for langt fra sig. Af samme grund bliver hans skud på mål usikre og går ofte ovenover. Med bedre træning havde Alf Olsen betydet mere”. ”Ekstrabladet” siger: Sejren gik måske også til det hold, der alt i alt havde spillet bedst, men i de sidste 7-8 minutter, da Frem pressede meget hårdt på, udviste de fleste af 93’erne ganske vist en sådan mangel på ro og koldblodighed, at de sank adskillige grader i vor agtelse, som kun målmanden, Rützebeck, der spillede særdeles godt i denne kritiske periode, og Harald Hansen beholdt så nogenlunde udelt”. 

Skærtorsdag spilledes mod KB. Kampen skulle have fundet sted på Idrætsparkens bane, men blev på grund af regn flyttet ud til banen ved St. Markus Allé. KB vandt med 2-1 (0-0, 2-1). Holdet var det samme som mod Frem. ”Det blev” – siger ”Sportsbladet” – en meget fornøjelig og spændende kamp at overvære. I første halvleg var holdene ret jævnbyrdige, Angrebene skiftede omtrentligt fra mål til mål, men uden at nogen af partierne formåede at score. Tilbud var der for så vidt nok af for begge partier. Victor Klein havde mindst 10 gange chancen for at placere bolden til sine midterforwards, der hver gang stod klar til at score, men han foretrak hver gang at forsøge selv, og resultatet blev naturligvis negativt. KB’s forwards gjorde for så vidt deres sager bedre, som de da i alt fald fik sendt en hel del skud på mål; at Rützebeck klarede, hvad der kom, kan man jo ikke godt dadle KB’s angrebsspillere for, selvom de måske nok af og til burde have placeret deres skud noget bedre. Anden halvleg blev for B.93’s vedkommende i det store og hele en gentagelse af kampen mod Frem. Angrebsspillet gik i løbet af et kvarters tid ganske i stykker, og følgen blev, at forsvaret blev ganske urimelig overbebyrdet; at det stod tørnen igennem, som det gjorde, var i virkeligheden beundringsværdigt. 

Harald Hansen var afgjort bedst i B93’s forsvar, ja, han var simpelthen den bedste forsvarsspiller på banen, han ramte sin bold sikkert og rent, placerede sig som kun en spiller med den erfaring og rutine, som Harald Hansen, kan gøre. B.93 scorede kampens første mål efter godt 20 minutters spil; det var Victor Klein, der løb igennem, men han burde have været standset, da han stod ”miles off-side”, som englænderne siger. Denne opmuntring fik imidlertid mod forventning ingen indflydelse på B.93’s angreb, det var stadig lige umuligt; derimod tog KB’erne sig stærkt sammen, og få minutter efter scorede Edm. Nielsen et særdeles smukt mål. KB havde stadig langt det meste af spillet, men B.93 forsvarede sig med den største energi, og først et par minutter før halvlegen var forbi, lykkedes det KB at score ved Oscar Nielsen (Nørland)”. 

Dagen efter – Langfredag – spillede B.93 på Idrætsparkens bane mod Racing Club de Bruxelles. Det er både første og sidste gang (status i 1917, red.), at et dansk og et belgisk hold har prøvet kræfter mod hinanden, og det var derfor så meget mere synd, at kampen blev ødelagt af regn. Heller ikke i økonomisk henseende blev det nogen succes. B.93 mente sig ikke stærk nok til at mestre belgierne med eget hold og havde derfor allieret sig med AB. Holdet kom da til at se således ud: Rützebeck – Carl Olsen, Harald Hansen – Theilmann*, Chr. Hansen, Scharff – Klein, Torsteinsson*, Henrik Andersen*, Sv. Holm* og E. Petersen*. Det var seks B93’ere og fem AB’ere. Det allierede hold vandt med 6-4 (5-2, 1-2).

”Politiken” skriver: ”Fodbold i mudderpølen kunne man passende kalde denne kamp, under hvilken regnen ustandselig strømmede ned, medens spillerne lignede Kongo-Negre i krigsmaling og kun manglede ringen i næsen for at gøre indtryk af menneskeædere, der søger ofre for at stille deres sult. Sørgeligt var det for de mange tilskuere at se den smukke fodboldbane i Idrætsparken forvandlet til et uformeligt ælte, og ringe glæde var der ved kampen, hvor bolden virkede som et rispundslod, og spillerne uhjælpeligt trimlede rundt i pløret hver gang de forsøgte en hurtig vending eller en ekstra spurt for at løbe fra eller indhente en modstander”.

Den 19’ april spilledes mod B1903, og B.93 vandt en let sejr på 4-1 (2-0, 2-1). Holdet: Rützebeck – Carl Olsen, H. Hansen – Grøthan, Chr. Hansen, H. Scharff – Klein, Alf Olsen, Anthon Olsen, Bülow-Petersen og M. Rohde. Det var første gang Grøthan spillede højre halfback, en plads, han siden altid har udfyldt med bravur, og efter lang tids fraværelse optrådte Rohde igen.

Søndagen efter spilledes mod AB, der blev besejret med 3-0 (2-0, 1-0). Bülow-Petersen var ikke med, Einar Madsen spillede v. wing, Anthon Olsen v.i.w. og Rohde centerforward; ellers var holdet som mod B1903. ”Sportsbladet” var meget utilfreds med holdenes præstationer: ”Det blæste i søndags en lille orkan, der, det indrømmer vi, lagde betydelige hindringer i vejen for godt og planmæssigt fodboldspil, men alligevel kan vi ikke forklare os, at de tvende kæmpende hold spillede så gruopvækkende, så uhyrligt slet. Det er ingen overdrivelse, når vi vover at påstå, at AB og B.93 aldrig har spillet en så dårlig kamp, og vi er nogenlunde sikrer på, at det aldrig nogensinde vil lykkes de to hold at spille lige så dårligt eller dårligere. Der er dog grænser, der ikke kan overskrides. Man skulle tro, det var et par andens klasses provinshold, der spillede, og ikke to af hovedstadens bedste hold. Planmæssigt og målbevidst spil var fuldstændig lagt på hylden, og de 22 Spillere – det var for resten kun i første halvleg, der var 22 – løb om mellem hinanden som lige så mange får uden hyrde. 

B93’erne spillede lidt mindre dårligt end AB’erne, og skulle nogen af parterne vinde, gik sejren i og for sig den rigtige vej, men når lige undtages de to points, sejren gav dem, har B.93 ellers fra denne kamp intet, absolut intet at prale af. Den eneste af alle de 22, der spillede helt godt, var Rützebeck, der dog ikke blev sat på nogen hård prøve. Af 93’s folk spillede ellers Harald Hansen, Rohde og Anthon Olsen, dog kun i første halvleg, ret godt. ”Anthon” spillede i anden halvleg back i stedet for Harald Hansen og forsvarede i og for sig ikke så dårligt, men spillede dog, hvad en så rutineret spiller ikke bør, fuldkommen vildt. Alf Olsen spillede momentvis ypperligt, f.eks. da han lavede 93’s sidste mål, men var alt i alt ikke god”. Nationaltidende skrev: ”Man havde et indtryk af, at spillerne blot løb om på banen, fordi kampen skulle haspes af, og at de blot længtes efter, at skulle være færdig. Jeg kan i så fald forsikre om, at tilskuerne delte denne deres længsel”.

Ekstrabladet var endnu krassere:”Det var en køn gang fodbold, B.93 og AB i går gav til bedste for en stor skare tilskuere, der i god tro havde vovet sig ud på banen i Østre Allé. Uha! Uha!! Uha!!! Rædselsfuldere, mere gruopvækkende slet spil er ikke i umindelige tider set på en københavnsk bane i en turneringskamp mellem førstehold. Og så påstås det endda, at både AB’s og B.93’s spillere skal være i ualmindelig fin træning og kondition. Jo, godmorgen Madam Dik! Ganske vist skal det indrømmes, at det blæste en ”brandstorm” – vi har jo her til lands, hvad en svensk dame en gang betroede os, et ”kolossalt klimat” – og vejret vanskeliggjorde i høj grad ordentlig spil. Men selvom en orkan havde hylet og pebet, eller en cyklon havde faret hen over hovedet på spillerne, kan det dog ikke undskyldes, at spillet i den grad prægedes af tanketomhed og planløshed, af mangel på beregning, koldblodighed, rådsnarhed og åndsnærværelse”. 

Indtil nu havde B.93 klaret sig ret tilfredsstillende i turneringen. De havde vundet over B1903, Frem og AB og kun lige akkurat tabt til KB. Man havde altså kun tilbage at spille mod ØB, og man skulle ikke have troet, at det vilde falde B.93 særlig vanskeligt at vinde over det svage ØB-hold, der stod som nummer sidst. Som adskillige gange før, gik det imidlertid galt. Man var nødt til at stille med et temmelig svagt hold, og ØB vandt med 4-2 (3-0, 1-2). Holdet: Rützebeck – Carl Olsen, H. Scharff – Grøthan, Chr. Hansen, Einar Madsen – Klein, Alf Olsen, Bülow-Petersen, Anthon Olsen og L. Hansen.

En sejr havde bevirket, at B.93 var blevet en ren nummer to efter KB, der som sædvanlig blev en overlegen turneringsvinder. Nu fik B.93 samme antal points som Frem, men da B.93 havde en lidt bedre målaverage end Frem, blev de placeret først og fik derved ret til at kæmpe sammen med KB om Danmarksmesterskabet. Af 10 kampe havde B.93 nøjagtig vundet halvdelen, medens de havde tabt tre og spillet to uafgjort. Der var scoret 29 mål mod 15.

Grundlovsdagen foretog B.93 en tur til Vejle – der havde vundet Provinsmesterskabet - og vandt over den lokale Klub med 3-0 (0-0, 3-0). Holdet: Rützebeck – Carl Olsen, O. Petersen – E. Madsen, Chr. Hansen, H. Scharff – Klein, Anthon Olsen, Rohde, R. Jensen og Grøthan.

Kampen om Danmarksmesterskabet spilledes søndag den 14’ juni på Idrætsparkens bane. B.93 stillede med et svagt hold, og det var derfor intet under, at KB vandt med 4-2 (2-2, 2-0). Holdet: Einar Madsen – Carl Olsen, O. Petersen – Bram, Chr. Hansen, Scharff – Klein, Anthon Olsen, Rohde, R. Jensen og Grøthan.

Udenlandske kampe. Det 11te internationale fodboldstævne tog allerede sin begyndelse den 26’ april og varede lige til midt i juni. De første til at besøge os var London-klubben Clapton Orient, der spillede to kampe. Et udvalgt dansk hold vandt den første med 2-0 (1-0, 1-0), medens den anden blev uafgjort 3-3. I den første var Rützebeck, Grøthan, Alf Olsen og Anthon Olsen med, i den anden deltog Klein, Alf Olsen og Anthon Olsen. I den historiske landskamp mod Holland (4-3), spillet den 17’ maj i Idrætsparken, havde B.93 ingen repræsentant med.

Crystal Palace F.C. var det næste hold til at gæste os. Det spillede to kampe, som begge blev vundet af danskerne, henholdsvis 2-1 og 4-2. I den første var der ingen med fra B.93, i den anden stod Rützebeck på mål.

Den 21’, 24’ og 26’ maj spilledes mod Liverpool, der vandt den første kamp med 5-2 (3-0, 2-2), spillede den anden uafgjort (3-3) og vandt den tredje med 7-1 (4-0, 3-1). I den første kamp var Grøthan, Klein og Anthon Olsen med, i den anden Grøthan, medens B.93 ikke havde nogen spiller med i den tredje match.

Den 1ste juni spillede Queens Park, Glasgow her. Queens havde i 1898, 1900, 1903 og 1908 spillet i alt 9 kampe her og havde hidtil ikke tabt nogen af dem, men havde dog i 1908 kun formået at spille uafgjort (to gange) med vort stærkeste hold. Denne gang vandt imidlertid det udvalgte danske hold en overlegen sejr på 5 mål mod 1 (2-1, 3-0). Ingen B.93’er var med. B.93 havde heller ikke den ære at være repræsenteret Grundlovsdag i landskampen mod England. Danmark vandt 3-0 (2-0, 1-0). Stævnet sluttede af den 7’ og 9’ juni med to kampe mod Heart og Midlothian, Edinburgh. Hearts vandt dem begge med 2-1. Victor Klein var ene om at repræsentere B.93 i den anden kamp.

