Klik billedet
1901 - 1905 sæsonerne Udskriv Email
Untitled document


Sæsonen 1900/01


Sæsonen blev en af de betydningsfuldeste i klubbens historie, idet den nye bane, der jo endnu er vort domicil, blev taget i brug, og klubbens udvikling skete derefter med rivende fart. Desuden vandt B.93 for første gang turneringen.

Af de gamle spillere forsvandt kun Neuhausen, der havde taget ansættelse som officer i Kongo. Han døde for resten efter et ganske kortvarigt ophold derude. Hans plads som højre halfback overtages af Olaf Winding, der rykkede tilbage fra angrebsrækken. Det stærkeste hold, man kunde stille, så således ud: John Nielsen; Broe, Knauer: Olaf Winding, L. Olsen, K. V. Høyer: Oscar Winding, Harald Hansen, Gandil, Oemig og Rambusch. Men det var iøvrigt sjældent, at man var i stand til at stilled et stærkeste hold i marken. Oemig var således kun med i en eneste af forårskampene (mod KB). I hans sted spillede en ung dansk/englænder fra Middlesbrough ved navn Jervelund. Af andre reserver kan nævnes Axel Hansen og Julius Christensen.

Man vil lægge mærke til, at Johs. Gandil figurerer på holdet som centreforward. Grunden var den, at man i Oscar Winding havde en særdeles brugbar wing, der ikke kunde anvendes paa andre pladser, og dels den, at man haabede paa, at Gandils enestaaende hurtighed og evne til at drible ville gøre ham til den centreforward, holdet i saa mange år havde trængt hårdt til. Han gjorde også god nytte i nogle kampe, men han var ikke som centreforward den gudbenådede spiller, han var som højre wing, og allerede i forårssæsonens sidste kamp blev han flyttet tilbage til sin gamle plads, hvor han alligevel ganske anderledes følte sig hjemme.

Sæsonens første kamp var med ØB, der kun med nød og næppe blev slaaet med 1-0, endda først efter omspil. Målet scoredes af Oscar Winding. Næste kamp, mod AB, bragte en sejr på 5-2, hvilket var noget af en overraskelse, da AB lige i forvejen havde slået både KB og Frem, medens B.93 havde haft meget besvær med at besejre ØB. Gandil havde en smuk dag som centreforward, idet han scorede alle fem mål. Vi plukker, som sædvanlig, et par citater ud af dagbladsreferaterne.

Nationaltidende skrev således bl.a.: ”Det kom absolut som en overraskelse, at Boldklubben af 1893 i går vandt den store sejr 5 mål mod 2 over akademikerne, især naar man erindrer, at ”93”’s meget knebne sejr over ØB og AB’s gode spil i kampene mod KB og Frem. Ganske vist havde man ventet en smuk og interessant kamp, og i denne henseende blev ingen skuffet, men havde der været totalisator paa Fælleden, ere vi overbevist om, at kun de, der med velberaad hu turde spekulere i det stank af hasard, en fodboldmatch altid rummer, havde gjort deres Indskud paa ”93”…….. Imidlertid – Hasard var det ikke, der afgjorde matchen…… I første halvleg spilledes nogenlunde jævnbyrdigt med resultatet 1 mål mod 1. I anden halvleg havde ”93” de fleste og farligste angreb, af hvilke fire gav resultat, medens AB kun fik 1 mål. Alle ”93”’s mål gjordes af Gandil, og det synes ganske ufatteligt, at Akademikerne ikke søgte at ”neutralisere” ham ved at sætte Forchhammer til centerhalfback. Sådanne forandringer finder altid sted i engelske hold, når de anses for hensigtsmæssige. I går havde Gandil derfor frit spillerum, så at matchen til tider gjorde et five-a-side-agtigt indtryk. En enkelt spiller bør paa fodboldspillets nuværende standpunkt ikke kunne tumle sig som Gandil gjorde i gaar”.

Samfundet skrev bl.a. ”….. Dette for mange så uventet resultat skyldtes i første række den heldige omplacering, der har fundet sted paa 93’s hold; Gandil fyldte fortræffeligt sin plads som centerforward, og Olaf Winding var en – næsten ideel – halfback, hurtig, behændig og udholdende; den væsentligste andel i sejren kan derfor nok tilskrives de to ovennævnte Spillere i Forbindelse med det – særlig i 2’den halvleg – gode og solide arbejde, som præsteredes af de fleste af holdets øvrige deltagere”. Af det sejrende hold tages der – før kampen i øvrigt – et godt billede, der den dag i dag hænger i klubbens Pavillon.

Næste kamp, mod KB, bragte atter en overraskelse, men af en ubehagelig natur, idet nemlig KB mod forventning vandt med 2 mål mod 1. Kampen spilledes paa KB’s bane, der omtrent var et morads, hvilket i en ikke ringe grad handicappede ”93”’s hurtige folk.

Om Kampen bragte Nationaltidende følgende karakteristiske – og i øvrigt rigtige – udtalelser: ”Man fik det indtryk af kampen i går, at KB havde lært noget af akademikernes nederlag søndagen forud, al den stund der tydelig nok blev lagt stor vægt paa at holde ”93”’s farligste mand – ham, med hvem holdet halvvejs staar og falder – Gandil i skak. Og da dette lykkedes, var dermed ”93”’s overlegenhed brudt. Tscherning, der var sat til centrehalfback, holdt sig stadig inde på livet af Gandil, og lykkedes det sidstnævnte at slippe forbi ham, var der straks en anden spiller til at tage affære, just således som forsvaret i et sådant tilfælde bør organiseres. Gandil kunde have benyttet denne omstændighed, - det, at modstanderne koncentrerede deres forsvar i midten og derved ofte nødtes til at blotte fløjene – i sin klubs favør ved at sende bolden hårdt og lavt ud til en af disse. Men det gjorde han kun såre sjældent. Oftest holdt han krampagtigt bolden hos sig, lige indtil den blev taget fra ham, uden at gøre sig det klart, at det fra kampens begyndelse var givet, at han ikke, som i matchen mod AB, på egen hånd kunne gøre fem mål. Gandil mangler evnen til at beherske sig, til at renoncere. Han viste i går, som han har gjort det så mange gange tidligere, at han i fodboldspillets teknik rager højt op, langt højere, end han gør som fodboldspiller”.

Efterårets sidste kamp, der spilledes den 2’ december, bragte en sejr over Frem på 2 mål mod 1 og Harald Hansen en debut som back. Broe var fraværende og Knauer spillede da højre back, Harald H. venstre back. Debuten var ikke ilde, men fast back blev ”Harald” dog først fra det følgende efterår at regne.

Resultatet af efterårets turnering blev herefter, at ”93” havde vundet tre kampe og tabt en. AB havde vundet akkurat lige så mange kampe, men da ”93” havde besejret AB, blev ”93” placeret foran AB. Det var første gang i fodboldturneringens historie, at en anden klub end KB eller AB var nummer et. Men turneringen var jo ikke vundet endnu.

Forårskampene i 1901 gav imidlertid ”93” så mange points, at de blev en ren nr. 1 med 12 points – seks vundne kampe – medens AB og Frem havde 10 point. ”93” tabte til Frem, men vandt de øvrige kampe, og KB gjorde klubben den tjeneste at besejre AB. Selvom det ikke var sket, var ”93” blevet nr. 1 alligevel, da de både efterår og forår havde vundet over AB.

Begyndelsen på forårskampene var i øvrigt ikke god, idet ”93” blev slået af Frem med 3 mål mod 2, et resultat, der gik spillerne og klubbens medlemmer så meget mere til hjertet, som det var den første kamp, der blev spillet på klubbens nye bane.

Dagen var den 28’ april 1901, der altså bør være en af mærkedagene i ”93”’s historie, selvom den officielle indvidelse ganske vist ikke fandt sted den dag. Af de faste spillere manglede kun Oemig, der ikke deltog i de tre første af forårets kampe. Harald Hansen tog hans plads som venstre innerwing, medens Jervelund, en ung Anglo-Dane var højre innerwing. Han var en ganske stilfuld og forstandig spiller, med et godt skud, men han var ikke robust og hurtig nok. Gandil havde beholdt pladsen som centreforward.

Næste kamp stod mod AB og var sæsonens vigtigste, idet det var så temmelig givet, at sejrherren ville vinde turneringen. ”93” stillede med akkurat samme hold som mod Frem og vandt med 3 mål mod 1; men AB havde snarest mest af spillet. Alle ”93”’s mål blev lavet i første halvleg og scoredes af Harald Hansen, Gandil og Rambusch. AB ”brændte” et straffespark, givet mod Knauer, der slog til en bold, der ellers var gaaet ind.

To dage efter – kampen mod AB fandt sted Store Bededag – spilledes mod ØB, der blev slaaet med 5-2, og saa var der kun kampen mod KB tilbage. Man var såre langt fra at være sikker paa sejren, især da den skulde spilles paa KB’s bane. Det gik imidlertid over al forventning, idet ”93” vandt med 4 mål mod 0, men KB havde absolut mest af spillet, og retfærdighed byder at sige, at ”93” var i allerhøjeste grad heldige.

Om kampen skrev Nationaltidende: ”… B.93’s betydelige sejr var ikke nogen retfærdig målestok for de kæmpende holds styrke. I første halvleg spillede KB nærmest bedst og havde langt de bedste chancer. Nu vil man måske indvende, at det er det hold, som udnytter sine chancer, ikke det, der blot kan konstatere at have haft dem, som tør smykke sig med prædikatet: overlegen, og denne indvending lader sig i mange tilfælde anføre med den selvfølgeligste berettigelse. Men i går var forholdet det, at mange af KB’s chancer, som ikke gav mål, ikke var af den slags, der beroede på et fejlrettet eller for tidligt spark på mål, men af dem, hvor bolden ligger og vipper på stregen og blot venter på den blideste berøring for at få nettet til at gynge, - medens B.93’s to mål gjordes på de to eneste virkelige angreb, dette hold havde i spillets første halvdel. I anden halvlegs første tredjedel fik B.93-spillerne endnu et mål, medens de stadig havde en venlig usynlig hånd svævende til at gjenne bolden bort fra deres eget mål, når dette var sledt i fare. Men så opgav KB ævret, det medens modstanderne spillede sig op og for fjerde gang sendte bolden mellem KB’s maalstænger”.

Ja! Fru Fortuna holdt unægtelig i denne kamp med B.93, men nogle år senere var den lunefulde dame til gengæld stadig paa KB’s side, når de spillede mod B.93. Holdet mod KB var noget anderledes end i de andre kampe i foråret 1901. Oemig vendte tilbage som v.i.w., Harald Hansen var centre, Oscar Winding h.i.w., og Gandil indtog atter sin gamle plads som højre wing, som han beholdt hele sin karriere ud.

Herved havde altså B.93 vundet turneringen – for første gang. Nogen pokal var ikke udsat. AB havde vundet den gamle, og der havde ikke været råd til nogen ny. Heller ikke blev der på nogen maade festet for spillerne. Det var andre tider den gang end nu, hvor festmåltider for de sejrende hold er en daligdags ting.