B.93 sluttede sæsonen af med en tur til Stockholm, hvor der den 10’ og 12’ juli spilledes mod Djurgårdens I.F. og A.J.K. Djurgården vandt med 6-2, medens kampen mod A.J.K. blev uafgjort (1-1). Holdet i den første kamp bestod af: Rützebeck – Carl Olsen, H. Hansen – O. Petersen, Chr. Hansen, Scharff – Klein, Grøthan, Schultz, Bülow-Petersen og Poul Andersen. I den anden kamp var holdet: Rützebeck – Carl Olsen, H. Hansen – Bram, Chr. Hansen, Scharff – Klein, Rohde, Schultz, Anthon Olsen og Grøthan. 


Sæsonen 1914-15

B.93 havde en ualmindelig god efterårssæson. Ganske vist tabte holdet i pokalturneringen til KB, men til gengæld blev alle turneringskampe vundet. Af nye spillere kom der ikke andre til end århusianeren Carl Schultz, der spillede centerforward. Til gengæld mistede holdet Alf Olsen, der, utilfreds med forholdene i B.93, meldte sig ind i KB.

Sæsonen åbnedes med en lille privatturnering, som de fire baneejende klubber havde arrangeret til fordel for ”Dronningens Indsamling”. Den 6’ september spillede B.93 mod AB og KB mod Frem. KB vandt med 6-3, medens B.93 og AB spillede uafgjort med 4-4. B.93 stod med 4-0 og kunne alligevel ikke vinde. Holdet: Rützebeck – Carl Olsen, Emil Jørgensen – Bram, Chr. Hansen, Scharff – Klein, Rohde, Schultz, Anthon Olsen, Grøthan. Ved lodtrækning blev det bestemt, at B.93 skulle spille den afgørende kamp mod KB. Med nøjagtig samme hold spilledes den følgende søndag mod KB. B.93 vandt en overlegen sejr på 6-0 (4-0, 2-0). ”Dronningens Indsamling” fik tilstillet ca. 2.000 kr.

Skæbnen vilde, at B.93 og KB atter skulle mødes den følgende søndag – den 20/9 – denne gang i turneringen. B.93, der mødte med samme hold som den foregående søndag, vandt atter, men denne gang kun med 2-1 (1-1, 1-0). B.93 fik første mål ved Rohde, hvorefter Poul Nielsen (Tisten) udlignede for KB. B.93 fik senere tilkendt et straffespark, men Emil Jørgensen sparkede over mål. I anden halvleg var KB ret overlegen, men seks minutter før time fik B.93 halvlegens eneste mål (ved Klein). I de sidste 20 minutter spillede B.93 med 10 mand, idet Emil Jørgensen måtte forlade kamppladsen. Hans plads overtoges af Anthon Olsen.

”Sportsbladet” siger, at: ”B.93’s sejr var meget populær, men det kan ikke nægtes, at det vilde have været nok så retfærdigt, om kampen var blevet uafgjort. Thi B.93 havde næppe fortjent at vinde, lige så lidt som KB havde fortjent at tabe. Det var da også en ren tilfældighed, der gav B.93 sejren, men sådan er jo nu en gang krigens gang – og KB kan såmænd også have godt af at tabe en gang imellem. Det gør altid turneringen lidt mere spændende. B.93’s forsvar fungerede særdeles solidt og sikkert og var vel nok den bedste del af holdet. Vi har før set Rützebeck spille bedre, men han havde for resten ikke ret meget at gøre. Jørgensen var langsom, men meget solid, og Carl Olsen udrettede et særdeles respektabelt stykke arbejde. Halfbackrækken var forholdsvis svag. Den ene del af sin opgave løste den meget godt. I forsvaret var den nemlig meget god, men den hjalp aldeles ikke forwards, som den skulle og burde. Det hørte næsten til undtagelserne at se halfbacks aflevere en virkelig godt placeret bold. Det var alene af den grund ikke så underligt, at forwards-rækken ikke spillede så særlig godt. Bedst var vel nok Anthon Olsen og Rohde, men Olsen gjorde for øvrigt sit hold mere nytte, da han trådte i stedet for Emil Jørgensen. Klein var til tider særdeles god, men til andre tider meget svag. Schultz er en ung mand, der vist sidder inde med gode muligheder for at kunne blive til noget, men han kan endnu ikke udfylde en så vanskelig plads som centerforward. Dog vil han sikkert gå frem for hver kamp, han spiller. Grøthan kan utvivlsomt bliver til noget som venstre wing, men han bør beflitte sig på ikke at holde så længe på bolden og bør ikke så ofte centre bag mål. Hans centringer havde ellers omtrent den rigtige længde, og det er allerede meget”. 

Den 27’ september spilledes på egen bane turneringskamp mod AB. B.93 vandt med 3-1 (1-1, 2-0). Harald Hansen var venstre back i stedet for Emil Jørgensen; de andre pladser var besat som mod KB. ”Sportsbladet”: ”Det blev langt fra nogen velspillet kamp. Den stærke blæst generede selvfølgelig spillerne meget, men bortset herfra så stod spillet langt fra på højde med, hvad vi tidligere har set de to hold præstere. B.93 var stærkere end AB og sejren forså vidt fortjent, men der var rigtignok meget at anke over. For det første angrebet. Hvorfor blev der spillet så urimeligt planløst og idéforladt? Hovedskylden havde vel nok den unge Schultz, han lod ikke til at kunne en centerforwards ABC, hvori der som bekendt først og sidst står, at centerforward skal lede og fordele spillet til sine fløje. Schultz gjorde det modsatte i søndags og var derfor kun et minus for B.93’s hold. Desuden er han stadig alt for langsom og ubeslutsom, ligesom han i allerhøjeste grad savner herredømme over bolden. 

Grøthan havde også en meget uheldig dag, han så sig kun sjældent for, når han centrede, bolden kom lige så ofte til fjende som til ven. Det er langtfra nok at sende bolden ind over banen, den må i hvert enkelt tilfælde placeres med den største omhyggelighed til den medspiller, der i det givne øjeblik har bedst chance for at kunne udnytte situationen. Klein lod til at være i god form, men der blev spillet alt for lidt på ham. De to innerwings var de bedste i B.93’s angreb, og dog ydede ingen af dem deres absolut bedste. Halfbackrækken var heller ikke tilfredsstillende. Bram er jo meget svag og i grunden slet ikke førsteholdsspiller; men heller ikke de to andre, af hvilke Chr. Hansen var den bedste, var helt tilfredsstillende.  Det er ikke så meget i forsvaret som i angrebet, at det kniber. Harald Hansen optrådte for første gang i år; han var øjensynlig ikke i den bedste form, men fyldte dog godt i kraft af sin store rutine og sit sikre og kraftige spark. Han tacklede et par gange meget virkningsfuldt og viste ved en enkelt lejlighed, hvorledes en letsindig wing flyttes udenfor sidelinjen; det lod til at mishage den fodboldukyndige del af tilskuerkredsen en hel del, men det samme publikum bør vide, at det er fuldt ud lovligt at skubbe hårdt til en modstander, når blot der skubbes reglementeret, d.v.s. skulder mod skulder. Rützebeck havde kun meget lidt at bestille”. 

Den 4’ oktober mødtes B.93 og KB i pokalturneringen. KB havde den foregående søndag tabt til B1903 og var jo i forvejen to gange blevet slået af B.93, der derfor startede som favorit, men KB vandt alligevel med 3-1 (1-1, 2-0). Holdet: Rützebeck – Carl Olsen, H. Hansen – Emil Jørgensen, Chr. Hansen, Helge Scharff – Klein, Rohde, Schultz, Anthon Olsen og Grøthan. Efter en halv times spil fik KB deres første mål, og umiddelbart før half-time udlignede B.93 ved Rohde. I mellemtiden havde KB fået tilkendt et straffespark, som Rützebeck imidlertid afparerede. I anden halvleg var B.93 meget overlegen i det første kvarter, men kunne ingen mål få. Efter 20 minutters spil tog KB atter føringen, og B.93 faldt herefter fuldstændig sammen.

Den 11’ oktober spilledes turneringskamp mod B1903, der blev besejret med 4-2 (3-1, 1-1). Einar Madsen var højre half i stedet for Emil Jørgensen; ellers var holdet som mod KB. ”Sportsbladet” var ikke tilfreds med B.93: ”For B.93 var dagen ikke glorværdig. Det er i grunden et pauvert resultat at score tre mål (en af B1903’s backs lavede det fjerde) mod et ikke særlig stærkt hold, navnlig når man betænker, at forwards assisteredes af en god halfbackrække, hvis midtermand oven i købet tegnede sig for det første mål. Grunden var meget iøjnefaldende her, ligesom i kampen mod KB forrige søndag. B.93 har i Michael Rohde en ung spiller med udmærkede anlæg. Han har hurtig gjort sig bemærket og er blevet rost både mundtlig og skriftlig, både i tide og utide. Det er gået ham lidt til hovedet – meget undskyldeligt – og han er begyndt at spille alt for meget alene. Der spilles alt for meget på ham, hvilket letter arbejdet for forsvaret i alt for høj grad. B1903’s centerhalfback ”ordnede” ham gennemgående ret let ved at tackle ham hårdt. Hvis han skal blive absolut første klasses, må han spille mere med de andre fire og holde sin plads bedre. Det er et venskabeligt råd, som vi ikke kan lade være med at give ham. Af de andre var Rützebeck i sin bedste form, hvilket ikke betyder så helt lidt; Carl Olsen var god og sikker og havde en god støtte i Harald Hansen, som dog spiller lidt for hårdt på manden. Bedst var vel nok Chr. Hansen, som udrettes et meget betydeligt arbejde. Af forwards spillede Grøthan særlig godt, og hans gode centringer burde have givet anledning til nogle mål”. 

Den 1’ november spilledes mod ØB. B.93 vandt 4-1 (2-1, 2-0). Holdet som sidst. Harald Hansen havde en ualmindelig god dag. I ”Sportsbladet” hedder det om ham: ”Harald Hansen ragede et hoved op over alt folket; han spillede noget af det bedste, vi længe har set ham præstere. Han tacklede fortrinligt og placerede sin bold på trods af elementerne nøjagtig, hvor han vilde have den anbragt, og han ramte i det hele taget sin bold med en sikkerhed og kraft, som var fænomenal. ØB’s forwards lod heller ikke til at genere ham; spillere som Poul Nielsen og Thufason var som luft for Harald Hansen i søndags”. 

Den 22’ november sluttede B.93 sit turneringsprogram af med kampen mod Frem. B.93 vandt med 5-2 (2-1, 3-1). Holdet var uforandret fra sidste kamp. B.93 havde altså vundet alle sine kampe i turneringen og stod da også som en fin nr. 1. B.93 havde 10 points, medens KB, der var nr. 2, kun havde 6 point.

Den 13’ december deltog B.93 i den sædvanlige velgørenhedsturnering. B.93 tabte med 0-1 til KB, der i slutkampen slog AB med 6-1.

Foråret 1915. B.93 havde det held at kunne møde med samme hold til næsten alle kampene, og havde da omtrent også en lige så god sæson som i efteråret. Af de fem turneringskampe blev de fire vundet, medens den femte – mod B1903 – blev spillet uafgjort.

Der lagdes for den 28’ marts mod AB – på banen ved Tagensvej. B.93 vandt med 5-3 (2-1, 3-2). Holdet: Rützebeck – C. Olsen, H. Hansen – L. Hansen, Scharff, E. Madsen – Klein, Anthon Olsen, Schultz, Rohde og Grøthan. Efter at have vundet første halvleg med 2-1 så det en tid i anden halvleg ud til, at det vilde gå B.93 galt. AB udlignede nemlig, og da B.93 straks efter fik en langvarig sløjhedsperiode, havde AB omtrent spillet. Da det så værst ud, lykkedes det imidlertid Rohde at lave mål, og det gav mod igen. I hurtig rækkefølge scorede derefter Anthon Olsen og Schultz, og kampen var vundet. AB fik først deres tredje mål i de sidste minutter.

Anden Påskedag – den 5’ april – spilledes på Idrætsparkens bane mod Frem. B.93 vandt med 5-0 (2-0, 3-0). Forwards og forsvar var som mod AB; halfbacks derimod bestod af E. Madsen, Chr. Hansen og Scharff. ”Sportsbladet” mente, at B.93’s sejr var uforholdsmæssig stor, og udtalte i øvrigt, at: ”der var alt for lidt fart i spillerne og da navnlig i forwards; det er grufuldt at se en ung spiller speede, når farten ikke er synderlig større end, at hans bedstemor kunne følge med. Boldbehandlingen og centringerne fra fløjene lod også meget tilbage at ønske, og så vil vi endda slet ikke tale om de korte afleveringer, for så bliver vi næppe mere venner med Michael Rohde. B.93 skal være meget forsigtig med at værdsætte sig efter deres spil mod Frem; vi er bange for, at skuffelsen vil blive stor, når d’herrer mødes med de ”Blåstribede” ude fra St. Markus Allé, medmindre hele holdet i de resterende 14 dage går i den allermest intensive træning. 

Den 18’ april spilledes mod ØB, der blev besejret med 4-1 (2-0, 2-1). Holdet som mod Frem. ”Sportsbladet”: ”Det blev en af de dårligst spillede kampe, vi længe har set. B.93’erne var langt under deres sædvanlige form, og ØB’erne var, med al respekt for deres energi og gode vilje, ikke meget bevendt”. Hermed havde B.93 allerede vundet turneringen. De havde 16 points for otte kampe og kunne tåle at tabe både til B1903 og KB. Mod B1903 var det da også – den 25’ april – nær ved at gå galt. Kampen blev uafgjort med 2-2, ”og det var kun på grund af et solidt back-spil og en fortræffelig målmandspræstation af Rützebeck, at et nederlag blev afværget” (Sportsbladet). Sammesteds hedder der: ”B.93 skuffede i høj grad, dog ikke for forsvarets vedkommende, thi Rützebeck var i fin form, og de to backs spillede også upåklageligt. Halfbacks var derimod ikke gode, de holdt ikke deres modspillere tilstrækkeligt i skak og afleverede ofte meget dårligt. Holdets svage side var dog så ganske afgjort forward-spillet; der var hverken saft eller kraft i angrebene. Sammenspillet faldt i stumper og stykker på grund af usikre placeringer og mangelfuld boldbehandling, og skudsikkerheden var kun yderst ringe. Holdet gjorde i det hele taget indtryk af at være i meget mangelfuld træning”. 

Det tegnede jo altså ikke så særlig godt for kampen mod KB, men det gik over al forventning. Store Bededag – den 30’ april – blev KB nemlig på banen ved St. Markus Allé slået med 4-0   (2-0, 2-0), og det lykkedes altså B.93 at tilendebringe turneringen 1914-15 uden at have tabt en eneste kamp. Holdet: Einar Madsen – Carl Olsen, Harald Hansen – Grøthan, Chr. Hansen, Scharff – Klein, Rohde, Schultz, Anthon Olsen og Bülow-Petersen. Resultatet var så meget ærefuldere, som man måtte spille uden Rützebeck, der sendte sygemelding kort før kampen. For en gangs skyld var ”Sportsbladet” tilfreds med B.93: ”Det var et resultat, som kom de fleste ganske uventet, men for så vidt retfærdigt, som næppe nogen vil benægte, at det bedste hold vandt. B.93 spillede langt det bedste vi har set dem spille i denne sæson. Der var energi og fart over spillet, som ville have taget pippet fra bedre hold end KB’s i fredags. 

B.93 spillede lige fra først til sidst i udmærket tempo, og det åbne spil – long-passing – der stadig blev anvendt, stod atter en gang sin prøve. Det er snart mange år siden, at vi har set B.93 praktisere dette spil, der i fordums dage gjorde klubbens hold frygtet og forskaffede det så mange sejre. Anthon Olsen og Chr. Hansen ledede angrebene godt; de lange placeringer til fløjene med påfølgende hurtige opløb tog ganske vejret fra KB’erne, hvis forsvar blev brudt gang efter gang. Med lidt held kunne B.93 let have haft 2-3 mål mere i første halvleg. Klein, Anthon Olsen og M. Rohde var de bedste, men Schultz og Bülow-Petersen spillede også flinkt, hvad sidstnævnte udrettede overfor Castella, var særdeles anerkendelsesværdigt. Forsvaret fungerede som sædvanligt solidt og godt. Harald Hansen havde absolut en stor dag; han ramte sin bold kraftigt og sikkert, selv de vanskeligste halvflugtninger behandlede han omtrent som i sine velmagtsdage, og placeringerne til fløjene var som de skulle være, næsten altid lige ud på foden af wings. Han understøttedes godt af Carl Olsen, der tacklede med stor virkning og var sikker i sparkene både med højre og venstre ben. Halfbackspillet var også bedre end tidligere, Chr. Hansen spillede fornuftigt som centerhalf, fordelte spillet som han skulle og fulgte godt med både i angreb og forsvar. Grøthan og Helge Scharff spillede meget påpasseligt overfor KB’s wings og tillod dem kun sjældent at få rigtig farlige centringer sendt ind foran mål. Einar Madsen klarede helt godt for sig i målet, men ganske vist ikke stillet overfor synderlig vanskeligere opgaver og havde i det hele taget kun meget lidt at gøre”. 

B.93 havde hermed med stor overlegenhed vundet turneringen. På 10 kampe havde de indspillet 19 points, og de havde scoret 38 mål mod 13. KB blev nr. 2 med 13 points, AB nr. 3 med 10 points.

De fire baneejende klubber arrangerede for at få nogle penge i kassen – englændere og skotter kunne man jo på grund af krigen ikke få fat i – en privat turnering over en i fællesskab udsat pokal, der blev vinderens ejendom med det samme. Den 9’ maj vandt KB med 2-1 over AB, og søndagen efter kom da turen til B.93 og Frem. Trods omspil blev kampen uafgjort med 1-1 (1-1, 0-0), og det blev derefter ved lodtrækning bestemt, at Frem skulle spille slutkampen mod KB. En omkamp var der ikke tid til. KB vandt pokalen med 2-1. B.93’s hold mod Frem: Rützebeck – Carl Olsen, G. Larsen – E. Madsen, Chr. Hansen, Lauritz Hansen – Klein, Rohde, Schultz, Anthon Olsen og Grøthan.

Det 12te internationale fodboldstævne blev afholdt – trods krig og ufred -, men det blev naturligvis en noget mattere affære end sædvanlig. Englændere og skotter var det jo ganske udelukket at få herover. Man måtte derfor nøjes med svenskere – men det gik for resten særdeles godt. Begyndelsen blev gjort med en kamp den 2’ maj mellem Göteborg-Kamraterna og et udvalgt hold. Det skulle egentlig have været en bykamp København-Göteborg, men i sidste øjeblik trak Örgryte sine spillere tilbage, og Kamraterna måtte alene spille mod et stærkt københavnsk hold.

Københavnerne vandt 3-1 (1-1, 2-0), hvilket ikke var meget, men Kamraterna mødte også med et hold, af hvis spillere de fleste snart efter skabte sig et navn, der var lige så kendt i København som i Göteborg og Stockholm. Holdet bestod af Carlsson i mål; Svensson og Lund som backs; Almén, Törnqvist og Eisermann halfbacks; Borssére, Hjelm, Börjesson, Schylander og Magnusson. Det er alle sammen spillere, der gang på gang har spillet for deres land. På Københavner-holdet var der kun to B.93’ere med; Rohde spillede højre og Anthon Olsen venstre innerwing.

Kristi Himmelfartsdag spillede København mod Stockholm. Også Stockholm-holdet talte spillere, der senere skabte sig et navn, således Th. Malm, Nordenskjöld, Söderberg, Ekroth og Ausén. På Københavner-holdet spillede bl.a. Rützebeck, Klein, Rohde og Anthon Olsen. København vandt med 5-0. Det kan have sin interesse at se, hvad sportspressen mente om svenskerne, som endnu den gang som fodboldspillere nærmede betragtedes som en ”quantité negligeable”. Vi gengiver derfor hvad ”Sportsbladet” udtalte: ”Der var selvfølgelig megen diskussion om, hvilket af de svenske hold der spillede bedst – Göteborgerne eller Stockholmerne. Vi mener, at Stockholmerholdet var det bedste, ja vi betænker os endda ikke på at sige, at Stockholmerne viste os bedre fodboldspil end noget tidligere svensk hold har gjort. Der var fart og flugt over deres spil, der blev kombineret med omtanke og fornuft, og hver enkelt spiller viste en stil, der langt mere mindede os over angel-sachsisk end om svensk fodbold.  Det kneb endnu noget med boldbehandlingen, men man må ikke glemme, at svenskerne har haft langt kortere træningstid end vore folk, og navnlig har forholdene i år været særlig vanskelige, da vinteren med sit usædvanlige stærke snefald over Stockholm har umuliggjort al fodboldtræning til langt ind i april. I det hele forekommer det os, at svenskerne har gjort meget betydelige fremskridt. Det skal blive interessant at se, hvad svenskerne kan udrette overfor vore folk, når de mødes til landskamp den 6’ juni”. 

Den tredje landskamp mellem Danmark og Sverige spilledes altså den 6’ juni, og gav danskerne en sejr på 2-0 (0-0, 2-0). Det danske Hold: Rützebeck – Castella, Brysting – Lykke, Henrik Andersen, Berth – Klein, Sophus Nielsen (Krølben), Poul Nielsen (Tisten), Anthon Olsen og Wolfhagen.

Til gengæld for svenskernes kampe i København måtte de fire Baneklubber sende et udvalgt hold til Göteborg og Stockholm. Den 11te juni spilledes i Göteborg mod ”Kamraterna”, der mod al forventning vandt med 1-0 (1-0, 0-0). Det danske Hold: Rützebeck – Carl Olsen, Brysting – Lykke H. Andersen, Berth – Oscar Nørland, Erik Eriksen, Poul Nielsen (Tisten), Grøthan og Wolfhagen. Det var ganske vist ikke det stærkeste hold, der kunne stilles på benene, men det var alligevel godt gjort af svenskerne, at de vandt. I anden halvleg havde danskerne hele spillet, men kunne ikke få mål. I Stockholm blev til gengæld begge kampe vundne. Allmänna J.K. blev besejret med 4-1 (2-0, 2-1) og et udvalgt Stockholmerhold med 3-0 (1-0, 2-0). I den første kamp bestod det danske hold af: Rützebeck – Carl Olsen, Brysting – Lykke, H. Andersen, Berth – Klein, Grøthan, Poul Nielsen (Tisten), Anthon Olsen og Wolfhagen. I den anden kamp spillede Emmertsen højre wing i stedet for Klein.

Sæsonen 1915-16

Søndag den 8’ august mistede B.93 en af sine mest lovende spillere, idet den unge Carl Olsen omkom under lystsejlads i Sundet. Han var kun 19 år gammel, men havde allerede i et par sæsoner været fast medlem af holdet som højre back. Han havde sikkert haft en meget smuk fremtid for sig som fodboldspiller.

B.93 åbnede sæsonen med en kamp mod Frederiksborg Idræts-Forening, hvis nye bane indviedes den 29’ august. B.93 vandt med 4-1 (1-0, 3-1). Holdet: Einar Madsen – Emil Jørgensen, Harald Hansen – Christian Grøthan, Christian Hansen, Helge Scharff – Victor Klein, Michael Rohde, Carl Schultz, Anthon Olsen og Lauritz Hansen.