Af otte kampe havde B.93 vundet de seks, medens de havde tabt to – til KB i efteråret og Frem i foråret – og de havde scoret 23 mål mod 11. Gandil var topscorer med 11 mål, Rambusch havde scoret tre, Oemig og Oscar Winding hver to og Harald Hansen og Jervelund hver et. Dette giver 20 mål; de resterende tre blev lavet af modstanderne selv.

Næste søndag – den 19’ maj – havde B.93 sin første internationale fodboldkamp – mod et udvalgt Berliner-hold, sammensat af spillere fra de bedste Berlinerklubber (Victoria, Britannia, Union, Germania og Fortuna). Dette tyske hold spillede særdeles godt, bedre end noget andet tysk hold vi har set. Navnlig var deres shortpassingspil ganske udmærket. Ikke desto mindre vandt B.93 med 3-2, og sejren vakte her alle vegne stor glæde, men det kan ikke nægtes, at den i grunden var ufortjent og nærmest noget af ”et svin” – som det populært hedder.

B.93 stillede med sit bedste hold: John Nielsen; Broe, Knauer; Olaf Winding, L. Olsen, K. D. Høyer; Gandil, Oscar Winding, Harald Hansen, Oemig og Rambusch. Gandil lavede omtrent straks et af sine typiske mål, men et kvarter efter havde Knauer det uheld at kikse lige foran mål, og tyskernes brilliante centreforward, Ivo Schricker, udlignede. Halvlegen ud var stillingen 1-1.

Midt i anden halvleg fik berlinerne mål igen ved Schricker, og det saa ikke godt ud for de danske farver – men så var det Knauer lavede sit berømte mål, der betød et vendepunkt i kampen. Efter et afslået danske hjørnespark kom bolden til Knauer, der var paa sin egen banehalvdel. Han kom løbende i fuld fart og sparkede til af alle kræfter: Bolden susede over hovedet paa venner og fjender, ramte indersiden af den ene målstang, så hele målet rystede, og gik derefter i nettet. Knauer påstod og påstaar stadig, at det var hans mening at sparke paa mål. Han havde en paré på at skulle score og var jo derfor nødt til at skyde. Vi har vore tvivl – nu som den gang. Allenfals var det et meget heldigt mål. Knauers bedrift kvikkede os alle op, medens den deprimerede berlinerne. B.93 fik overtaget, og fem minutter før ”time” lavede Oscar Winding det mål, B.93 vandt på.

Dagbladene bragte næste dag lange og meget begejstrede referater af kampen. Næsten alle fremhævede de det ubegribelige i, at B.93 havde vundet. ”Albie i ”Vort Land” (Dr. Albrecht Møller i Nykøbing F.) havde noget af den rigtige fært, når han skrev: ”….. Fysisk var berlinernes spil absolut svagere end 93’s, og heri ligger ganske sikkert en stor del af forklaringen til 93’s Sejr – men dog ikke udelukkende. Det, 93 hovedsagelig skylder sin sejr i går, var den energi, det liv, der så godt som stadig var over dets spil; man fik bestemt indtryk af en mere polenseret vilje, en hurtigere energi, navnlig i 93’s angreb…”.

Nationaltidende bragte følgende udtalelser: ”… Det er med en helt underlig følelse, en gammel fodboldanmelder sætter sig til at skrive om den ærefulde sejr, som den danske turneringsvinder i går vandt over et af de bedste – måske endog det allerbedste – hold Tyskland kan stille paa benene. Underlig siger vi, fordi vi som objektiv iagttager nødvendigvis må indrømme, at tyskernes spil var bedre end de danskes, og dog skulle vi forklare den uomstødelige kendsgerning, at de sidste gik af med sejren.

For at gå lige løs på sagen så tror vi at have fundet følgende løsning: Berlinerne vare overlegne i teknik og sammenspil, men københavnerne var hurtigere i løb, skaffede sig chancerne på en mindre regelset måde, men udnyttede dem til gengæld med større energi -, og havde last not least det fortræffelige argument, der hedder Gandil. Denne spiller viste i går alle sine fejl såvelsom sin blændende virtuositet i fuld belysning og gjorde som den enestående farlige chancespiller han er, sit parti uvurderlig nytte, - ja vi vover at påstå, at uden Gandil var sejren i går vandret mod berlinerne med sejr. 

Straks efter spillets begyndelse var man klar over forskelligheder i system. Berlinerne spillede så godt som udelukkende short passing – små spark mand og mand imellem – med en sikker og nøjagtig behandling af bolden, som vi aldrig ser det herhjemme. Sammenspillet var forbavsende godt, og hastigheden i fodbevægelserne gjorde, at de allerfleste af deres tricks lykkedes. B.93 spillede med sin velkjendte virkningsfulde taktik – long passing – banen ned i flyvende fart, og så bolden ind til Gandil, og det kan ikke nægtes, at denne taktik, som uden en Gandil er forkastelig – i går var af fortræffelig virkning, af så stor endog, at B.93 uden al tvivl kampen igennem havde de fleste farlige chancer og derved blev kvalificeret til sejren, skønt spillet, når man gik det efter i detailler, ikke stod på højde med modstandernes. I øvrigt må med anerkendelse nævnes 93’s højre forsvar, Oscar Windinge, samt hans ældre broder Olaf Windinge, der som halfbacks spillede særdeles godt…..”.

Der var omtrent 4.000 tilskuere, saa B.93 havde i det hele en stor dag. Om aftenen festedes der da også i Tivoli.

Kampen var Christian Knauers – ”Snavers” – sortie af dansk fodboldspil. Han kunne ikke have forlangt den bedre. Endvidere skal om hin mindeværdige forårssæson noteres, at AB og KB kort efter havde besøg af ”Slavia” fra Prag, der på KB’s bane spillede to kampe. I den første blev de slået af AB med 5 mål mod 0. I den anden – en af de mest ”rå” kampe, der nogensinde er herhjemme – besejrede ”Slavia” KB med 2 mål mod 1. Gandil og Olaf Windinge var med paa AB’s hold – som h. wing og h. halfback.


Sæsonen 1901/02


To af de gamle spillere, der havde været med fra dens første begyndelse, forsvundet fra holdet. Christian Knauer rejste som løjtnant i Kongostatens tjeneste til den fjerne belgiske koloni, og Lauritz Olsen ophørte med at spille fast på førsteholdet, medens han endnu i nogen tid gjorde tjeneste på klubbens andethold. Knauers plads som venstre back indtoges nu definitivt af Harald Hansen, der, som bekendt, udfyldte den med hæder indtil for et par år siden. Hans rette efterfølger er jo desværre ikke fundet endnu.

Olsens afløser blev Emil Jørgensen, der hidtil havde spillet i ØB som forward, en tid højre wing. I B.93 kom han straks på sin rette plads, og det viste sig hurtigt, at man i ham havde fået en overordentlig værdifuld spiller. Emil spillede – som centrehalfback og senere som højre back – på holdet indtil for et par år siden og kunde såmænd godt have spillet længere endnu.

Af nye folk fik man Thorald Petersen, Aksel Bloch-Jensen og Federico Sørensen. Thorald kom fra juniorafdelingen og blev hurtig en ypperlig spiller. Han begyndte som venstre innerwing, men rykkede senere over ved siden af Gandil. Da han i forsommeren 1906 druknede paa lystsejlads på Roskilde Fjord led B.93 i særdeleshed og dansk fodbold i almindelighed et smerteligt tab. Da han døde, havde han endnu ikke kulmineret. Han var jo ikke meget over de 20 år.

”Thorald” var et flinkt og elskværdigt ungt Menneske, afholdt af alle, han kom i berøring med, og han var en glimrende lille fodboldspiller, også en god cricketspiller. Han var lille, men hurtig, meget hurtig og havde en glimrende boldbehandling, driblede fortrinligt og kunne også skyde. Han var, skønt han ikke nåede at være med i vort fodboldspils glansperiode, en af de bedste midterforwards, vi nogensinde har haft herhjemme. Halfback kunne han også spille.

Federico Sørensen havde lært at spille fodbold paa Birkerød Kostskole og i Mittweider, Sachsen. Han var lidt for langsom til at være en helt ud tilfredsstillende centreforward, men han havde god behandling af bolden og sparkede navnlig udmærket paa mål. Aksel Bloch-Jensen, der døde af tuberkulose i en meget ung alder, var en ganske god forward, men en fortrinlig halfback i højre side. Han forsvarede godt og afleverede navnlig ypperligt til forwards. En god dribler, var han også. Han havde lært spillets begyndelsesgrunde i Ordrup Latinskole.

En mand, der ogsaa dukkede op i sæsonen 1901/02, var Anders Tycho Westenholz; han bør også have en lidt udførlig omtale. Også han er død, samme år som ”Thorald” (1906). Westenholz var et stort stykke af en original. Der var dem, der sagde, han ikke var rigtig klog, men det passer næppe. Han var sær og havde mange vidunderlige ideer, og hans sprog var en mærkelig blanding af dansk og engelsk, talt med udpræget engelsk accent, men hans forstand fejlede såmænd ikke noget. Westenholz var søn af den i sin tid kendte danske generalkonsul i London og var på den tid, han kom i B.93, omkring de fyrre. Han havde været engelsk ingeniørofficer, senere forretningsmand og levede nu som rentier i København. Han var overordentlig sportsinteresseret og havde utvivlsomt udmærket forstand både på fodbold og cricket. Hans meninger var uforgribelige, altid de eneste rigtige, og kom man med indvendinger, selvom de var nok så spagfærdige, kunne man være temmelig sikker på, at han endte med at tilbyde den anderledes menende ”en god gang english boxing”. Hans hidsige temperament spillede ham mange puds, både på banen og udenfor den, og han var selvfølgelig ofte skive for de unge mennesker løjer, hvad han i øvrigt fandt sig i med en mærkelig sindsro – vel at mærke, når de stammede fra folk, han kunne lide. Ellers var han da straks med sine tilbud om ”english boxing”. Mod KB og alt, hvad KB’s var, havde han en indgroet aversion. Han havde i sin tid været medlem af KB, var senere en tid i Frem – han spillede dog hverken paa KB’s eller Frem’s hold – gik derefter i B.93 og endte sine dage i AB, hvor han var agtet og æret som det sportsorakel, han var.

Efterårssæsonen var overordentlig vellykket, idet alle fire kampe vandtes, men i foråret 1902 tabtes kampene både mod Fem og KB, og resultatet blev herefter, at B.93 kom to points efter Frem, der for første gang vandt turneringen.

Efterårets første kamp stod mod KB og bragte en stor sejr: 6 mål mod 2. Det var den sidste sejr over KB for lang tid. Først i efteråret 1906 formåede B.93 atter at besejre KB’erne. Holdet (i 1901): John Nielsen; Broe, Harald Hansen; Olaf Winding, Emil Jørgensen, K. V. Høyer; Gandil, Oscar Winding, Frederico Sørensen, Thorald Petersen og Rambusch. Frederico Sørensen havde en heldig debut som centreforward. Han scorede 3 mål, Rambusch 2 og Thorald 1, medens Gandil for en gangs skyld ikke havde noget pletskud. Der var i øvrigt ikke ret stor forskel paa de to holds styrke. KB havde måske endda lidt mere af spillet. Et par af B.93’s mål burde – på grund af off-side – næppe have været anerkendt, men der blev jo endda et par stykker tilovers.