Den 5’ september spilledes turneringskamp mod B1903. B.93 vandt en overlegen sejr på 11-1 (9-0, 2-1). Holdet var ganske det samme som mod Frederiksborg I.F.

Den 12’ september spilledes i Göteborg mod ”Kamraterna”. Svenskerne vandt med 4-2 (1-1, 3-1). Holdet: Axel Poulsen – Einar Madsen, Emil Jørgensen – Christian Grøthan, Christian Hansen, Helge Scharff – Victor Klein, Michael Rohde, Carl Schultz, Anthon Olsen og Lauritz Hansen.

Den 19’ september spilledes for første gang i København landskamp mod Norge. Nordmændene var den gang ikke meget værd, og Danmark vandt med 8-1 (3-1, 5-0). Klein, Rohde og Anthon Olsen repræsenterede B.93 på det danske hold.

Den 26’ september spilledes i pokalturneringens anden omgang (B.93 havde været oversidder i første omgang) mod KFUM. B.93 vandt med 6-1 (2-1, 4-0). Holdet: Einar Madsen - Harald Hansen, Emil Jørgensen – Christian Grøthan, Christian Hansen, Lauritz Hansen – Victor Klein, Michael Rohde, Carl Schultz, Anthon Olsen og Bülow-Petersen. ”Sportsbladet” skrev: B.93’s hold har ikke så få svage punkter. Madsen er brugelig, men kan selvfølgelig ikke erstatte Rützebeck, og forwardsrækken har i Bülow-Petersen, men navnlig dog i Schultz er par meget svage folk, der kunde trænge til afløsning, men gode forwards hænger jo nu en gang ikke på træerne. De tre andre forwards var ellers gode, navnlig dog i anden halvleg, da modstanden ikke var så stor. Rohde og Klein var en behændig og meget farlig højre fløj, men Rohde er tilbøjelig til at spille lidt for meget solo. Anthon Olsen spillede sit typiske spil og spillede det godt, men han kan skyde bedre. Halfbackrækken var næppe mere end jævn. Bedst forekom os Grøthan. Harald Hansen og Emil Jørgensen spillede overordentlig solidt og sikkert, og på grund af deres fortræffelige placeringsevne mærkede man ikke noget videre til deres langsomhed”. 

Den 10’ Oktober spilledes turneringskamp mod KB. Kampen blev uafgjort med 3-3 (1-3, 2-0). Holdet: Einar Madsen – Emil Jørgensen, Helge Scharff – Grøthan, Chr. Hansen, L. Hansen – Klein, Rohde, Schultz, A. Olsen og Bülow-Petersen. "Sportsbladet”: ”Det blev som altid, når B93 og KB mødes til alvorlige afgørelser, en højst interessant og spændende kamp. Vi vil ikke sige, at fodboldspillet var af ekstra klasse, tværtimod; vi har tidligere set de to klubber præsentere langt bedre spil, men der var fart og tempo i spillet, og kræfter og energi blev der ikke sparet på fra nogle af siderne. KB’erne var stærkest i første halvleg, men heldet fulgte dem også troligt, hvorimod det modsatte i ret rigelig grad var tilfældet for B.93’s vedkommende. I anden halvleg spillede B.93 sig op og tiltvang sig efterhånden ledelsen af spillet. Det er noget, man ikke er vant til at se B.93 gøre; det plejer tværtimod at være KB’s force, men i søndags var rollerne altså byttet om. De to hold er hinanden meget jævnbyrdige, ingen kan på forhånd vide, hvem der vil gå af med sejren. Dertil kommer, at begge hold spiller kraftigt og robust, der er ikke megen ømfindtlighed hos spillerne, de giver alle af et godt hjerte hinanden de ture, der har chance for at kunne stå for dommerens kritiske blikke. 

I B.93’s forsvar bar Chr. Grøthan og Emil Jørgensen prisen; de spillede begge udmærket og stoppede en mængde af KB’s angreb. Helge Scharff klarede sig helt godt som back; han er jo ikke vant til denne plads og er selvfølgelig værdifuldere som halfback. Chr. Hansen var lidt mat i begyndelsen, men kom sig godt i anden halvleg.  I angrebet vat højre fløj absolut de bedste; Rohde benyttede sig mere af sine medspillere og fik herved selv betydeligt mere ud af sit spil. Klein er for tiden i fin form og spiller sit bedste, men han får alligevel næppe tilgivelse af sine kammerater for, at han ikke scorede på det sidste tilbud; det var en så oplagt chance, som en wing af Kleins klasse ikke har lov til at misbruge. Anthon Olsen havde også en god dag; hans mål i første halvleg var usædvanlig godt scoret. Schultz og Bülow-Petersen var svage, men førstnævnte dog meget bedre end mod svenskerne forleden”. 

Den 17’ oktober spilledes i pokalturneringens semifinale mod ØB, der blev slået med 7-1 (3-0, 4-1). Holdet: Harald Hansen – Emil Jørgensen, O. Petersen – Grøthan, Chr. Hansen, Lauritz Hansen – Klein, Rohde, Schultz, Anthon Olsen og Bülow-Petersen. Hermed havde B.93 tilkæmpet sig retten til i slutkampen at mødes med AB, der samme dag – efter omspil – havde slået KB med 5-2.

Søndag den 24’ oktober fik man en slem forskrækkelse i livet. På banen ved Tagensvej blev B.93 nemlig slået af AB med 8-2 (4-0, 4-2). Holdet var det stærkeste, der på det tidspunkt kunne stilles, nemlig: Einar Madsen – Emil Jørgensen, Harald Hansen – Grøthan, Chr. Hansen, Scharff – Klein, Rohde, Schultz, Anthon Olsen og Lauritz Hansen. I ”Sportsbladet” hed det: ”Så lykkedes det endelig AB efter otte års anstrengelser at slå B.93’s førstehold i en turneringskamp. Sejren var velfortjent, men dog noget for stor, at dømme efter holdenes præstationer. AB spillede meget livligt og tilsyneladende med god fidus. Dertil kommer, at holdet er i udmærket kondition, alle spillerne holder brillant ud og kan yde deres bedste lige til kampens sidste minut. Dette forhold havde ikke ringe betydning overfor B.93, om hvis spillere det langtfra kan siges, at de er i kondition – i alt fald ikke til en fodboldkamp, hvor det gælder om at besejre et hold som AB’s. 

B.93 er der ikke meget godt at sige om. Madsen spillede dog ringere end vi havde anset ham i stand til at gøre. Hidtil har det kun været de høje bolde, han ikke kunne tage, men i søndags var det lige så galt med jordtrillerne og de mellemhøje bolde; kort sagt, han var, skal vi sige, lidt uheldig. De to backs spillede, trods målmandens vedvarende konfusion, særdeles respektabelt; de er jo hverken unge eller slanke mere, men én ting er sikkert, hvis de kom under rationel træning og kom til at træne noget mere med bolden, så kunne de endnu have krammet på et angreb som AB’s. I halfbackrækken var Grøthan den bedste; han spillede godt hele kampen igennem; derimod var Helge Scharff meget usikker. Det var let at spore soldaterlivets indflydelse, han kiksede slemt til at begynde med, men forbedrede sig efterhånden. Christian Hansen spillede ganske solidt så længe han var på banen, men han blev jo ret hurtig ukampdygtig. I angrebet var Anthon  Olsen og Rohde afgjort de bedste; de spillede begge godt. Derimod skuffede Klein os meget; han var åbenbart ikke rigtig oplagt, eller var Berth og Saabye ham for generende modstandere? B.93’s angreb var i det hele noget vagt; der var ikke den ild og energi over spillerne, som vi i sidste halvleg så mod KB. Banen var meget dårlig at spille på; den var knoldet og ujævn; den har sikkert ikke været tromlet i lange tider. Bolden havde ofte de mest sindssvage opspring og var i det hele taget vanskelig at holde kommando på. Dette forhold generede nok B.93’erne en del; de er jo vant til at spille på vedligeholdte baner. Hvorom alting er – B.93 hentede sig en eftertrykkelig omgang klø, men der er jo kun 14 dage til der gives dem lejlighed til revanche. Den 7’ november mødes holdene til finalen i pokalturneringen”. 

Dagspressen var fuld af kommentarer til dette unægtelig noget uventede resultat. Vi plukker ud hist og her. Lad os begynde med ”Nationaltidende”: ”AB har længe, og ikke uden grund, klaget over mangel på det held, som er en meget væsentlig ingrediens i fodboldsejre. I år bør klagen forstumme. Sidste søndag i pokalkampen mod KB, og i går mod B.93, sendte heldet akademikerne et så strålende smil, at de med rette kan opstille det spørgsmål: Skal vi da have alt, hvad vi har til gode, i de to portioner? Hermed ikke være sagt, at AB ikke burde vinde i går. Blot ikke så stormægtigt. Vidste man ikke bedre besked, måtte man tro, at  B.93 blev fuldstændig pulveriseret, hvad der ikke var tale om. Seks mål stærkere end B.93 er AB selvfølgelig ikke. To eller tre kunne have gjort det. B.93 tabte væsentlig på sin mangel på en god målmand. Madsen, der har afløst Rützebeck, er dels uøvet, dels for lille. Han kan slet ikke behandle høje bolde. Hvad han i det hele taget lod gå ind, må have svedet en B.93’er i hjertet. I nogen grad skyldtes nederlaget dog også den omstændighed, at B.93’s store, tunge veteranbacks ikke kan tumle AB’s lette og behændige forwards, der glider udenom og kommer forbi. I anden halvleg byttede Grøthan og Emil Jørgensen plads. Det var fornuftigt, og det øgede forsvarets styrke betydeligt”. 

I ”Berlingske Tidende” hed det: ”De (AB) vandt på deres ungdom og behændighed, mere ved på godt og gennemtænkt angrebsspil. Og så havde de den mægtige fordel at have en glimrende målmand og i det hele et godt og levende forsvar. Blandt tilskuerne sad Rützebeck, B.93’s forhenværende goalkeeper. Havde han stået, hvor Einar Madsen stod, var nederlaget blevet langt mindre. Dog Rützebeck er nu privatmand, og ingen jordisk magt synes at kunne drive ham indenfor snoren, hvor han har udrettet så mange vidunderlige bedrifter. ”Ekstrabladet”:Atter i går beredte AB publikum en decideret overraskelse. Ganske vist var det på ingen måde usandsynligt, at AB vilde kunne slå B.93, men der var næppe nogen, der havde regnet med, at AB’erne vilde besejre B.93’erne med 8 mål mod 2. Og dog var der i spillet i marken ikke synderlig styrkeforskel på de to hold. Lidt flere angreb havde AB vel nok, men det var også det hele. Nej! grunden til B.93’s store nederlag må søges i, at deres forsvar var meget svagt. De to veteranback’er, Harald Hansen og Emil Jørgensen, var for en gangs skyld for langsomme overfor AB’s ret vævre angribere, men værre var det dog, at B.93 havde en meget uheldig målmand, der forærede sådan noget som halvdelen af de tabte mål væk, og det er der ikke noget hold, der kan stå for. Havde – som man havde overvejet det – Rützebeck vogtet B.93’s mål, var AB’s sejr blevet meget mindre, om de da overhovedet havde vundet!!

Fjorten dage efter fik B.93 revanche i pokalturneringen, og holdet bragte yderligere sit store nederlag i forglemmelse, da det i efteråret 1916 vandt to meget store sejre over AB. Den ene af dem kom mærkeligt nok netop til at lyde på 8 mål mod 2. Alligevel kom nederlaget til at koste B.93 turneringsmesterskabet.

Den 31’ oktober spilledes i Stockholm landskamp mod Sverige. Ligesom sidst vandt Danmark med 2-0 (2-0, 0-0). Grøthan havde sin debut som ”International”, og desuden var Klin og Michael Rohde på landsholdet.