Søndagen efter (d. 6/10) spillede KB og B93 en ”privat” match, der blev vundet af B.93 med 3-1 – i denne kamp havde Westenholtz sin debut som målmand – og næste søndag igen var klubben i Berlin og spillede paa Friedsnauer-Banen, inderkredsen af en cyckebane, en match mod ”Britannia”, en af de ledende berlinklubber. Kampen blev uafgjort (3-3), et resultat, man efter omstændighederne måtte være tilfreds med. Banen var pjaskvaad og passede derfor ikke til B.93’s hurtige spil, og desuden måtte man i sidste øjblik sætte en reserve ind i stedet for højre back, Broe. Britannia førte med 3-1 indtil et kvarter før ”time”, men en kraftig slutspurt af B.93 bragte to mål og uafgjort kamp. Det hurtige tempo i det sidste kvarter kunne berlinernes halfback og backs ikke stå for. De var komplet udpumpede, da kampen holdt op – venstre half, Thamer, der havde haft Gandil til modstander, smed sig ganske udaset i det våde græs – og havde man spillet blot fem minutter til, havde B.93 sikkert vundet.

Turen var meget fornøjelig, men meget anstrengende. Man rejste således på 3’ klasse, begge gange om natten. Det turde man vist ikke byde vore spillere nu til dags, men man var jo også den gang mere nøjsom og måske også mere hårdfør. Man var af berlinerne indbudt til forskellige festiviteter, men da disse skulle finde sted før kampen, sagdes der nej tak. Efter matchen var vi inviteret til Bier-Commerz, og da vi naturligvis gik ud fra, at der hertil hørte middagsmad, lod vi være med at spise. Vi blev imidlertid slemt narret. Øl kunne vi få, lige saa meget vi ville have, vel at mærke, når vi selv betalte det, men faste fødemidler vankede der ingen af. Forsamlingen bestod af delegerede fra samtlige tyske og tysk-østrigske fodboldforbund + Britannias og B.93’s spillere, og der blev holdt taler og sunget sange i det uendelige, men vore maver rumlede og kunne hverken få øllet, talerne eller sangene ned.

En ekspedition udruskedes og vendte tilbage med den glædelige efterretning, at man i et sideværelse var i færd med at dække bord. Der gik imidlertid et par timers tid, og da der stadig ikke blev givet signal til spisning, anede man uråd, og på forespørgsel fik man da at vide, at bordet var dækket til d’herrer fodbolddelegerede. B.93’s spillere agtede man ikke at bespise. En-to-tre var vi ude af lokalet, og det varede ikke længe før vi var bænkede i ”Zuun Franeiseaner” ved en forfærdelig mængde wienerschnitzler. Et par af spillerne havde for øvrigt været så entreprenante at nappe alle de rundstykker, der var tiltænkt de tyske fodboldofficials, men de forslog ikke ret meget til den appetit, vi havde.

Næste turneringskamp var mod Frem og bragte en sejr på 4 mål mod 3, et resultat, der for resten ikke var fortjent, thi Frem spilledes bedst. Frem havde på det tidspunkt et udmærket hold, hvis venstre angrebsfløj – Victor og Axel Andersen (Byrval) – navnlig var meget farlig. B.93 førte i begyndelsen af anden halvleg med 4-1, men ikke desto mindre kneb det hårdt med at vinde. Axel Bloch-Jensen havde sin debut på holdet som h.i.w. i stedet for Oscar Winding, der spillede sin sidste førsteholdskamp mod Britannia. Ellers var holdet som mod KB. Rambusch lavede 3 mål og Frederico Sørensen 1 mål.

Om kampen plukker vi et par linjer ud af Nationaltidende: ”... I første halvleg var B.93 overlegen og havde en lang række gode lynsnare angreb; i anden derimod var Frem fører med sine nydelige, overordentlig vel kombinerende aftagner, og til sidst indskrænkede modstanderne sig væsentlig til forsvar. Frems angrebsspil var absolut det bedste, og i angrebsrækken så man med ublandet fornøjelse samarbejde mellem alle spillerne, medens B.93 som sædvanlig i angrebene stolede blindt paa sine fløjmænd og med disse fortrinlige og hurtige spillere – ligeledes som sædvanlig – fik sine chancer og sine mål. Forsvaret var solidt, sikkert paa begge sider, ligeledes maa begge målmændene nævnes med anerkendelse. Halfbackspillet var bedst hos B.93, hvor O. Winding særlig brillerede, i Frem var det samme tilfældet med Axel Andersen (Byrval), medens fløjmændene var lidt svage”.

I ”Vort Land” skrev ”Albie”: ”….. Spillet var i begge halvlege overordentlig interessant at overvære, særlig fordi man, navnlig i anden halvleg, så de to systemer long-passing og short-passing repræsenteret i så skarp modsætning. B.93 vandt atter i går en sejr med sin hurtighed i angrebene, men sejren var en pyrrhussejr og tilmed langtfra fortjent. Om chancernes antal og farlighed blev opsummeret, burde det have været Frem, der havde vundet sejren med de 4 mål mod 3”. Måske! En ting glemte d’herrer anmeldere imidlertid at notere: at B.93 i begyndelsen af kampen havde været fuldt så overlegne, som Frem var det mod slutningen. En kendsgerning er det imidlertid, at en fodboldtilskuers indtryk næsten altid er mest påvirket af kampens slutning, ikke af dens begyndelse.

Næste kamp, der med nøjagtig samme hold spilledes mod AB, blev vundet med 4-0. B.93 var ikke så meget stærkere, som de mange mål skulle synes at tyde på. Til 10 minutter før ”time” stod det 1-0, men da B.93 så fik et mål til, brød AB’s forsvar sammen, og i de sidste par minutter lavede Gandil et par mål. ”Berlingske Tidende” kaldte sejren - aldeles ufortjent stor; det – efter spillet som helhed – mere retfærdige resultat ville utvivlsomt 0-0 eller 1-1 have været”. Helt utvivlsomt dog næppe. B.93 havde ganske vist ikke så forfærdelig meget af spillet mere end AB, men de gennemførte deres angreb fire gange, hvad AB ikke gjorde en eneste gang, og det er dog mål, det kommer an på i en fodboldkamp.

Efteraarets sidste turneringskamp var mod ØB, der blev slået med 3-1. Gandil lavede alle tre mål. Westenholz havde her sin turneringsdebut som målmand og klarede sig helt godt.

I første halvdel af turneringen var B.93 blevet en sikker Nr. 1, med lutter vundne kampe. Frem var nummer 2 (3 vundne og 1 tabt), KB nummer 3 (2 vundet, 2 tabt), AB nummer 4 (1 vundet, 3 tabt) og ØB nummer sidst (lutter tabte kampe).

I forårssæsonen vendte Oemig tilbage paa holdet og spillede i alle fire turneringskampe h. i. w. ved siden af Gandil. John Nielsen var kun med i kampen mod Frem, som han var skyld i blev tabt. Mod ØB spillede A. Madsen målmand, mod KB og AB Westenholz.

Søndagen den 13’april blev efter et ret middelmådigt spil – på Fælleden – ØB slået med 2-1, men søndagen efter blev kampen mod Frem tabt, og dermed slap faktisk, skønt det den gang endnu ikke kunne vides, turneringsmesterskabet ud af hænderne paa B.93. Frem var i øvrigt absolut ikke stærkere end B.93, snarere noget svagere, og når resultatet blev, som det blev, skyldtes det først og fremmest målmandens beklagelige indisposition og angrebsspillernes ringe effektivitet.

Vi citerer Berl. Tid.: ”…. Kampen var overmåde interessant og velspillet, og spillet livligt og afvekslende fra først til sidst. Om nogen overlegenhed fra nogen af siderne kan man ikke tale; måske stod spillet – navnlig i anden halvleg – for en stor del paa Frems banehalvdel, men B.93’s angreb var ikke så effektive som Frem’s og nåede som regel ikke længere end til Frem’s backs, der med stor udholdenhed og dygtighed gang paa gang brød B93’s uregelmæssige angreb….”.

”Nationaltidende” gratulerede Frem til den smukke sejr ud fra den betragtning, at ”der ikke var tvivl om, at Frem er et hestehoved foran alle sine modstandere, når man bedømmer fodbold efter teori, ikke efter de praktiske resultater(!). Og det er fornøjeligt, når det en gang imellem – også i fodbold – går ærligt efter fortjeneste. Frem er den klub, der bedst er kommen efter det system, vi havde lejlighed til at beundre hos de skotske spillere, og som selvsagt er det eneste rette”. 

Balsam på såret fik B.93 delvis, da de den efterfølgende fredag – Store Bededag – vandt en stor sejr (9-2) over Altonaen Fussballclub, der ikke var meget bevendt, men kampen mod tyskerne og det derefter følgende gilde havde dog vel nok en del af skylden for, at B.93 to dage efter tabte til KB – En medvirkende grund til nederlaget var det dog også, at kampen spilledes på KB’s bane, der den dag var stenhård.

Om B.93’s spillere skrev Berl. Tid.’s sagkyndige sportsmedarbejder (læge Anders Friis): ”… B.93’s forwards præsterede ikke noget nævneværdigt, kun de to wings syntes at arbejde noget – de andre så man i reglen i række med halfbacks – og af sammenspil var der som regel ikke spor. Af halfbacks spillede højre ganske fortrinligt overfor KB’s svage venstre fløj, og de andre generede modspillerne en hel del ved at tage mange bolde fra dem, men de afleverede boldene yderliggående slet, navnlig venstre halfback, der sparkede dem i de mest forskellige og vanvittige retninger. Venstre back var som regel støt og pålidelig, medens højre var meget usikker. Målmanden spillede helt godt uden at have nogen særlig vanskelig situation at klare, og de to bolde, der gik gennem målet, kunne han næppe have taget. Jordbunden paa KB’s bane var meget hård og ubehagelig at spille på….”.

Søndag den 4’maj spilledes på B.93’s bane en af DBU udskrevet five-a-side-turnering, den sidste, der har været afholdt herhjemme. B.93 besejrede i den indledende omgang KB, men kun med 1 point mod O, og slog i slutkampen AB, som havde besejret Frem, med 1 maal mod 0. Holdet: Harald Hansen, Høyer, Emil Jørgensen, Gandil og Winding.

Den 8’ og 9’maj havde B.93 besøg af berlinerklubben ”Union”, der i begge kampe blev besejret, første gang med 4-0, anden gang med 2-1.

Lige efter disse to kampe spilledes den sidste turneringskamp, der bragte en sejr paa 4 mål mod 3 over AB – målene stod 4-1, 0-2.

B.93 sluttede sæsonen af med den mindeværdige tur til Budapest og Prag, den længste og bedste tur, klubben nogensinde har haft. Rejsen, der var arrangeret af berlineren Hugo Bergwein, der i sin tid stod klubben meget nær, var i enhver henseende en fuldkommen success og vil sikkert aldrig gå deltagerne af minde. Holdet bestod af følgende spillere: Westenholz; Chr. Middelboe, Harald Hansen: O. Winding, Emil Jørgensen, Høyer; Gandil, Oemig, Axel Andersen Byrval, Frederico Sørensen og Rambusch. Reserver: Axel Hansen, Halfdan Rasmussen og Blaaman. Foruden spillerne var desuden d’herrer I. C. Gandil, A. Buntzen, H. P. Katberg og Hugo Bergwein med.