Samme dag spilledes på Idrætsparkens bane et kombineret B93/KB-hold mod Helsingborg IF. Det danske hold vandt med 3-2 (2-0, 1-2). Holdet: Kaj Christensen – Emil Jørgensen, Harald Hansen – Lauritz Hansen, A. Thomsen, Becker – O. Nørland, E. Nørland, Anthon Olsen, Alf Olsen, Gyldenstein.

Pokalen vindes for anden gang. Den 7’ november spilledes i pokalturneringen mod AB. Studenterne var – efter deres store sejr 14 dage forud – naturligvis tippet som vindere, men ikke desto mindre blev det B.93, der gik af med sejren. Den kom til at lyde på 4 mål mod 1 (4-1, 0-0) og var altså endda ikke så helt ringe. Holdet: Axel Poulsen – Emil Jørgensen, Harald Hansen – Grøthan, Chr. Hansen, H. Scharff – Klein, Rohde, Schultz, Anthon Olsen og Bülow-Petersen. ”Sportsbladet” havde følgende at sige om holdets præstation: ”B.93 vandt en velfortjent sejr, thi de var hele kampen igennem ikke blot akademikerne overlegne, men de spillede langt bedre fodbold end holdet fra Tagensvej gjorde. Forskellen var mest fremtrædende i første halvleg, hvor B.93 spillede noget af det bedste, vi i lange tider har set holdet præstere. Anden halvleg var ikke så velspillet og ikke så fornøjelig som første. B.93’erne sparede sig åbenbart for at kunne imødekomme alle eventualiteter. 

De spillede samtidig alt for sluttet spil, hvorved deres forwards alt for ofte kom til at stå offside eller blev tacklet af AB’s forsvar netop i det øjeblik, hvor skuddet mod mål burde falde. Det var i virkeligheden ganske meningsløst, at B.93 ikke fik mål i anden halvleg; de havde nemlig et meget betydeligt antal gode tilbud. Bedste mand på B.93’s hold var Anthon Olsen; han har ikke længe spillet så godt som i søndags. En gammel, kendt boldspiller bemærkede tørt: ”Anthon Olsen har nok helt meldt sig ud af Filmkompagniet”. Vi ved i alt fald, at Anthon Olsen gjorde et stort og dygtigt arbejde for sin klub i søndags. Rohde og Klein spillede også godt og var stadig farlige modstandere for AB’s forsvar. I halfbackrækken var Grøthan den bedste, men Chr. Hansen og Scharff spillede også dygtigt. De to veteraner, Harald Hansen og Emil Jørgensen, havde ikke meget besvær med at ordne AB’s spinkle og kraftløse angrebsspil. Poulsen havde meget lidt at bestille; det var naturligvis en slem fadæse, han lavede i første halvleg, men til gengæld tog han et par svære bolde i anden halvleg”. 

I ”Nationaltidende” hed det: Den gamle kendsgerning at fodbold stundom byder på overraskelser, som publikum på forhånd vilde have forsvoret, stadfæstedes i går for syvhundredeogsyttende gang. For 14 dage siden vandt AB over B.93 med 8 mål mod 2, - og i går vandt B.93 den samme sejr, blot med halverede tal. Også på anden måde formede kampen sig som en kopi af den første, vel at mærke med omvendte faktorer, idet heldet nikkede til B.93 og vendte ryggen til studenterne. På det vindende hold var det særlig angrebet, der fungerede godt. Klein, Rohde og Anthon Olsen havde alle en af deres bedste dage. Også Bülow-Petersen havde oppet sig. Hans centringer var helt gode. Som halfback bar Grøthan prisen. I det egentlige forsvar spillede de to sværvægtsbacks upåklageligt. Det er morsomt at se, i hvilken grad veteranernes rutine og placeringsevne bøder på den unægtelig noget svigtende hurtighed”. 

B.93 forfulgte sit held og vandt den følgende søndag en anselig sejr over Frem. Den blev på 3-0 (1-0, 2-0). Holdet var som mod AB. ”Sportsbladet”: Det blev langtfra nogen velspillet, endsige fornøjelig kamp at overvære. Der blev nemlig fra begge sider spillet jævnt dårligt. Den ret stærke blæst og den bløde, fedtede græsbund lagde naturligvis store hindringer i vejen for en pålidelig boldbehandling, men ved siden heraf havde man også det indtryk, at spillerne ikke var rigtig oplagte, ikke rigtig i humør. Det mærkedes mest blandt forwards; der var alt for megen famlen og ubeslutsomhed. Kombinationerne blev ført alt for sluttet, hvorved spillerne ofte i de afgørende øjeblikke stod hinanden i vejen. Der var ikke den ”gåen efter mål”, som gør angrebsspillet interessant og virkningsfuldt. B.93’erne var i så henseende værst, det var en utrolig mængde chancer, der blev misbrugt, navnlig i første halvleg. Forsvaret var heller ikke så pålideligt som forrige søndag. Harald Hansen havde meget svært ved at komme i gang og var langt fra så sikker på sin bold, som han plejer at være”.  

Den 28’ november besejrede B.93 naboen ØB med 4-0 (1-0, 2-0) og var hermed færdig med sit turneringsprogram. Af efterårets 5 kampe var 3 vundne, 1 tabt og 1 uafgjort, hvilket gav 7 points. Der var scoret 23 mål mod 12. AB var Nr. 1 med 9 Points.

Endnu skal bemærkes, at B.93 deltog i Baneklubbernes sædvanlige velgørenhedsturnering. Holdet blev slået ud af KB. Kampen blev i og for sig uafgjort, idet hvert hold kun scorede 1 mål, men KB fik sidste mål og blev derfor ifølge reglementet erklæret for sejrherre. 

Foråret 1916. Forårssæsonen åbnedes den 19’ marts med turneringskampen mod Frem. B.93 vandt med 3-1 (2-0, 1-1). Holdet: Janniche – Oluf Petersen, Emil Jørgensen – Grøthan, Chr. Hansen, Scharff – Klein, Rohde, Schultz, Anthon Olsen og Bülow-Petersen. ”Sportsbladet”: ”B.93’s hold gjorde ikke et veltrænet indtryk, hvad man heller ikke kan forlange på denne årstid. Angrebet var som sædvanlig godt. Den, der mest overraskede ved sit gode spil, var vel nok Bülow-Petersen. Han er jo ikke en talentfuld spiller, men han er hurtig, stærk og energisk og centrer særdeles godt. De andre var således som man har set dem mange gange. I halfbackrækken var Grøthan den bedste; han placerede sig udmærket og var altid på rette plads i de kritiske øjeblikke. Chr. Hansen var som altid energisk og kraftig, Scharff var under sin sædvanlige form, men havde også alt for meget at bestille. De to backs udgjorde ikke noget første klasses par, men Emil Jørgensen var dog overraskende god, når man tager hans alder og manglende træning i betragtning. Målmanden blev ikke hårdt prøvet. Han spillede tilsyneladende meget fornuftigt og var ikke plaget af debutængstelse”.

Den 2’ april spilledes mod ØB, der blev besejret med 8-1 (2-1, 6-0). Holdet: Janniche – Oluf Petersen, Harald Hansen – Grøthan, Emil Jørgensen, Scharff – Klein, Rohde, Chr. Hansen, Anthon Olsen og Otto Palby (tidligere Bülow-Petersen).

Mod B1903 kneb det i høj grad med at vinde, men det lykkedes dog. Sejren blev kun på 4-3 (2-1, 2-2). Tre gange havde B.93 føringen, men hver gang udlignede B1903. Ti minutter før time lykkedes det først Schultz at skaffe det afgørende mål. Holdet: Janniche – Oluf Petersen, Emil Jørgensen – Grøthan, Chr. Hansen, Scharff – Klein, Rohde, Schultz, Anthon Olsen og Otto Palby.

Påsken bragte et lille nederlag mod KB og en stor sejr over AB. Det viste sig senere, at nederlaget mod KB kom til at koste B.93 turneringsmesterskabet. KB vandt med 2-1 (1-0, 1-1). Holdet var det samme som mod B1903; kun havde Rützebeck overtaget sin gamle plads i stedet for Janniche. ”Sportsbladet”: Det mærkeligste ved kampen var holdenes styrkeforskel i de to halvlege, og det var dobbelt mærkeligt, at det hold, der spillede mod vinden, begge gange var det stærkeste. Som helhed var de to hold vist nærmest hinanden ganske jævnbyrdige, og en uafgjort kamp vilde derfor også havde været et mere retfærdigt og nok så passende resultat. Rützebeck, der forståelig nok ikke var helt i sin gamle form, gjorde langtfra noget sikkert indtryk. Og B.93’s backs var meget svage. Petersen spillede ofte ganske vildt og ubehersket og ramte heller ikke sin bold godt, men han afværgede dog en del farlige angreb ved sin hurtighed, og det er vel også hans eneste eksistensberettigelse på B.93’s førstehold. Emil Jørgensen var sikrere, men for langsom. Halfbackrækken stod fuldt ud på højde med KB’s. Chr. Hansen var ganske vist ikke så god som Lykke, men B.93 havde til gengæld fløjene bedre besatte. Navnlig Grøthan var god; han er meget hurtig, går godt på og afleverer godt, og så spiller han så ualmindelig fair. I angrebsrækken var fløjspillet bedre end hos KB, men B.93 spillede da også langt mere på wings end deres modstandere. Palby spillede ikke så elegant som Klein, men han var langt mere effektiv og var ofte en meget farlig mand. Midterspillerne kunne ikke i behændighed og sammenspil måle sig med KB’s. Anthon Olsen udrettede dog et stort arbejde, men vi tror, han ville have gavnet sit hold mere, hvis han ikke var gået så meget med tilbage. Rohde viste kun glimtvis, hvad han kan udrette, og også han spillede for meget med i forsvaret. Schultz er ingen fremragende centerforward, men i torsdags spillede han energisk og fik alt i alt ikke udrettet så lidt”. 

Det var Anden Påskedag, at B.93 vandt sin store sejr på 8 mål mod 2 (3-1, 5-1) over AB. Holdet: Rützebeck – Oluf Petersen, Emil Jørgensen – Scharff, Chr. Hansen, Grøthan – Andersen, Rohde, Schultz, Anthon Olsen og Otto Palby. Man manglede altså – foruden stadig Harald Hansen – Victor Klein. "Det var et resultat” – siger ”Sportsbladet” – som selv ikke den mest sangvinske B.93’er havde turdet håbe på. Indrømmes må det nu også, at AB’s nederlag blev noget for stort, men der kan ikke være mindste tvivl om, at B.93 fortjente at vinde en betydelig sejr. De var hurtigere på bolden og spillede langt bedre foran mål. Her var AB’erne meget svage, og det uagtet B.93’s forsvar ingenlunde imponerede. Ellers havde AB vist omtrent lige så mange angreb som B.93, men de glippede derfor ofte i det afgørende øjeblik. For B.93 må det være overordentlig ærgerligt, at de ikke forleden vandt over KB. Så havde de stået med gode chancer for igen at vinde mesterskabet. Nu står AB stadig bedst, idet de kun skal tjene et point i kampen mod Frem. Vinder Frem, skal B.93 og AB sandsynligvis spille omkamp. B.93 spillede ikke så lidt bedre end mod KB, men de havde også et meget svagt forsvar imod sig. 

Rützebeck tog flere meget svære bolde og gav ikke noget mål væk. Jørgensen var den bedste af backs; hans spark var sikre, og han placerede sig selv godt, men det kneb jo med hurtigheden. Halfbackrækken arbejdede meget anerkendelsesværdigt. Hansen og Scharff spillede roligt og støt, gode både i forsvar og angreb, og Grøthan var fortrinlig. Af forwards er vi nær ved at give palmerne til Palby, der var en meget effektiv spiller. Hver gang han havde bolden, var der fare på færde for AB. Anthon Olsen spillede sit typiske Spil og lavede sine typiske mål; han var desuden en god støtte i forsvaret. Schultz går frem for hver gang vi ser ham og gør nu god nytte på sit hold. Navnlig skyder han ganske godt, men fordele spillet, som det skal, kan han ikke. Rohde lavede af og til gode ting, men får alt for lidt ud af sine utvivlsomme evner. Han tror vist lidt vel meget om sig selv.