Rejsen til Budapest var ikke fri for at være noget trættende. Den største del af vejen rejstes den paa III klasse. Vi ankom til Berlin om aftenen og fik en overordentlig elskværdig modtagelse af spillerne fra Britannia og Union, der endog inviterede os på aftensmad, måske til erstatning for den, de havde snydt os for forrige gang. Ved midnatstid kørte vi over Breslau-Oderberg til Budapest, hvortil vi først kom sent den næste dags aften. Kupéerne var overfyldt, og der blev ikke sovet meget om natten. Humøret var imidlertid hele tiden godt, navnlig takket være Westenholz, der paa hele turen var ubetalelig. Han havde fundet sig en plads mellem to buttede schleviske bønderpiger, og med en arm om livet på hver af dem, underholdt han sig med dem i det mest vidunderlige kandervælsk. I Budapest fik vi en glimrende modtagelse. Der var en masse mennesker på Banegaarden for at se os, og i triumf gik turen til Hotel Metropole, hvor der var foranstaltet en højtidelig reception.

Programmet i Budapest var meget omfattende. Der skulle spilles fire fodboldkampe fire dage i træk, og desuden var der til ære for spillerne arrangeret udflugter, museumsbesøg, frokoster, teaterbesøg og festmiddage. Den sportslige side af programmet blev gennemført på lige så vellykket en måde som den mere festlige del. Alle kampene blev vundet, og det uden, at der blev lavet et eneste mål imod os.

Første kamp spillede mod en klub, der havde det ikke helt lette navn ”Budapesti Posta és Távirda Tistviselök Sport-Ehyesülate” (Post-og Telegrafembedmændenes Sportsclub). Det var et dårligt hold, og B.93 var så overlegne, at målmanden over hovedet ikke rørte bolden, men desuagtet blev sejren kun på 2 mål mod 0, hvilket havde sin grund i, at banen var stenhård – der spilledes paa grus – og at bolden var så utrolig let, at det næsten var umuligt ikke at sparke den til vejrs. Atter og atter stod forwards for blankt mål, men hver gang omtrent blev den sparket ovenover. Målmanden var for resten brillant.

Efter denne ikke synderlig glimrende præstation mod et hold, der havde fået mægtige prygl af alle de andre Budapest-klubber, var det tydeligt at mærke, at B.93’s renommée havde lidt et ikke ringe skår. Bladene var endda ikke fri for at tippe vor næste Modstander ”Ferenczvarosi Torua-Club” som vinder, men skønt vi samme formiddag havde været til en mere end animeret champagnefrokost hos Vinbjergejeren Louis Francois, vandt vi en stor sejr paa 7 mål mod 0. Og vi spillede tilmed godt. Det havde regnet stærkt, og banen var til pas blød og bolden tung.

Tredje kamp var mod ”Magyær Uszo-Egyesület” (Ungarns Svømmeklub), og den bragte os turens største sejr: 11 mål mod 0 (7-0, 4-0). I de første 13 minutter blev der lavet fem mål. Størstedelen af kampen spillede B.93 med 10 mand, idet K. V. Høyer paa grund af et ”Hexenschuss” måtte holde op at spille. B.93 spillede ganske udmærket, med godt sammenspil og mange brillante enkeltmandspræstationer. Et par af målene, som Frederico Sørensen og Rambusch lavede, var rent ud fænomenale.

De tre første kampe havde ikke haft videre tiltrækningskraft paa det store publikum, men til den fjerde og sidste kamp, der spilledes mod ”Budapesti Torná-Club”, Ungarns bedste Klub, var der mødt en 10-15.000 tilskuere, der var meget ivrige til at juble over deres landsmænds bedrifter. Torná-Club spillede meget hårdt og ganske godt, men kunde ikke klare sig mod B.93’s gode og hurtige sammenspil. B.93 vandt med 4-0 (2-0, 2-0), men et par gange var det kun rene tilfældigheder, der bevirkede, at budapesterne ikke fik mål. Axel Hansen spillede venstre halfback i stedet Høyer.

Efter kampen var B.93’s spillere og officials til stor banket med den ungarske fodboldverdens spidser og andre notabiliteter, deriblandt den danske generalkonsul, Alexander Fleisehl, der havde vist os megen elskværdighed. Champagnen flød i strømme, lige saa veltalenheder, især den ungarske, og det blev sent, meget sent, før man tænkte på at bryde op, og så gik man naturligvis alligevel ikke i seng. Var der gilde, skulle der være gilde, og det blev der. Man kunne skrive en bog, om det skulle være, om spillernes hændelser og eventyr hin nat mellem den 19’ og 20’ maj 1902, men det tilhører privatlivet.

Næste morgen kl. 8 gik turen videre til Prag. Det kneb med at få samlet spillerne, der først lige var kommet hjem, men det gik dog lige akkurat. I toget traf vi en del spillere fra Deutsche Fussball-Club i Prag, og i dem fik vi overordentlig elskværdige rejsekammerater. I Gänzerudorff, hvor vi havde et par timers ophold, spiste vi middag sammen, og tiden gik under alskens løjer og skæmt. ”Papa” Westenholz, der havde været en meget populær figur i Budapest, og som var meget medtaget af den foregående nats anstrængelser, måtte naturligvis holde for. Efter middagen sad han i ventesalen i en af sine tykke engelske kavajer og snorksov; det var naturligvis en lejlighed, der ikke burde gå ubenyttet hen. Et par af de unge mennesker gik på ekspedition efter oldenborrer og kom hjem med en rig fangst. Westenholtz’s lommer blev naturligvis stoppet fulde af de ækle dyr, og nogle stykker blev sat op paa hans skaldede isse. Langt om længe vågnede han naturligvis, greb sig til hovedet, og hans fjæs, da han fik hånden fuld af oldenborrer, var alle pengene værd. Ventesalen, der var fuld af tilskuere, morede sig da også kongeligt. Senere i toget havde vi mere fornøjelse af oldenborrerne. Westenholz havde søgt tilflugt i en ikke-ryger kupé, der var fuld af ikke helt unge damer. Midt under kørselen vil han have fat i sit lommetørklæde, og sammen med det river han en halv snes oldenborrer op og drysser dem ud over de intetanende damer. Westenholz måtte forsvinde ud af den kupé.

Skønt det syntes at virke lidt forstemmende paa czecherne, at vi kom anstigende sammen med de tyske fodboldspillere, der naturligvis ønskede os ”Auf Wiederschauen !”, fik vi dog en glimrende modtagelse i Prag. Udflugten blev gjort til alle de historiske kendte steder, og der var både biercommerzer og festbanketter. Kampen gik ikke slet så godt, som man kunne have ønsket det, men vi vandt dog, om end med kniberi. Der spilledes med to reserver. Halfdan Rasmussen traadte ind som højre back i stedet for Chr. Middelboe, der var blevet slaaet i stykker i kampen mod Torná-club, og Axel Hansen spillede i stedet for den stadig invalide Høyer.

B.93 fik første mål, ved Axel Andersen (Byrval), men ”Slavia” vandt halvlegen med 2-1. Straks i begyndelsen af anden halvleg udlignede Frederico Sørensen, men ”Slavia” tog atter føringen. I de sidste 25 minutter spillede vi os imidlertid vældigt op, ”Slovias” forsvar kunne ikke i længden holde til vore mange hurtige angreb, og det lykkedes os at få 2 mål og dermed vunden kamp. Begge mål lavedes af Gandil. Lige før ”time” fik ”Slavia” et straffespark, men Baumrúk sparkede langt over mål.

Det var altså kun med kniberi, vi vandt, men havde Westenholz i mål spillet blot nogenlunde ordentligt, var det gået ganske glat. De 2 af de 3 mål skulle han med lethed have taget. Det czeckiske blad ”Politic” skrev, … ”at B.93 var et hold, der i boldteknik kan stilles ved siden af et hvilken som helst engelsk hold. Vore gæster retfærdiggjorde i enhver henseende det ry, der var gået af dem: det var lutter høje, muskuløse folk, der vel forstod at spille til, men dog aldrig glemte at spille fair. Kun målmanden var ikke i samme klasse, som de andre, og måtte understøttes af backs….”. 

Næste dag gik turen hjemad. Den mindeværdige tur, der havde skaffet B.93 – ”Boldklubben” blev den altid kaldt – et kendt og frygtet navn sydpå, var forbi.

Endnu skal noteres, at B.93 – med et ret svagt hold – den 27’ juli i Kolding sejrede over et hold, der repræsenterede ”Sydjydsk Boldturnering”, med 20 mål mod 3 (11-1, 9-2). Vi kan ikke nægte os at citere et par linjer af den omtale, ”Kolding Folkeblad” gav Kampen: ”…. Uforlignelig var københavnernes systematiske (!) behandling af bolden. Dog bør de ingenlunde blive overmodige; skulle de henfalde til overdreven glæde over sig selv, kan vi nævne ordet ”Skotter”; de vil da sikkert mindes en fodboldkamp i København for et par år siden, hvor de led et endnu større nederlag end jyderne i går…..”. I Kolding vandt Gandil Dansk Idræts-Forbunds Mesterskab over 100 Meter, og B.93’s Hold, der bestod af Gandil, Winding, Høyer og Blaamann, løb i rekordtid dødt løb med Københavns Fodsports-Forening i 400 meter stafetløb. Omløbet fuldendte B.93 ikke paa grund af et uheld, der ramte Blaamann.


Sæsonen 1902-03


I de fire turneringskampe, der spilledes i efteråret 1902, havde B.93 et forholdsvis svagt hold og resultatet blev da heller ikke videre godt. Først og fremmest måtte man atter se sig om efter en ny målmand: Westenholz, trak sig tilbage og kunde i øvrigt ogsaa nok trænge til afløsning, og John Nielsen spillede ikke paa det tidspunkt. Valget faldt da på englænderen Harvey, der var brugbar, men næppe heller mere.

Esben Broe var i løbet af sommeren rejst til Amerika og måtte altså også have en afløser. Det blev afvekslende Niels Jensen, Axel Hansen og Axel Bloch-Jensen. Værre var det imidlertid, at forsvaret yderligere svækkedes ved, at Harald Hansen paa grund af sygdom – skarlagensfeber – kun kunne være ned i den første kamp, mod ØB. I hans sted spillede Niels Jensen (2 Kampe) og Axel Hansen. Halfbackrækken var uforandret Winding, Emil Jørgensen og K. V. Høyer. I forwardrækken spillede Gandil, Oemig, Frederico Sørensen og Thorald Petersen i alle fire kampe, medens pladsen som venstre wing i de to kampe – mod ØB og Frem – udfyldtes af Blaamann, en ganske behændig, men alt for veg spiller, i de to andre af Rambusch.

Første kamp gik glat nok, idet ØB blev slaaet med 5-0 (3-0, 2-0), men mod Frem gik det galt. Frem vandt nemlig med 6-2. Så mange mål var der aldrig lavet mod B.93. Det tegnede ellers ikke til, at det skulde gå, som det gik, thi B.93 vandt første halvleg med 2-0, men i anden halvleg kunne det svage forsvar, hvor Harald Hansen navnlig savnedes meget hårdt, ikke holde stand mod Frem’s gode forwards.

Nationaltidende skrev: ”… B.93’s hold er svækket. Det saa man bedst nu, det spillede mod stærk modstand. Navnlig på forsvaret mærkes de sidste års betydelige afgang af spillere, medens halfbacks som tidligere uden fjernestet tvivl er holdets ”rygrad”. Angriberne spillede svagt i går, og det var meget karakteristisk så ubehjælpsomt, så vagt og splittet de arbejdede mod Frem’s stærke forsvar, og dobbelt grelt faldt det i øjnene, når man har B.93’s nydelige, kvikke og smukt sammenkædede angrebsspil mod svage modstandere som ØB og de engelske sømænd i frisk erindring. B.93’s målmand spillede af og til godt i de farlige øjeblikke…..”.

I Berlingske Tidende hedder det: ”…. B.93, der i første halvleg havde lykken med sig, spillede her ganske flinkt, men langtfra så godt som i tidligere kampe. For forwards vedkommende var det højre wing og venstre innerwing, der arbejdede godt, i halfbackrækken de to fløjmænd, særlig højre, der foruden sig egen plads passede næsten begge backpladserne. B.93 savnede her i høj grad sin vante venstre backspiller. Målmanden var udmærket….”. 

Næste kamp bragte en ret anselig sejr over AB: 5-2 (2-0, 3-2), men i virkeligheden var der ikke videre forskel paa de to hold. Om B.93 skriver Berl. Tidende: ”… På B.93’s hold var der siden sidste kamp sket enkelte remplaceringer, uden at dette dog havde forandret noget i spillets karakter. Dette var som sædvanligt hurtigt hårdt med en del sammenspil mellem forwards og halfbacks og meget lidt mellem forwards indbyrdes. Derimod øvede disse i høj grad enkeltmandsspil – ofte med ret godt resultat, og dette i forbindelse med deres hurtighed og den gode halfbackhjælp gjorde deres angreb ret farlige; deres usikkerhed i målskuddet frelste dog i reglen AB’s mål fra at blive ramt, når det i det hele taget blev dem muligt at skyde, thi AB’s to gode backs hindrede dem som oftest i rette tid deri. I første halvleg, da de havde den stærke vind med sig, gik bolden to gange gennem AB’s mål, og disse to gange blev dem endda ikke sparket af forwards. B.93’s halfbacks var meget gode, og ved sit udmærkede spil reddede mange farlige situationer for sit parti. Begge back’er vare solide og sikre i sparket og målmanden ret hurtig, men til tider neget famlende….”. Målene blev lavet af Emil Jørgensen, Axel Bloch-Jensen (som back), Thorald Petersen, Oemig og Winding (straffespark).

Kampen mod KB bragte atter nederlag: 1-3, og atter var det forsvaret, der var for svagt. Lad os se, hvad Nationaltidende skriver om den affære: ”…. Man havde atter i går lejlighed til at konstatere den forskel, der er i B.93’s spil, når holdet står overfor en svag og overfor en stærk modstander. Sammenspillet, der kan være så nydeligt, blev brudt af KB’s stærke forsvar, og forwardlinjen blev en kæde uden sammenhæng, ikke en gang sin plads holdt den enkelte spiller. Venstre fløjmand Rambusch gjorde ikke fyldest for de forventninger, hans klub havde næret til ham ved hans genoptræden på holdet, og den lille innerwing Thorald – hans efternavn kendes vist ikke af nogen – må trods sin behændighed og hurtighed blive meget større – spise meget mere havregrød – før han kan gøre rigtig gavn med så stærke spillere som KB’s. Gandil, der afvekslende spillede i midten og på højre fløj, er ikke mere så god en spiller som tidligere – det følger i øvrigt af sig selv – men han kan endnu være meget farlig. I går holdtes han dog uden vanskelighed i skak af KB’s forsvar, der meget vel kender hans farlighed. Om de øvrige forwards bør kun siges, at de kunne have fyldt deres pladser meget bedre. 

På B.93’s halfbackrække er tidligere blevet ofret megen ros. Den er næppe mere fortjent. Midtermanden Emil Jørgensen er ganske vist en præcis og dygtig angriber, som kan spille endog excellent, for i går ud og ind mellem rækkerne, snart back, snart halfback, snart helt fremme, snart i højre, snart i midten – uden at opnå, hvad han sled for. Tværtimod naturligvis. Til hans undskyldning tjener, at han søgte at hjælpe backs, der spillede ganske godt, men uden megen effekt målmanden bør afløses…..”. 

Af de fire turneringskampe var altså to vundet og to tabt, hvilket var en tydelig tilbagegang fra det foregående efterår, da alle kampene blev vundet. For nøjagtigheds skyld skal endnu anføres, at B.93 spillede to kampe mod officer og matroser fra det engelske kongeskib ”Victoria and Albert”. De blev begge vundet - med 9-0 og 4-2.

Forårssæsonen 1903 blev heller ikke strålende. Kampen mod ØB blev slet ikke spillet, den mod Frem blev tabt, mod KB blev der spillet uafgjort, og kun AB blev besejret. Resultatet heraf blev, at B.93 blev nr. 3 i turneringen med 7 points. KB havde 14 points – 6 vundne kampe, 2 uafgjorte – og Frem 12 points – 6 vundne, 2 tabte kampe. Var kampen mod ØB blevet spillet, havde B.93 dog temmelig sikkert faaet 2 points til.

Første kamp spilledes mod KB – paa KB’s bane – og blev uafgjort med 1-1. KB fik sit mål paa straffespark. John Nielsen var atter i mål, Halfdan Rasmussen, der tidligere havde spillet i ØB, var venstre back sammen med Harald Hansen, Axel Bloch-Jensen var højre half, Emil Jørgensen centre og Winding venstre half. I forwardrækken var den eneste forandring, der ikke var til det bedre, at P. Harvey havde taget Rambusch’s plads som venstre wing. Rambusch opholdt sig paa dette tidspunkt i Berlin.

Der var ikke særlig meget ved kampen, om hvilken vi lige citerer et par linjer fra Berl. Tid.: ”… KB var erklæret favorit…. Resultatet blev dog, at hver klub opnaaede 1 mål, så kampen blev uafgjort, og dette er vist den retteste afgørelse af holdenes styrkeforhold, som de fremtrådte i denne kamp, ganske vist kan det ikke nægtes, at KB måske førte nogle flere angreb end deres modstander, men til gengæld var dennes spil noget mere rutineret, og navnlig var det mere behersket end KB’s, hvis spillere alt for ofte lod sig henrive til en unødig og tit temmelig malplaceret voldsomhed, der flere gange indbragte dem tilskuernes mishagsytringer….”. 

Næste turneringskamp skulle have været mod ØB, men det var den dag – den 18’april – en så forrygende snestorm gjorde, at kampen måtte udsættes, og den blev ikke siden spillet.

Den næste kamp i turneringen blev derfor mod Frem (d. 10’maj). Målmanden, John Nielsen, sendte i sidste øjeblik afbud, og det var så sent ikke muligt at få nogen passende substitut. Endelig fik man dog H. P. Katberg, der ikke i mange år havde spillet fodbold og aldrig havde været nogen fremragende målmand, til at påtage sig det utaknemmelige hverv. Selvfølgelig var man klar over, at det måtte gå galt, og det gjorde det da også: Frem vandt med 6 mål mod 2. B.93’s hold havde i øvrigt en opstilling, der sikkert også har været medvirkende til det store nederlag. K. V. Høyer spillede venstre wing, Winding højre innerwing og Oemig venstre half.

Den sidste turneringskamp spilledes mod AB – paa AB’s bane, der nylig var taget i brug – og bragte en sejr paa 4 mål mod 1. John Nielsen var atter i mål, Høyer var venstre half, mens forwardrækken så således ud: Gandil, Thorald Petersen, Winding, de Coninek Smith og Blaamann.

Foruden turneringskampene spillede B.93 i foråret 1903 adskillige kampe mod udenlandske hold. I påsken var holdet i Haag og spillede to kampe, mod Haagsche Voetbal-Vereeniging, Hollands mesterklub, og et All-Holland hold. Kampen mod H.V.V. blev vundet med 5-4, mod All-Holland tabtes der med 3-6.

Holdet mod H.V.V.: John Nielsen; H. Rasmussen, H. Hansen; Bloch-Jensen, Emil Jørgensen, Winding; Gandil, Thorald Petersen, Axel Andersen (Byrval), F. Sørensen og Oemig. Mod All-Holland spillede Axel Andersen (Byrval) centrehalf i stedet for Emil Jørgensen, der var ukampdygtig, Sørensen spillede centreforward, Oemig venstre innerwing og Harvey venstre wing.

Mod H.V.V. spillede B.93 udmærket i første halvleg, men i anden halvleg viste det sig, at haagerne var i meget bedre kondition, og det kneb med at vinde. H.V.V. fik første mål, men mere opnåede de heller ikke i første halvleg, hvorimod B.93 fik 5 mål, 2 ved Gandil, 1 ved Emil Jørgensen, 1 ved Axel Andersen (Byrval) og 1 ved en hollænder. I anden halvleg kunne B.93 ikke holde til det vældige tempo, hollænderne satte op. De fik 3 mål i de første 30 minutter, og det kneb forfærdelig at holde dem stangen i det sidste kvarter, men det gik dog. Dommeren lod kampen vare et halvt minut for længe, og John Nielsen, der havde mere arbejde end han skotlede over, styrtede da hen til ham og råbte af sine lungers fulde kraft ”time is ago”! ”time is ago”! Dommeren forstod ham og blæste af.

Kampen mod H.V.V. havde taget så meget på os, at vi næste dag mod All-Holland holdet, der var sammensat af spillere fra Haag, Breda, Rotterdam, Arnheim og Amsterdam, var ganske stivbenede. Til at begynde med kunne vi næsten ikke røre os, og det blev begyndelsen, der kom til at afgøre kampen. Hollænderne lavede nemlig i de første fem minutter tre mål, og de vandt med 6-3. Alle målene blev lavet i første halvleg.Turen var i øvrigt overordentlig vellykket. Den lededes glimrende af kommunelærer Rasmussen–Tjæreby, og hollænderne viste os megen elskværdighed.

Den 29’ og 30’april havde B.93 besøg af Southampton Football-Club, det første professionelle hold, der gæstede Danmark. Kampene spilledes paa to hverdage, men ikke desto mindre var der så mange tilskuere, at B.93 fik et pænt overskud. Southampton mødte med hele sit League-hold, der i de sidste syv år fem gange havde vundet mesterskabet i Southern League og to gange havde været deltager i slutkampen om ”English Cup”.