 

Hermed var B.93 færdig med sit turneringsprogram. På 10 kampe var tjent 15 points. Det samme antal points opnåedes af KB og af AB, der i sin sidste kamp tabte til Frem. Uafgjort kamp bare ville have givet AB mesterskabet. Da de tre klubber således stod lige, dekreterede Unionen, at der skulle finde en serie ekstra kampe sted mellem AB, KB og B.93. Den klub, der vandt flest points på disse kampe, skulle være vinder af turneringen. Kom de atter til at stå lige, skulle målaveragen være afgørende. Klubberne kom netop til at stå lige, thi AB vandt over KB, men tabte til B.93, der atter blev besejret af KB. Hver af klubberne stod således med 1 vunden og 1 tabt kamp. Den 21’ maj vandt AB over KB med 3-2. B.93 spillede mod KB den 28’ maj og blev slået med    3-0. Holdet: Rützebeck – Emil Jørgensen, Harald Hansen – Grøthan, Chr. Hansen, Scharff – Klein, Rohde, Schultz, Anthon Olsen og Lauritz Hansen.

Hermed var B93’s chance for atter at vinde mesterskabet praktisk talt tilintetgjort. Om holdet skrev ”Sportsbladet” bl.a. følgende: ”Det er indenfor boldspilverdenen en kendt sag, at B.93 i år ligesom så mange tidligere år har et meget lunefuldt hold. Den ene dag er spillerne i fyr og flamme og kan præstere nydeligt spil, den næste dag er de samme spillere bogstavelig talt ikke til at kende igen. I søndags havde B.93 netop en af sine rigtige dårlige dage. Holdet spillede, som om det var til en børnehjælpsforestilling og ikke som om det gjaldt at vinde turneringsmesterskabet, det, som der dog nu i en hel sæson har været sat al energi og alle kræfter ind på at erhverve. På B.93’s hold var Rützebeck en af de allerbedste; han klarede mange vanskelige situationer med bravur, og de tre bolde, der gik ind, kan absolut ikke med mindste ret regnes ham til last. Backs var som ventet et svagt punkt på holdet. Emil Jørgensen var tilmed ikke så virkningsfuld som ved tidligere kampe; han var heller ikke rigtig i humør. Til undskyldning for backs må det indrømmes, at forwards og halfbacks gjorde meget lidt for at holde bolden fremme, den kom næsten uafbrudt tilbage i hovedet på dem, hvor ofte de så end sendte den frem til forwards. I halfbackrækken var Helge Scharff den bedste; han arbejdede sikkert og med stor udholdenhed lige til det sidste, hvilket er så meget mere påskønnelsesværdigt, som han kom tilrejsende fra Aarhus, hvor han har opholdt sig som tjenestegørende i Undervandsflotillen. Angrebet var dog det, B.93 så afgjort tabte på, det var en helt ynk at se de fem spillere løbe omkring uden mål og mod. Intet sammenspil, ingen effektive kombinationer og, hvad der var det værste, så at sige ikke et eneste ordentlig skud på mål. Kort sagt, det hele var en bedrøvelighed at se på”. 

Kristi Himmelfartsdag – den 2’ juni – spilledes kampen mellem B.93 og AB. For at blive turneringsvinder skulle B.93 ikke alene sejre, men de skulle lave 6 mål mod 0. Det var en omtrent umulig opgave, men B.93 vandt dog en pæn sejr på 5 mål mod 2 (4-2, 1-0). Herefter blev KB, hvis målaverage var 1,66, turneringsvinder. B.93 blev nr. 2 med en average af 1,00 og AB nr. 3 med en average af 0,71. Holdet: Rützebeck – Oluf Petersen, Emil Jørgensen – Holger Jensen, Chr. Hansen, Scharff – Svend Aage Andersen, Rohde, Schultz, Grøthan og Otto Palby.

Som nr. 2 i den københavnske turnering deltog B.93 i Landsturneringen om Fodboldmesterskabet for Danmark. I semifinalen – Anden Pinsedag – spilledes mod Odense Boldklub, der blev besejret med 9-3 (5-3, 4-0). En ny Mand, Kargaard, spillede centerhalf; ellers var holdet som i forrige kamp.

Den 14’ Juni – en hverdag – mødtes KB og B.93 til den afgørende Dyst om danmarksmesterskabet, og B.93 satte kronen på en god sæson ved at vinde med 3 mål mod 2 (2-0, 1-2). Holdet: Rützebeck – Oluf Petersen, Emil Jørgensen – Grøthan, Scharff, Lauritz Hansen – S. Aa. Andersen, Rohde, Schultz, Anthon Olsen og Otto Palby. ”Sportsbladet” siger, at kampen: ”var et smukt vidnesbyrd om, hvor højt fodboldspillet står her i landet, idet både tempo, sammenspil og teknik var overordentlig godt – netop som det måtte være, når Danmarks to bedste hold mødtes til kamp om mestertitlen. Begge parter mødte med defekte hold. B.93 manglede Klein og Chr. Hansen, men Kleins substitut, Svend Aage Andersen, klarede sig pænt og satte både Aage Thomsen og Brysting grå hår i hovedet; når han bliver lidt hurtigere på bolden og lidt dristigere i sit fremløb, vil han være helt god. 

I stedet for Chr. Hansen spillede Scharff centerhalfback, og hans plads blev passet af Laur. Hansen, der som regel beherskede Familien Nørland (Oscar og Edmund, KB) og kun sjældent gav noget af dynastiets medlemmer lejlighed til at udfolde sig i frihed. Scharff er jo en solid spiller overalt i halfbackrækken, men vi foretrækker dog at se ham som fløjhalfback. Angrebet var helt igennem godt; der var fart og liv over fremstødende, og sammenspillet kunde næsten kaldes mønstergyldigt, navnlig var Anthon Olsen hævet over al kritik – de to mål han scorede vakte minder om gamle dage, Ja, han stod i sin fulde glans, hvad han jo desværre ikke kan siges altid at have gjort i år. Også Schultz var god, det ser ud til, at han endelig vil indfri de mange løfter, hans spil som junior gav. I Forsvaret beherskede Emil Jørgensen banen; vi tør roligt sige, at det er det bedste, han har spillet i år. Kun yderst sjældent slap KB’s forwards udenom ham, og om end det af og til kneb med hurtigheden, rådede hans eminente teknik og store erfaring næsten fuldstændig bod herpå”. 

De fire Baneklubber udskrev efter den egentlige turnerings slutning en pokalturnering, der imidlertid ikke blev tilendebragt. I første omgang mødtes B.93 – d. 19’ maj – med Frem og vandt 5-2 (4-1, 1-1). Holdet: Jernberg – Emil Jørgensen, Harald Hansen – Kargaard, Chr. Hansen, Scharff – Klein, Rohde, Schultz, Ant. Olsen og Palby. B93 måtte spille omtrent hele kampen med 10 Mand, idet Klein efter fem minutters spil måtte trække sig tilbage på grund af et pludseligt hold i ryggen. I hele anden halvleg spillede Frem også med 10 mand. Det er lidt uklart hvorfor turneringen ikke blev gennemført.

Internationale kampe. Den 7’ maj spillede Göteborg-Kamraterna paa Idrætsparkens bane mod et udvalgt dansk hold, der vandt med 5-0 (4-0, 1-0). Rützebeck, Grøthan, Klein og Rohde repræsenterede B.93. Den 12’ og 14’ maj spilledes to kampe mellem Stockholm og København. Den første blev uafgjort med 3-3, den anden vandt København med 3-1 (2-1,1-0). I den første kamp havde B.93 ingen med, i den anden derimod Chr. Hansen, Klein, Rohde og Anthon Olsen.

Den 4’ Juni spilledes landskamp mod Sverige. Danmark vandt med 2-0 (1-0, 1-0). Grøthan, Rohde og Anthon Olsen var B.93’s repræsentanter.

Et udvalgt hold – eller rettere sagt flere udvalgte hold - spillede en række kampe i Sverige. I Stockholm blev en kamp vundet med 2-0, en anden uafgjort med 1-1, medens Göteborg Kamraterna vandt med 3-0. I den første Stockholm-kamp havde B.93 fire folk med i angrebsrækken, nemlig Rohde, Anthon Olsen, Grøthan og Palby; i den anden var Rützebeck, Rohde og Grøthan med. I kampen i Göteborg var Rohde, Anthon Olsen og Grøthan de tre midterforwards. Fra Göteborg rejstes til Kristiania (Oslo), hvor der den 25’ juni spilledes landskamp mod Norge. Danmark vandt 2-0 (0-0, 2-0). Rohde, Anthon Olsen og Grøthan var atter her de tre midterforwards.


Sæsonen 1916-17

Med forårssæsonen 1916 trak en af holdets veteraner, Harald Hansen, sig tilbage fra aktiv deltagelse. Harald havde spillet på B.93’s førstehold siden 1899 og var den sidste af spillerne fra forrige århundrede. I samfulde 16 år havde han altså været med, hvilket er en lang tid for en fodboldspiller.

For B.93 havde han været simpelthen uvurderlig. Mangfoldige er de kampe, der er blevet vundet på ham, med sandheden byder også at sige, at enkelte er bleven tabt på ham. Harald begyndte som forward og var en særdeles habil centre, der navnlig skød godt og havde godt begreb om at fordele spillet. Da Knauer i 1901 rejste til Kongo, overtog Harald Hansen dennes plads som venstre back og beholdt den til det sidste. Han havde imidlertid en vis faible for at spille forward – og fik også af og til sin lyst styret, men han var ikke nogen ubetinget succes – navnlig i sin senere år var han jo noget langsom. Som back var han fortrinlig. Som han spillede i sin bedste tid, var han kvalificeret til et hvilket som helst engelsk eller skotsk hold. Herhjemme er han stadig uovertruffen, og der vil vist gå lange tider, inden hans lige, endsige hans overmand, findes. Brysting (AB) var en udmærket spiller, men han nåede aldrig helt op ved siden af Harald Hansen i dennes bedste tid. I øvrigt spillede disse to fremragende spillere så forskelligt, at det er vanskeligt at sammenligne dem, og Brysting havde sin glansperiode længe efter, at Harald havde haft sin.

B.93 begyndte sæsonen med en kamp i pokalturneringens første omgang mod KFUM, der blev slået med 6 mål mod 0 (3-0, 3-0). I denne kamp havde Fritz Tarp sin officielle debut. Holdet: Janniche – Georg Larsen, Emil Jørgensen – Grøthan, Bram, Tarp – Sv. Aa. Andersen, Rohde, Schultz, Anthon Olsen og Palby.

Den 17’ september spilledes den første kamp i turneringen, og begyndelsen var unægtelig ikke opmuntrende. B.93 blev nemlig slået af B1903 med 4 mål mod 2 (1-1, 3-1). B.93 førte mede 2-1 indtil fem minutter før ”time”, men i de sidste minutter fik B1903 tre mål. Holdet var stærkere end mod KFUM, idet Bram var erstattet med Scharff og Svend Aage Andersen med Klein. De øvrige pladser var uforandrede. ”Sportsbladet” siger, at ”B1903’s sejr kom som en stor overraskelse, og vi tvivler meget om, at de gør det om igen, når B.93 har sit hold i orden. I første halvleg ledede B.93 hele spillet, og kun et ualmindelig dygtig og heldigt spil af Bahnsen reddede 1903’erne gennem halvlegen med tab af kun ét mål. I anden halvleg gik 93’erne efterhånden trætte, ikke blot fordi de praktisk talt spillede med ni mand, men fordi B1903’s forsvar fungerede godt og solidt. B.93 savnede først og fremmest Rützebeck; vi tvivler om, at han havde ladet nogen af de bolde gå i mål. Jannicke spillede nervøst og usikkert og holdt navnlig i de vanskelige situationer ikke fast på bolden, og det kostede i alt fald tre mål. Larsen evnede heller ikke pladsen som højre back; han kiksede ofte og placerede sig dårligt. Halfbackrækken spillede ganske godt; Tarp var lige ved at være den bedste. Det kneb for alles tres vedkommende mest med afleveringerne. I angrebet var Rohde og Palby de bedste; de sled drabeligt i det, men da de var alene om hele arbejdet, gik de selvfølgelig trætte i det; med lidt held kunne Rohde let have scoret 3-4 mål. Carl Schultz og Anthon Olsen var kun minusser på holdet. 