I den første kamp spillede englænderne mod et B.93-hold, der så således ud: John Nielsen; Halfdan Rasmussen, Harald Hansen; Bloch-Jensen, Emil Jørgensen, Winding; Gandil, Thorald Petersen, Axel Andersen (Byrval), Frederico Sørensen og Oemig. Southampton vandt med 4-0 (1-0, 3-0). Denne den første kamp mod professionals kan nok retfærdiggøre en udførligere omtale, og vi aftrykker derfor det meste af Nationaltidendes referat: ”…. Lige til at begynde med kunne tilskuerne næppe undgå at føle sig en smule desorienterede, idet man fik indtrykket af, at forskellen i spilledygtighed var mindre, end den senere – og i virkeligheden – viste det sig at være. Dette hang væsentlig sammen med, at det danske hold i de første 15 minutter spillede med en umådelig energi og med et liv, som skeptikeren nu nok kunne ane ikke ville holde sig igennem to gange tre kvarter. Men i dette tidsrum var B.93’s spil virkelig godt, og det var fornøjeligt, at man så absolut kunne konstatere en meget betydelig fremgang, siden københavnske fodboldspillere sidst – nemlig mod skotterne – stod overfor en betydelig overmagt. Før 10 minutter var gået, havde danskerne haft et par virkelig farlige chancer spillede op gennem højre angrebsside (Gandil og den lille flinke Thorald Petersen), den ene gang var bolden endda så nær ved at gå i nettet, som den overhovedet kunde være uden at gøre det. Men så standsede rigtignok også de danske artaquer, og man kunne i ro og mag give sig til at betragte de fremmede folk. 

Deres spil kan med få ord kaldes ovenud fortræffeligt, og vi vil trøstigt parere på, at bedre fodboldspillere – de berømte skotter medregnede – har hidtil ikke sparket til en bold på dansk græs. Ja, hvor begynde og hvor ende? Teknikken – for at begynde med det elementære – var fænomenal. Hver enkelt mand beherskede bolden, som var den bunden til ham med ukendte kræfter, og jonglerede med den som en artist. Den være sig hårdt sparket langs jorden eller sendt gennem luften, såsnart den nåede et engelsk ben, blev den tæmmet og lænket og dirigeret andetsteds hen efter behag. Også ved løbets hastighed og bevægelsernes utrolige behændighed ragede englænderne højt op over, hvad der præsteres herhjemme. Sammenspillet beredte en ubetinget nydelse – skønt det måske nok kunne have været bedre, om modstanden havde været hårdere. Imidlertid, hvad man så, var meget lærerigt. Englænderne brugte ikke udelukkende den korte passing mand og mand imellem; mange gange sendtes bolden fra fløj til fløj med forbavsende akuratesse og megen effekt. En anden taktisk iagttagelse: backs førte aldrig bolden, skønt de så sandt ofte kunne have gjort det uden risiko. Vi håber, at adskillige danske ditto tager dig dette ad notam. 

Spillet med hovedet var godt, men ikke så drevent som skotternes; Skuddene på mål imponerede os heller ikke særlig. Placeringen i feltet var excellent; hvor bolden faldt, sås altid en englænder, og man syntes næsten, at der var dobbelt så mange af dem, som af de andre. Glimrende udførtes hjørnesparkene; vel en halv snes gange fik Southampton denne fordel og ikke en eneste gang undgik det danske mål at komme i fare. Nu forstod vi, hvorfor hjørnespark i England regnes for så god en chance. Det engelske hold spillede med udsøgt hensynsfuldhed, skønt de meget stærke spillere letteligt kunde have brugt større fysisk kraft uden derfor at komme i kollision med lovene. I det hele fik man nærmest indtryk af, at de spillede for halv kraft, - ville de, kunde de sikkert også have gjort adskillige flere mål. Uagtet alle englænderne spillede fortrinligt, måtte man dog give venstre fløjmand i angrebet samt de to næsten impossible backs fortrinet. At målmanden ikke viste noget videre, var ikke hans skyld. Han havde nemlig intet at bestille. 

Idet meste af første og så godt som hele anden halvleg blev det danske hold tvunget til at nøjes med forsvar, som udførtes ret godt. Målmanden, John Nielsen, klarede mange farliges situationer og venstre back, Harald Hansen, var en god støtte. I halfbackrækken må vi nævne Axel Jensen (højre) med megen anerkendelse. Angrebet derimod oftest i stumper og stykker – hvor kunne det være andet med slig modstand. I anden halvleg havde Gandil et par gange farlige opløb, men han blev nervøs, og skuddet gik langt ved siden af mål…..”.

”Politiken” var mindst lige saa begejstret: ”… Når man overværer en kamp som den i går, får man øjnene op for, at det, vi ser til daglig brug ved alle de mange turneringskampe vinteren og foråret igennem, kun er et elementært stadium af fodboldspillet, et rent begynderarbejde, og at det virkelige, rigtige fodboldspil er så langt finere, elegantere og morsommere end det, vi er vant til at se, at man ikke rigtig ved, om man har lov til at bruge betegnelsen fodboldspil om de kampe, vore klubber fører indbyrdes. Vi må dog straks sige, at når vi giver det engelske hold fra Southampton æren for gårsdagens smukke kamp, så må det erkendes, at B.93’s førstehold ved sin energiske modstand hævnede sig betydeligt over, hvad danske fodboldspillere plejer at præstere, og at der tilkommer holdet megen ros for det smukke forsvar, det ydede de overlegne modstandere lige fra først til sidst. 

I første halvleg nøjedes englænderne med at gøre et mål, men det var øjensynligt, at de ikke ønskede at gøre mere. I anden halvleg tog de bedre fat og førte angrebene igennem, men syntes dog noget forbløffede over at finde en så uventet habil modstander som den danske målmand John Nielsen. Der er nemlig ingen tvivl om, at John Nielsen i går præsterede det smukkeste målmandsspil, der kan ydes. De tre gange englænderne i denne halvleg sendte bolden igennem målstængerne, var den ikke til at tage, og vel de tyve gange var det ene og alene John Nielsens åndsnærværelse og behændighed, der reddede det hårdt beskudte mål. Af de andre danske spillere var som sædvanlig Gandil, O. Winding og Harald Hansen meget flinke (NB: Efter danske forhold). Særlig godt spillede centrumsmanden i hjælperækken Emil Jørgensen, der måtte slide hele tiden, men ofte kom helt pænt fra prekære situationer….”. 

Næste dag spillede et udvalgt hold mod Southampton. Holdet så således ud: John Nielsen (B.93); Kristian Middelboe (KB), Harald Hansen (B.93); Aage Rasmussen (ØB), Emil Jørgensen (B.93), Ejnar Middelboe (KB); Gandil (B.93), O. Winding (B.93), Axel Andersen Byrval (Frem og B.93), Gielfeldt (Frem) og Aage Andersen (AB). Victor Andersen (Frem) var udtaget til venstre wing, men udeblev, og man måtte da i sidste øjeblik lade Aage Andersen, der ellers ikke var wingspiller, indtage hans plads. Southampton vandt med 3-0 (2-0,1-0), men det danske hold havde megen ære af kampen, hvor man vil få indtrykket af, når man ser, hvad Nationaltidende skrev: ”… Det overraskede os, at københavnerne spillede langt bedre end i den første match, og så meget mere glæder det os at kunne indlede denne anmeldelse med en oprigtig ment kompliment til det danske mandskab. Man kunne med en vis ret stille sig lidt tvivlende overfor en større forøgelse af spilleevnen hos et hold, sat sammen af spillere fra 4-5 forskellige klubber, da det flere gange tidligere har vist sig, at et sådant hold arbejder mindre ensartet, kun lidet bedre end et klubhold, hvis spillere har nøjere kendskab til hverandres ejendommeligheder. 

Slig skepsis blev imidlertid grundig gjort til skamme, hvilket var meget heldigt, da holdets virkelig gode spil, tydeligt konstaterede de fremskridt, som man selvsagt bør hige efter i al god idræt. Man så igen, at det nu kan lade sig gøre at pille de bedste spillere ud af deres vante omgivelser, ordne dem indbyrdes på anden vis, uden at deres arbejde derfor forringes i værdi. Det vil med andre ord sige, at sammenspilssystemet nu er grundfæstet – det er gået spillerne over i blodet. Dog, det følger af sig selv, at englænderne var almindelige overlegne. Både deres teknik, deres sammenspil og placering, tillige også træning, stillede dem betydeligt højere end modstanderne. Men det var at vente, når danskerne kom til at stå overfor et fint engelsk hold, hvis levevej det tilmed er at spille fodbold, og kunne end nederlaget ikke undgås, er der al grund for de danske fodboldspillere til at være tilfredse med resultatet. Og de behøver jo ikke at være det mindre, fordi flere af englænderne erklærede, at de under deres tourné paa Kontinentet ikke havde truffet på hårdere modstand. 

I første halvleg var englænderne mest overlegne, uden at de havde så mange farlige angreb, som man havde ventet. Bolden holdtes mest på det danske territorium, men ret mange gange flere end de to, der bragte mål, var københavnernes net ikke i overhængende fare. Den væsentligste grund hertil var, som man forstår, danskernes forsvar, der spillede med stor påpasselighed og aldrig svigtende energi. I anden halvleg havde vi et bestemt indtryk af, at englænderne gjorde, hvad de kunne, og det var udelukkende det danske holds langt bedre spil, der gjorde, at resultatet blev, som det blev. Danskerne var som forvandlede. Hvad der gik af dem, forstod vi aldeles ikke, thi til så fin en kompliment som den, at de allerede havde lært de fremmede kunsten af, drister vi os ikke. Faktum var imidlertid, at de knyttede hænderne i bukselommerne – eller de bed vel snarere tænderne sammen – og gik på med en dødsforagt og energi – og et hold, som vakte det glædeligste røre blandt tilskuerne. Den – ganske vist stadig uomtvistelige overlegenhed fra modstandernes side, sporedes langt mindre i denne halvleg, og bolden fløj fra mål til mål. Der var angreb fra begge sider – langt flest og farligst selvfølgelig fra engelsk Side – men bolden spilledes nok en fjerdedel af tiden paa Southamptons banehalvdel. 

Og danskerne havde afgjorte chancer, en enkelt gang snusede bolden endog særdeles nærgående til englændernes mål. Det var Gandil, som spillede den. Han var alene foran mål, langt fra backs; Skade blot, at han ikke havde på fornemmelsen hvor langt. Han kunne da have givet sig tid til ”Skud” – nu nøjedes bolden med at røre målstangen. Ak Gandil! var den bold gået fire tommer længere til venstre! Hvilket jubelskrig havde ikke lydt langs banens store rektangel! For ikke at tale om den Ellegaardske berømmelse, De havde erhvervet. Ikke alene de engelske backs havde i disse tre kvarter fuldt op at gøre, men ogsaa den lange målmand blev adskillige gange revet ud af sine betragtninger. Han var i øvrigt udmærket. I anden halvleg havde man fornemmelsen af kamp – det er egentlig det mest smigrende, vi kan betro det danske hold”. 

Kampene mod Southampton Football-Club betegner et vendepunkt i dansk fodboldspils historie, nemlig begyndelsen til den faste og med årene stadig mere og mere intime forbindelse med engelske og skotske professionelle hold, og herfor har B.93 en ikke ringe del af æren. Det var ellers med frygt og bævren, B.93’s bestyrelse indlod sig på disse kampe. Hundrede pund sterling var den gang mange penge at give et hold, og hertil kom jo adskillige andre udgifter, der skulle dækkes ved hverdagskampe. Uheldet ville desuden, at det en halv snes dage før kampene brød løs med en forfærdelig snestorm, og endnu få dage før den første kamp lå der sne på banen. Selve kampdagene var vejret mildt og sommerligt, og kampene gav et pænt overskud, men i banens ene hjørne lå endnu en snedrive.