I pokalturneringens anden omgang – d. 24’ september – havde B.93 en let modstander i Union, der blev slået med 10-0 (4-0, 6-0). Holdet: Janniche – G. Larsen, Emil Jørgensen – Grøthan, Scharff, Bram – Sv. Aa. Andersen, Rohde, Tarp, Anthon Olsen og Palby.

Den 8’ oktober var en sørgedag i dansk fodboldspils historie. I landskampen i Stockholm mod Sverige blev Danmark nemlig slået med 4-0. Grøthan og Rohde var de eneste af B.93’s folk, der var med. Grøthan var danskernes bedste mand.

Søndagen efter spilledes i Københavns Idrætspark mod Norge. Danmark vandt med 8-0 (5-9, 3-0). Denne gang havde B.93 fire repræsentanter med, nemlig Grøthan, Rohde, Anthon Olsen og Palby.

Den 22’ oktober spilledes turneringskamp mod Frem. B.93 vandt med 4-1 (1-0, 3-1). Holdet: Rützebeck – Oluf Petersen, Emil Jørgensen – Grøthan, Scharff, L. Hansen – Klein, Rohde, A. Olsen. Tarp og Palby. ”Sportsbladet”: ”Man kan ikke med mindste ret sige, at det  var en god eller velspillet kamp, dertil blev den af begge hold spillet alt for usikkert og planløst. Hvad det sejrende hold angår, så må man naturligvis indrømme, at det havde enkelte bestemte fortrin frem for modstanderen, som retfærdiggjorde sejren. De spillede virkningsfuldere foran mål og forstod bedre at udnytte de givne chancer. Anthon Olsen og Rohde var, som så ofte før, de bedste i angrebet. Anton Olsens skud i første halvleg var en ypperlig præstation, men desforuden spillede han fornuftigt og med stor udholdenhed. Tarp gjorde sig bedre som centre end som innerwing, eller man må vel snarere sige, at spillet blev bedre, da Anthon Olsen og Rohde blev fjernet fra hinanden, thi ærlig talt, det var noget værre plukfisk, de lavede i første halvleg. Der blev for øvrigt begået den fejl, at der blev spillet alt for lidt på Klein. Han havde meget lidt at gøre og lod dog til at være i ganske god kondition. Palby lavede enkelte gode ting, men kludrede ofte grufuldt og forsømte ganske at udnytte de mange gode tilbud, han havde for at bryde igennem. 

Halfbackrækken skuffede os meget. Lauritz Hansens præstation var dog al ære værd, selv om han nok burde have forhindret Axel Petersen i at score Frem’s (første) mål. Scharff var ikke tilfredsstillende som centerhalf; han spiller alt for meget bolden til midten og placerer alt for lidt, hvilket er en meget stor mangel ved en centerhalf. Grøthan havde ikke nogen heldig dag; han havde svært ved at holde Otto Larsen og blev flere gange rent ud sagt ”Kørt i Skoven”; dertil kommer, at hans afleveringer gennemgående var for høje. Det er uhyre vanskeligt for forwards at tage imod og udnytte de høje bolde. Hvor ser man for øvrigt nu om dage de hårde, jordstrygende placeringer fra halfbacks og backs; det er snart en saga blot, og det er jo netop den slags bolde, der giver forwards lejlighed til hurtige og for modstanderen overrumplende angreb. De to backs var også langt fra tilfredsstillende. De trænger begge i høj grad til træning, thi boldbehandlingen har de langt fra i orden. Oluf Petersen havde nogle uhyrlige forsøg på at placere med hælen; de mislykkedes tre gange i anden halvleg og førte hver gang til yderst farlige situationer foran B.93’s mål. Rützebeck var så god som nogensinde”. 

Den 29’ oktober spilledes i pokalturneringens semifinale mod B1903. I turneringen havde B1903 jo vundet over B.93 med 4-2, men denne gang fik B.93 revanche, idet de vandt med 6-2 (4-1, 2-1). Holdet var det samme som mod Frem. Kun havde Tarp og Anthon Olsen byttet plads.

Den følgende søndag havde B.93 besøg af Ørgryte, Göteborg. B.93 vandt med 4-3 (1-2, 3-1). Holdet: Rützebeck – Georg Larsen, Emil Jørgensen – Grøthan, Scharff, Lauritz Hansen – Sv. Aa. Andersen, Rohde, Tarp, Anthon Olsen og Otto Palby. I ”Sportsbladet” kommenteres kampen på følgende måde:”Første Halvleg var god og morsom. Ørgryte spillede i denne halvleg meget smukt og havde en lang række godt kombinerende angreb. Men de spillede for meget shortpassing og var lidet effektive foran mål. Ellers var deres boldbehandling og herredømme over bolden al anerkendelse værd, og forsvaret fungerede sikkert og solidt. Men, som sagt, det kneb med at få mål, og det er jo dog det, det til syvende og sidst kommer an på i fodbold. De fik ganske vist tre, men man må huske på, at de strengt taget ikke havde behøvet at få mere end ét, det første nemlig. En alvorlig anke har jeg at fremføre. Svenskerne brugte alt for meget hånden og arme til at standse og genere modstanderne. Dette er unfair og ulovligt. Der blev givet to straffespark imod dem, men der kunde godt være givet et par stykker til. B.93’s hold var jo forholdsvis svagt, men det spiller energisk og kraftigt og opgav aldrig. I stil stod svenskerne imidlertid over dem. 

Rützebeck var så uheldig at give to mål væk, det ene ved ”bad judgment”, men det viste sig altså, at B.93 kunne tåle det, og i øvrigt udrettede Rützebeck også meget godt. Emil Jørgensen var ikke god i første halvleg. Han gik ofte længere frem, end han i betragtning af sin langsomhed kunne forsvare, og hans spark var ret usikre. I anden halvleg fungerede han derimod tilfredsstillende. G. Larsen havde en ret lovende debut. Han sparkede sikkert og ret kraftigt og spillede fornuftigt. Ham vil B.93 rimeligvis få fornøjelse af. Halfbackrækken spillede ikke så godt, som de kan. De to fløjhalfbacks lå alt for langt tilbage, ofte bag backs. Denne anke gælder særlig Grøthan, der vel sagtens var lidt ængstelig for Larsen. Grøthan bør desuden langt oftere lægge bolden død og ikke straks sparke frem til forwards. Palby var en energisk arbejdende venstre wing, og hans spil var ofte meget effektivt. Anthon Olsen havde en god dag, arbejde ihærdigt og gav sine kammerater mange fikse bolde. Rohde var, som sædvanlig, meget behændig og udrettede meget godt, men han dribler for meget. Tarp var ikke altid god i marken, men han lavede et ualmindelig flot mål, for hvis skyld man kan tilgive ham meget. Sv. Aa. Andersen var ikke meget værd i første halvleg, men betydelig bedre i anden”. 

Den 12’ november spilledes slutkampen i pokalturneringen mod KB. KB vandt med 3-0 (1-0, 2-0). Holdet: Rützebeck – Oluf Petersen, Emil Jørgensen – Grøthan, Scharff, L. Hansen – Klein, Rohde, Tarp, Anthon Olsen og Otto Palby. ”Sportsbladet” var i høj grad utilfreds med B.93’s spil; det hed således bl.a.: ”Slutkampen om pokalen, den kamp, der burde være efterårssæsonens fineste, og også var imødeset med særlig stor interesse af tusinder og atter tusinder af sportsinteresserede københavnere, blev – og det kan ikke nytte at ville skjule det – noget af en fiasko. I pekuniær henseende var det en succes, thi der var ca. 6.000 tilskuere, men i sportslig henseende var det nærmest det modsatte. Grunden hertil må ene og alene søges hos B.93, der – som engelskmanden siger – var ganske ”off colour” og så at sige ikke kunne gøre noget rigtigt. KB’erne var derimod i god form og så meget stærkere, at deres store sejr ikke kan siges at være en smule for stor. 

At det bedste hold vandt, kan der ikke være mindste skygge af tvivl over. På så godt som alle punkter stod KB’erne langt over B.93’erne. Deres forsvar var langt, langt sikrere og kraftigere; halfbacks overkom deres dobbelte opgave – at støtte forsvaret og hjælpe angrebet – på langt mere tilfredsstillende vis, og KB’s angrebsrække endelig stod, navnlig hvad sammenspillet angik, himmelhøjt over B.93’s, hvortil kommer, at KB’erne gennemgående var meget hurtigere end deres modstander. Om B.93 er ikke meget godt at sige. Holdet havde som helhed en meget dårlig dag, og det spillede ingenlunde klogt. I kampens begyndelse havde det absolut overtaget, men forspildte alt ved meningsløst lange skud. Senere hen, da KB var de stærkeste, syntes de at være alt for tilbøjelige til at opgive, og hvad næsten værre var, spillerne holdt ikke deres pladser, men løb rundt mellem hinanden uden fast plan. Hvor var anføreren henne? Rützebeck var der ikke noget at klage over. Han tog, hvad der kunne tages, og ingen kan bebrejde ham noget for de tre bolde, der gik ind. Heller ikke Oluf Petersen kan man bebrejde nederlaget. Han spillede omtrent så godt, han kan. Men med disse to hører min anerkendelse op. Ingen af de andre spillede blot tilnærmelsesvis så godt, de kan. Emil Jørgensen var meget svag.

Han har fyldt sin plads på B.93’s hold med ære i mange år – lige siden 1902 – men det er vist nu på tiden, at han graver stridsøksen ned, og at man ser sig om efter hans efterfølger. 
Scharff havde meget vanskeligt spil med Poul Nielsen og Alf Olsen, der var ham alt for hurtige i vendingen. Men trods alt var han dog ganske god, og han holdt sin plads så godt, han kunne gøre det. Grøthan og Lauritz Hansen lå derimod så godt som stadig alt for langt tilbage og afbrød derfor næsten hele tiden forbindelsen med angrebsfløjene. En halfbacks opgaver er fuldt så meget at hjælpe forwards som backs, og det er derfor en fuldkommen selvmorderisk taktik, når halfbacks ligger for langt tilbage. Det giver bl.a. modpartens halfbacks en alt for stor chance for at opsamle de bolde, der var ment for egne forwards, og tjener altså kun til at hjælpe fjenden med at fastholde angrebet. I forsvaret var i øvrigt navnlig Grøthan god. Man må tilgodeskrive forwards noget, fordi de fik så dårlig støtte af halfbacks, hvoraf følgen bl.a. var, at innerwings alt for ofte måtte tilbage for at hente bolden, men dette er dog ikke nok til, at det kan undskylde eller forklare angrebsrækkens meget svage spil. Ingen af dem var gode. Jeg er ikke i stand til at afgøre, hvem af dem der var bedst, men jeg er ikke bange for at sige, at Klein var dårligst”. 

Den 26’ november spilledes på banen ved Tagensvej turneringskamp mod AB. Kampen var uafgjort 1-1 (1-0, 0-1). Holdet var for de bageste rækkers vedkommende det samme som mod KB; i angrebsrækken manglede derimod Rohde, hvis plads overtoges af Tarp. Schultz var centre. ”Sportsbladet” udtalte sig atter meget lidt smigrende om B.93’s spil: ”Om kampen gælder i øvrigt, at den var livlig og i høj grad spændende, idet resultatet var uvist lige til det sidste sekund. Men kampens vigtighed ødelagde spillets kvalitet. Det var tydeligt at se, at det, det mest kom an på for spillerne, var ikke – som det burde være – at give hinanden en god kamp med rigtigt fodboldspil, men at se at vinde de to kostbare points, det drejede sig om. I så henseende var B.93’erne navnlig ganske som besatte. Deres fodboldspil var det rene og skære hasard, og det var sørgeligt at se en så rutineret spiller som Anthon Olsen føre an i dette fuldkomne vanvittige spil. 

B93’s taktik var denne: ”vi ved, at AB’s backs og målmand er i høj grad usikre, derfor bliver vi ved med at sende høje bolde ned mod deres mål og maser løs på forsvaret, der nok skal give sig blottelser”. Det er en taktik, der selvfølgelig af og til kan betale sig og derfor også har sin berettigelse. En kun til en vis grad. Det er den taktik, englænderne kalder ”kick and ruch”, og den anvendes navnlig i cup-ties af svage hold overfor stærkere. Men som eneste anvendt taktik en hel kamp igennem er den ganske forfejlet, og B.93 havde faktisk kun denne ene streng på deres violin. Og virtuoser på instrumentet var de sandelig ikke. AB’s backs, men ikke Saabye, var ellers netop omtrent så usikre som B.93’erne havde ventet det, men B.93’s iver blev deres ødelæggelse. Så forhippede på at mase bolden i mål var B.93’s forwards, at de ikke én, men mange gange ødelagde særdeles gode chancer ved at løbe hinanden i vejen. Deres iver løb endog således af med dem, at de adskillige gange forsyndede sig groft mod de mest elementære regler for fair og reglementeret spil. Kun ”Fals slår sin egen herre på Hals”. Havde B.93 spillet roligt og behersket, havde de med lethed vundet kampen. Nu mistede de på grund af deres ubeherskedhed og mangel på koldblodighed et kostbar point”. 

Den følgende søndag blev Velo slået med 7-0 (3-0, 4-0). Holdet: Hans Julius Rützebeck – G. Larsen, Oluf Petersen – Grøthan, Scharff, L. Hansen – Gram, Tarp, Schultz, Anthon Olsen og Palby.

Den 10’ december fik B.93 en kærkommen revanche for nederlaget i pokalfinalen. KB blev nemlig slået med 4-2 (1-1, 3-1). Når undtages, at Klein var h. wing i stedet for Gram, var holdet som mod Velo. I anden halvleg foretoges imidlertid en radikal omplacering af spillerne; Holdet kom derefter til at se således ud: Rützebeck – G. Larsen, O.Petersen – Grøthan, Tarp, Scharff – Klein, Palby, Schultz, Olsen og L. Hansen. Hermed var B.93 færdig med sit turneringsprogram. Af fem kampe var tre vundne, en tabt og en uafgjort. Der var scoret 18 mål mod 8 mål. B.93 stod derefter lige med AB som nr. 1.

Sæsonen sluttede af med en velgørenhedskamp mellem ”Baneklubberne” og ”Fælledklubberne”. De førstnævnte klubbers hold, på hvilket B.93 var repræsenteret af Scharff, Grøthan, Palby og Anthon Olsen, vandt med 4-1 (1-0, 3-1).

Foråret 1917. På grund af vedholdende dårligt vejr begyndte forårssæsonen 1917 meget sent. B.93 havde således ikke sin første kamp før den 22’ april. Den stod mod Velo, og blev vundet med 6-2 (3-1, 3-1). Holdet: Rützebeck – Richard Rasmussen, G. Larsen – Grøthan, Tarp, Scharff – Klein, Rohde, W. Gram, Anthon Olsen og Palby.

Med efterårssæsonen 1916 trak en af holdets veteraner, Emil Jørgensen, sig tilbage fra videre aktiv deltagelse i fodboldkampenes opslidende strabadser. Fra 1902 – dog med et par sæsoners fraværelse – havde han spillet på B.93’s førstehold, og han havde været sin klub og sit hold en god mand. Bedst havde han været som centerhalf, men han havde også mangfoldige gange med bravur spillet fløjhalfback – i begge sider – og back, både i højre og venstre side. En bedre og hårdere tackler – somme tider lidt for hård – har vi aldrig haft herhjemme som centerhalf, og Jørgensen kunne desuden placere sin bold til forwards og holde den på jorden. Sammen med Harald Hansen havde han i mange år været forsvarets bærende kraft.

I stedet for Jørgensen kom Richard Rasmussen, der tidligere havde tilhørt Frem, til at spille back. Han var en ung mand med glimrende anlæg, men holdt meget hurtigt op at spille fodbold. B.93 havde sin første alvorlige kamp den 29’ april. Modstanderen var AB, og – ligesom i efteråret – blev kampen uafgjort, denne gang med 2-2 (1-1, 1-1). Holdet var ganske som mod Velo. I næsten hele anden halvleg spillede B.93 med kun 10 mand, idet Klein efter ni minutters spil måtte trække sig tilbage. B.93 var meget nær ved at tabe, idet AB bogstaveligt talt lige til ”time” førte med 2-1, men med kampens sidste spark lykkedes det Rohde at score det udlignende mål – bolden blev ikke givet op igen – og B.93 reddede dog således det ene af de to værdifulde points. AB og B.93 stod derfor atter lige i kapløbet om mesterskabet; havde Rohde ikke haft held til at score, havde AB været to points foran B.93.

I sin kritik af holdene skriver ”Sportsbladets” referent bl.a. følgende: ”Skønt kampen langtfra var godt spillet, var den dog ganske underholdende. Efter spillet burde AB have vundet, men det er jo mål, det nu en gang kommer an på, og dem kunne studenterne altså ikke få nok af. På den anden side var det flinkt at B.93 ikke at give op, skønt de kun var 10 mand. Havde det været AB, der havde manglet en spiller, er vi tilbøjelig til at tro, at de havde opgivet ævred. De to målmænd blev der ikke stillet svære opgaver; ingen af dem kunde have reddet de mål, der gik ind, men ellers tog de alle de bolde, som kom til dem, godt og sikkert. Også backspillet var nærmest jævnbyrdigt, men det var ikke særlig godt fra nogen af siderne. Dog sparkede vist B.93’backs nok så langt og sikkert som AB’s. 

Af B.93’s halfbacks var Grøthan måske nok den, der fik flest bolde. Han holdt venstre fløj godt i skak, godt assisteret af Therkelsen (AB), der ustandseligt sendte bolden til ham i stedet for til Sven Knudsen, men, som jeg ofte før har påpeget, kan jeg ikke se andet end, at Grøthans taktik er forfejlet. Det kan være meget godt at passe på en farlig wing – og Sven Knudsen kan jo være farlig – men Grøthan glemmer alt for ofte, at hans opgave lige så meget er at hjælpe forwards som backs. Han ligger alt for langt bag sine forwards og hjælper derfor ikke nok til at fastholde angrebene. Tarp var i første halvleg alt, hvad man kunde ønske sig, rolig og behersket, men i anden halvleg syntes han at blive træt. Han skal imidlertid nok blive til noget. Scharff gjorde som sædvanlig ikke mange spræl, men spillede sindigt og roligt. 

Ser vi på forwards, er en sammenligning naturligvis vanskelig, fordi B.93’s angrebsrække var desorganiseret. Af B.93’erne var vel nok Rohde trods alt den bedste. Han lavede i alt fald begge mål. Behændig er han, men han er for langsom med bolden, og han skæmmede sit spil ved at bruge hænderne for meget. Anthon Olsen var mere effektiv som forsvarer end som angriber, og navnlig skuffedes man af hans spil foran mål. Gram kan naturligvis blive til noget, men man så ikke meget til ham ved denne lejlighed. Palby havde enkelte gode centringer, men det var også omtrent hele hans indsats. Det bør noteres, at B.93 forandrede om på angrebsrækken, da Klein gik ud. Palby gik over ved siden af Rohde, der tog Kleins plads, og Gram rykkede ud som venstre wing. Det vilde vist have været klogere at bibeholde den gamle slagorden”. 

Kristi Himmelfartsdag – den 17’ maj – spilledes mod Frem, der blev slået med 3-0 (3-0, 0-0). Holdet var for de bageste rækkers vedkommende som mod AB, medens forwardrækken så således ud: Gram, Rohde, Chr. Hansen, Anthon Olsen, Palby. Rohde lavede alle tre mål.

Herefter stod B.93 med 12 points for 8 kampe; KB og AB havde 13 og 11 points, begge for 9 kampe, og B.93 stod derfor med gode chancer for at vinde turneringen. Men det skulle ikke så være. Begge de sidste kampe blev tabt, og B.93 måtte oven i købet nøjes med tredjepladsen – efter KB og AB.

Grundlovsdag spilledes kampen mod KB. Det blev en uheldig dag for B.93, thi KB vandt med 3-2 (2-0, 1-2). Holdet: Rützebeck – R. Rasmussen, G. Larsen – Grøthan, Tarp, Scharff – Klein, Rohde, Gram, A. Olsen og L. Hansen. ”Sportsbladet” kommenterer kampen således bl.a. ”KB vandt Grundlovsdag en kneben og ganske tilfældig sejr over B.93 og blev derved atter indehaver af Københavns Boldspil-Unions Førsteholds-Mesterskab med dertil hørende vandrepokal. Om KB for tiden er og i den nu tilendebragte sæson har været vort bedste hold, turde være nogen tvivl underkastet. I al fald har KB i de fire kampe mod AB og B.93 kun indspillet sig en sejr og i alt kun erhvervet tre points af otte mulige; men til gengæld har KB vundet alle kampe mod de andre tre klubber og det med al mulig overlegenhed, idet de i de 6 kampe har scoret 26 mål mod 5. KB har således vundet begge kampe mod B1903 med 3-2 og 6-1 – medens B.93 tabte efterårets kamp – med 2-4 – og AB tabte begge kampe. KB har således en hel del at takke B1903 for. 

I kampen i tirsdags spillede KB vel nok bedst, og det er derfor i og for sig ikke noget at sige til resultatet, men sejren blev unægtelig vundet ved et held, en af den slags tilfældigheder, en fodboldkamp nu en gang kan byde på. På et tidspunkt, da B.93 havde indhentet KB’s forspring fra første halvleg og alt tydede på en sejr for B.93, sparkede en KB’er på meget lang afstand en bold på B.93’s mål, og uheldet, tilfældet – eller hvad man nu skal kalde det – vilde, at den ellers så sikre Rützebeck ikke fik rigtig hold på bolden, der sprang fra ham og gik i nettet, og B.93 havde ingen kraft og energi nok i behold til atter at vriste sejren fra KB”. 

Ovenpå nederlaget mod KB, der havde fravristet B.93 mesterskabet, kom den naturlige og sædvanlige reaktion, der gav sig udslag i, at B.93 også tabte til B1903. Kampen mod B1903 spilledes den 24’ juni, og B1903 vandt med 5-2 (4-2, 1-0). Holdet: Janniche – R. Rasmussen, G. Larsen – C. Mortensen, Tarp, Scharff – Klein, Grøthan, Gram, A.Olsen og L. Hansen.

B.93 måtte altså nøjes med tredjepladsen i turneringen. Af de 10 kampe var 5 vundet, 3 tabt og 2 uafgjorte, hvilket gav 12 points. Der var scoret 33 mål mod 20. B.93 havde haft chancen for at vinde både pokalturneringen og den almindelige turnering, men ingen af delene var lykkedes.

Internationale kampe. B.93, AB og Frem var denne gang ene om at afholde det sædvanlige internationale fodboldstævne – det 14de i rækken. KB mente at se sin fordel ved at gå sine egne veje. Stævnet begyndte Store Bededag – den 4’ maj – med en match København – Stockholm. Stockholmerne led et overvældende nederlag, det største, et svensk hold nogensinde har lidt på dansk grund: 11-0 (6-0, 5-0). I Sverige har danske hold imidlertid vundet endnu større sejre. B.93 var i denne kamp kun repræsenteret af Anthon Olsen i angrebsrækken og af Grøthan og Scharff i halfbackrækken.

Med denne kamp, den 4. maj 1917, slutter stilehæfterne.

24. februar 2012 / Palle ”Banks” Jørgensen

  

Skrevet af Klaus B. Johansen   
Antal hits: 13414
Senest opdateret: 22 marts 2012