På klubbens 10-aarige fødselsdag, den 19de maj 1903, havde B.93 besøg af ”Britannia” fra Berlin. En ikke særlig interessant kamp blev vundet af B.93 med 5-1. Af vor hovedkilde til datidens fodboldspil, Nationaltidende, udplukker vi følgende: ”… Det danske hold spillede med tilsvarende energi og hurtighed – i kampens sidste halvdel tillige med den psykiske overlegenhed, som visheden om sejr giver. Gandil vakte som altid jubel ved sine farlige, men i går tillige lidt vel egoistiske opløb, venstre forwardsside var nærmest den, der viste det bedst kombinerede spil, særlig klarede den spinkle Thorald Petersen sig behændigt og beregnende overfor de større modstandere. Halfbacks støttede såvel angreb som forsvar fortrinligt, backs var, mest for venstres vedkommende, knapt så sikre som ellers, målmanden, John Nielsen, hurtig og resolut som altid – og heldig…”. 

B.93’s hold: John Nielsen; Halfdan Rasmussen, Harald Hansen; Bloch-Jensen, Emil Jørgensen, Ejnar Middelboe; Gandil, Winding, Axel Andersen (Byrval), Thorald Petersen og Aage Andersen. Ejnar Middelboe og Aage Andersen var lånt af henholdsvis KB og AB. For ”Britannia” spillede Rambusch venstre wing.

Den 30te og 31te maj og 1ste juni var B.93 i Stockholm og spillede tre kampe, der alle blev vundet med stor overlegenhed. Den gang kunne svenskerne jo endnu ikke spille fodbold. ”Svithiod”, der vist ikke eksisterer mere, blev slaaet med 7-1, ”Djurgården” med 8-0 og ”Ørgryte” med 9-0. Samme dag spillerne vendte hjem fra Stockholm skulle der på KB’s bane finde en kamp sted mellem Queens Park, Glasgow og et udvalgt dansk hold. Man var berettiget til at vente, at Gandil, Winding, Harald Hansen, Emil Jørgensen og John Nielsen skulle være med paa det repræsentative hold, men i sidste øjeblik havde KB foretrukket Oscar Nielsen (Nørland) for Gandil, hvilket af flere grunde var uheldigt. Gandil var den gang langt den bedste af de to, og han var sammenspillet med Winding, der skulle spille højre innerwing, hvad Oscar Nielsen ikke var. Også på anden vis var holdet ret mærkeligt sammensat. Axel Andersen Byrval var f.eks. v. wing.

Da John Nielsen ved sin ankomst til banen erfarede, at Gandil ikke skulle med, blev han så fortørnet, at han nægtede at spille med, og man måtte så blandt tilskuerne kapre en målmand, Kaj Jensen fra AB, der havde en væsentlig del af skylden for, at skotterne vandt med 4-1. Harald Hansen spillede højre back, Emil Jørgensen højre halfback (i anden halvleg centrehalf) og Winding, der havde den ære at være holdets anfører, højre inner-wing.


Sæsonen 1903/04


Hverken efteråret 1903 eller foråret 1904 var særlig strålende for B.93, for så vidt turneringen angik. Holdet opnaaede kun 7 points og måtte dele tredjepladsen sammen med AB. Holdet havde atter fået Rambusch tilbage, men til gengæld mistede det Emil Jørgensen, Oemig, K. V. Høyer og Frederico Sørensen. De to første kom dog atter tilbage, Oemig allerede i foraaret 1904.

Sæsonens første kamp spilledes mod AB og gik så godt, man kunne ønske det, idet B.93 vandt med 3-1. Det var ottende gang i træk, at AB var blevet slået. Som et kuriosum skal anføres, at B.93 den dag – den 27’ september 1903 – havde otte hold i ilden, og alle otte hold vandt. Holdet bestod af: John Nielsen; Halfdan Rasmussen, Harald Hansen; A. Bloch-Jensen, Lauritz Olsen (veteranen, der havde trukket sig tilbage i 1901), O. Winding; Gandil, Thorald Petersen, Georg Christensen, A. de Corninck Smith og H. Rambusch.

Fredag d. 2’ og søndag d. 4’ oktober havde B.93 besøg af Haagsche Voetball-Verecniging, som man jo havde gæstet i påsken. Den første kamp blev ingen succes. Det havde regnet hele dagen, og der var derfor kun nogle få hundrede tilskuere, og B.93 blev slået med 5-0. Holdet var det som mod AB, kun Axel Hansen spillede v. i. w. i stedet for de Corninck Smith.

Vi citerer, hvad Politiken skrev om kampen: ”…. Det indtryk, man havde, da der var spillet en halv times tid, uden at der endnu var gjort mål fra nogen af siderne, var, at forskellen mellem holdene ikke var ret stor, men at vægtskaalen dog tyngede ned til fordel for hollænderne. De spillede ikke så hårdt som B.93, der var bedre sammenspil mellem angrebsrækken og hjælpekæden, og spillerne var både mere letbenede og forstod at placere sig, så at forbindelsen mellem rækkerne kun vanskelig blev brudt. Alligevel tænkte man sig, da hollænderne i den tiloversblevne del af halvlegen kun nåede at få gjort et mål, muligheden af en sejr for B.93, der i anden halvleg skulle have den kraftige medvinds virksomme større. 

Denne tænkte mulighed svandt snart aldeles bort; Hollændernes sammenspil førte bolden frem mod danskernes maal trods modvinden, og en utilgivelig letsindighed hos målmanden, der vovede sig for langt ud og ikke i rette tid nåede tilbage, skaffede snart hollænderne det andet mål. Da de efter en halv snes minutters forløb fik det tredje, var der et tidspunkt, hvor B.93 spillede med megen energi for dog at få det ene mål, der skulle redde æren, men forsøgene lykkedes ikke. Det var navnlig det mønsterværdige spil i hollændernes hjælperække, der brød brodden af danskernes angreb. Yderste hjælpere i højre side, en lille, malajisk udseende spiller, der bevægede sig med en livlighed, som var han fyldt med kvagsølv, var næsten ikke til at hamle op med; når han først havde fået bolden på tåspidserne, forlod den ham sjældent, før han havde fået afleveret den til en medspiller, og hans sidemand, en blond, om end ikke hårfager kæmpe, forstod at flytte sin muskelløse krop med adskillige større behændighed end den tilsvarende spiller på dansk side. 

På B.93’s side var det Winding, der trak det største læs, hurtig, koldblodig og velberegnende fik han udrettet en masse, men der var for mange huller i B.93’s hold til, at den enkeltes dygtighed kunne forudse resultatet. Rambusch er vel endnu ikke en skygge af sig selv – dertil er han for omfangsrig – men hans hurtighed er til visse ikke tiltaget med hans legemsvægt; Gandil viste heller ikke sine bedste sider – derimod jævnlig den svageste: at beholde bolden for længe, og den lille Thorald, der uforfærdet løb mellem benene på de store hollænder, blev alligevel væltet for mange gange, til at hans spil kunne give virkning. Mod slutningen af halvlegen trættedes B.93, medens hollænderne syntes fuldstændig usvækkede, og i løbet af de sidste fem minutter gjorde hollænderne endnu to mål. Slaget var tabt, grundigt og uigenkaldeligt; nu kommer det an på, om det danske kombinerede hold ved kampen i morgen kan gøre sine sager bedre. Vi har håb om bedre modstand, men chancerne for en sejr synes temmelig ringe”. 

Fra i søndagskampen fik man revanche. Skønt vejret stadig var daarligt, var der en 2-3000 tilskuere, og hollænderne blev slået med 3 mål mod 0. Det danske hold bestod af følgende Spillere: John Nielsen (B.93); Kristian Middelboe (KB), Chr. Buchwald (AB); Aage Andersen (AB), Aage Rasmussen (ØB), Ejnar Middelboe (KB); Gandil (B.93), Winding (B.93), Harald Hansen (B.93), Thorald Petersen (B.93) og Rambusch (B.93). Alle forwards var således fra B.93.

Vi citerer Nationaltidende in extenso: ” Det er ikke mange gange, at vi her i byen har set så velspillet og morsom en fodboldkamp som den, der i går indbragte det udvalgte danske hold en stor og velfortjent sejr over det fortræffelige hollandske mandskab. Lige fra første spark indtil afslutningssignalet lød, havde de ret talrige tilskuere, som trodsede regnen, lejligheden til at beundre smukt sammenspil og fin teknik. De første fem minutter syntes haagerne de stærkeste, men længere varede det heller ikke. Danskerne fik hurtigt dampen op og leverede lige til slutningen så smukt og velkombineret et spil, at alle skumlere, som havde stillet et dårligt horoskop, beskæmmende måtte erkende deres fejltagelse. 

Efter ca. 10 minutters spil fik danskerne deres første mål ved et straffespark (Buchwald) og ca. en halv snes minutter efter det andet (Winding), som gjordes ved en nydelig forwardkombination. Hollænderne havde adskillige angreb, og ikke sældent blev John Nielsen, den danske målmand, tvunget til virksom aktivitet. Men det fortrinlige danske forsvar, C. Buchwald og K. Middelboe, passede på som smede, og det var kun sjælden, at deres række blev rigtig brudt. Mens forsvaret således besørgedes ekscellent, arbejdede angriberne med stor flid. I højre side lykkedes det Gandil og Winding, godt støttede af deres halfback, Aage Andersen, at gøre adskillige farlige attacque’er; men i øvrigt var også venstre side helt flink, navnlig halfback Ejnar Middelboe og v. innerwing Thorald Petersen. Hollændernes backs gjorde, hvad de kunne, men – al anerkendelse i øvrigt – de kom ikke paa højde med de danske. 

I anden halvleg var danskerne endnu mere afgjort de stærkeste, og de havde langt de fleste angreb. Der gjordes kun ét, men til gengæld smukt mål, af venstre fløjmand Rambusch. Kort før afslutningen havde det danske hold et uheld, idet dommeren så fejl af en situation og dømte off-side, skønt der vitterlig ikke forelå nogen overtrædelse af paragraffen. Det kunne nu endda få være, men uheldet lå i, at bolden mindre end fem sekunder senere havnede i hollændernes net. Sejren burde altsaa have heddet 4 mål mod 0”. 

Den 11te oktober spilledes turneringskampen mod ØB, der ikke blev mere end uafgjort (1-1). Holdet var som mod hollænderne, kun at Julius Christensen havde remplaceret Aksel Hansen.

Den 17’ og 18’ oktober var holdet i Prag og spillede to kampe mod ”Slavia”, der blev mærkelige, om ikke ved andet, saa ved den mængde mål der blev scoret i dem fra begge sider og ved det utrolige snyderi, de tjekkiske dommere tillod sig, i særdeleshed i den anden kamp. I den første kamp, der blev vundet med 9 mål mod 7, stillede B.93 med følgende hold: John Nielsen; Halfdan Rasmussen, Harald Hansen; A. Bloch-Jensen, Axel Andersen (Byrval), Winding; Gandil, Axel Hansen, Julius Christensen, Thorald Petersen og Rambusch.

Kampen fortjener en nærmere beskrivelse, og vi gengiver derfor, hvad en af spillerne skrev i en korrespondance til Berlingske Tidende: ”… Slovia pressede til at begynde med hårdt på, men 93 fik dog det første mål (Thorald Petersen); snart efter fik czekerne dog det ligestillende mål, hvilket lod til at animere dem i høj grad, og de følgende 10 minutter var de decideret overlegne, og vi kunne ikke hindre dem i to gange at sende bolden i vort net. Den ene gang var den spiller, der lavede mål, imidlertid så absolut off-side, at vi ikke kunne tro andet, end at dommeren ville efterkomme vor appel til ham om frispark, hvorfor vi ganske rolig lod spilleren løbe med bolden. Dommeren dømte ikke desto mindre mål. Vi danske tog os nu også stærkt sammen, lavede i løbet af få minutter to mål (Rambusch og Gandil), så vi stod lige, og derefter atter to (Gandil og en Czeker), så halvlegen sluttede 5 mål mod 3 i vor favør. I anden halvleg var det tørvejr, og da vi tilmed spillede med vinden, fik vort spil bedre lejlighed til at udfolde sig. Hele tiden vare vi overlegne, og vore gode kombinationer gennembrød utallige gange czekernes halfbacksrække og forsvar. Fire gange sendte vi bolden i mål (Axel Hansen, Axel Andersen Byrval og Gandil 2), hver gang fuldstændigt regulært, hvorimod de fire mål, Slavia erholdt, alle var irregulære; da to foræredes dem af dommeren på straffespark”. 

I anden kamp, der blev uafgjort 5-5, remplaceredes Axel Hansen af Georg Christensen. Vi giver ordet til Berlingske Tidendes korrespondent: ”…. At vi ikke sejrede, skyldes ikke så meget godt spil fra czekernes side eller mindre godt spil fra vor side, men derimod hovedsagelig dommeren. Hans kendelser vare hele kampen igennem mildest talt forunderlige; var der blot det mindste chance for ham for at begå en fejl, kunde man være sikker på, at han begik den. Havde han nu endda været så elskværdig at lade begge parter lide under sine fejltagelser, kunne det såmænd have været det samme, men B.93 var den eneste, der led under dem. 

Der var nemlig den for os kedelig lille forskel, at hans fejl altid var til skade for os, derimod så godt som altid til fordel for Slavia. Af de fem mål, czekerne fik i denne kamp, var således ikke færre end de fire af en sådan art, at de absolut ikke ville være blevet anerkendt af nogen som helst dansk dommer. For at illustrere kunne vi her nævne, hvorledes Slavia fik deres sidste mål: Deres venstre innerwing står helt nede ved vort mål og konverserer vor målmand; en lang bold sendes over hovedet på vore backs ned mod målet, hvor vedkommende czeker bemægtiger sig den og laver mål. Og målet anerkendes trods vor protest. Med en vis berettigelse kunne vor anfører derfor også på forespørgsel om, hvem han anså for Slavias bedste spiller, svare: Dommeren. En anden anke man også rettes mod Slavia; den angår deres spillemåde, der var mere end meget massiv. At man blev sparket i ryggen og op ad læggen, når man løb med bolden, var således småting, men en enkelt spiller tillod sig endog at traktere et par af sine modstandere med ørefigen – uden at dommeren, der meget godt så det, skred ind.

Om selve kampens forløb skal kun nævnes, at Slavia havde 5 mål mod 2, da der kun manglede 10 minutter af spilletiden. Så sætter B.93 imidlertid dampen mægtigt op, og fra nu af bombarderes czekernes mål uden ophør. Resultatet blev tre mål på fem minutter. Det første af disse mål sattes kraftigt i nettet af venstre innerwing; Dommeren dømte da straks mål, og bolden blev sendt ud på midten af banen for atter at gives op. Men pludselig kommer dommeren farende og erklærer, at der ikke var mål. Bolden skulle være gået under nettet. Det nyttede intet, at både vi og størstedelen af czekernes spillere protesterede; Dommeren holdt fast ved, at der kun var målspark. Efter kampen nedlagde vi så protest overfor Slavias bestyrelse, der også villigt anerkendte, at der var mål. Ca. 4.000 tilskuere overværede kampen og hilste os, da vi forlod banen, med bragende na-zdar raab, viften med lommetørklæder og svingen med hattene. Lige til vort hotel stod folk i tætte skarer langs fortovene, og kun med møje kunne vore vogne bane sig vej igennem menneskehavet”. 

At det gik så nogenlunde, skønt kampen så ud til at være håbløs tabt, skyldes i ikke ringe grad en radikal overplacering af spillerne, af hvilke kun ganske enkelte beholdt deres oprindelige pladser. Bloch-Jensen og Winding spillede back; Georg Christensen, Julius Christensen og Halfdan Rasmussen var halfbacks, medens forwardrækken var sammensat af Rambusch, Axel Andersen (Byrval), Harald Hansen, Thorald Petersen og Gandil. Det var selvfølgelig et voveligt eksperiment, men det kunne ikke gå værre end galt, og situationen – 5-2 for Slavia – krævede drastiske forholdsregler. I det sidste kvarter spillede B.93 som et hold af engle – eller djævle – og med en neutral dommer havde vi vundet.

Senere hen, efter at holdet var vendt hjem, modtog anføreren i øvrigt en officiel skrivelse fra Slavia, i hvilken czekerne anerkendte, at vi i virkeligheden havde vundet, ligesom de garanterede os, at vi aldrig oftere skulle komme til at spille mod så partisk en dommer. Efter kampen var B.93 inviteret til fest af Slavia, men halvdelen af spillerne var så forbitrede over den unfair behandling, der var bleven dem til del, at de ikke gik med.

Efter Prag-turen tog man atter fat på den hjemlige turnering. Den 1ste november spilledes mod KB, og den kamp bragte ingen laurbær, idet KB vandt med 4-0, men B.93 havde også et meget svagt hold i marken. Gandil, der havde fået læggebenet sparket over i Prag, var således ikke med, og heller ikke Harald Hansen. Holdet havde da følgende sammensætning: John Nielsen; Halfdan Rasmussen, Winding; Bloch-Jensen, Laurits Olsen, Svend Hansen; G. Christensen, J. Christensen, Axel Hansen, Thorald Petersen og Rambusch.

Mod Frem gik det bedre. Det blev en sejr paa 2-1. Gandil og Harald Hansen manglede atter, og holdet kom da til at se således ud: John Nielsen; J. Christensen, N. Jensen; Sv. Hansen, Winding, Bloch-Jensen; Rambusch, Th. Petersen, de Cornick Smith, Axel Jensen og Axel Hansen. Frem stod med 1-0, til der manglede 10 minutter af spilletiden, da Bloch-Jensen to gange gik solo igennem og scorede. Der var heller ikke ret mange, der kunde drible som ham.

I foråret lagdes der for mod KB, der vandt med 3-1. Det var nu efter hånden blevet tradition, at B.93 ikke kunne vinde over KB; nu havde KB alt heldet, ligesom B.93 tidligere i lang tid havde haft det. B.93 stillede med et ret svagt hold, bl.a. uden Halfdan Rasmussen, der havde trukket sig tilbage fra aktiv tjeneste, og Winding, der var rekonvalescent efter en lungebetændelse. Holdet så da således ud: John Nielsen; J. Christensen, N. Jensen; G. Christensen, Harald Hansen, Thorald Petersen; Rambusch, Oemig, de Corninck Smith, Bloch-Jensen og Gandil.

Den 6’ april 1904 arriverede Jimmy Yates fra Southampton for at træne førsteholdet. Yates havde spillet i English League for Sheffield United og i Southern League for Southampton og havde i sin tid været en ypperlig højre wing og højre innerwing, der bl.a. flere gange havde repræsenteret Sheffield i den særlige kamp mod Glasgow. Yates kastede sig straks efter sin ankomst med iver over sin opgave at træne førsteholdsspillerne, men hans metoder vandt ikke rigtig anklang, og hans træning afsatte næppe større spor, hvilket han imidlertid ikke kunne gøre for.

Kampen mod ØB bragte en let og overlegen sejr paa 6-1. Holdet: Cooke; N. Jensen, Harald Hansen; G. Christensen, Axel Hansen, Bloch-Jensen; Rambusch, Oemig, Thorald Petersen, Winding og Gandil.

Mod Frem stilledes akkurat det samme hold, men her gik det galt. Frem vandt nemlig med 8 mål mod 3, en sejr, hvis størrelse for en stor del skyldes B.93’s målmand, englænderen Cooke, der slet ikke var sin plads voksen. Midt i anden halvleg stod det endnu á 3, men da så Frem fik deres 4de mål, gik B.93’s forsvar ganske fra koncepterne, og Frems forwards fik lettere spil, end de burde have haft.

Lad os citere, hvad Nationaltidende skrev om denne kamp: ”… Kampen var fra først til sidst underholdende, rig på enkeltheder og fornøjelige episoder. B.93 spillede egentlig godt, og man fik lejlighed til at undre sig over nederlagets størrelse og hastige vækst. Selvforståelig skyldtes det forsvarets svaghed og navnlig målmandens forbløffende statistvirksomhed. Blot at kalde ham talentløs ville nærmest være en smiger – han bør snarest degraderes. I øvrigt ville det være ubilligt at tilsmire ham hele skylden, thi også backspillerne viste en mærkværdig mangel på taktisk evne. Frems flinke forwards fik særlig i anden halvleg gentagne gange lov til at gøre de reneste banemål. Pludselig var der ingen foran målet. Hvor var de henne? Og et øjeblik efter lå bolden i nettet….”. 

Mod AB tabtes, som allerede anført, uden kamp. Kampen skulle spilles fredag den 13’ maj, men et par dage forinden enedes de to anførere, Buchwald og Winding, om at udsætte den til den følgende søndag. Ikke desto mindre stillede AB fuldtalligt paa B.93’s bane om fredagen og forlangte at spille kampen, og da det var B.93 umuligt uden forberedelse at stille et hold på benene, blev kampen erklæret vundet for AB.

Frem vandt turneringen med 12 points, KB blev nr. 2 med 10 points, medens AB og B93 stod lige med hver 7 points.

Sæsonen sluttede af med det første store dansk-engelske fodboldstævne, arrangeret af B.93 og KB i forening, og siden da har B.93 hvert år lige til krigens udbrud været medarrangør af disse dansk-engelske stævner, af hvilke vore fodboldspillere har lært så uendelig meget. Begyndelsen var straks en stor succes, både i sportslig og ikke mindst i økonomisk henseende. De hold, der gæstede os, var Southampton F. C., der jo var kendt fra året før, og Newcastle United, der da og i de følgende år havde et af Storbritanniens bedste Hold. Southamptons hold var derimod ikke tilnærmelsesvis så stærkt som i 1903, og det kneb hårdt for dem, at slå vores udvalgte hold. 

B.93 havde æren af at åbne ballet mod Southampton. Vejret var ikke godt, men desuagtet var der ca. 4.000 Tilskuere. Efter omstændighederne klarede B.93 sig så nogenlunde, idet de dog fik to mål, men Southampton fik ganske vist syv. Halvlegene stod 5-0 og 2-2. Thorald Petersen, der således blev den første danske spiller til at lave mål mod et professionelt hold, og Gandil var målscorene.

Den første maj spillede Southampton mod et udvalgt dansk hold, der kun blev besejret med 1-0, og målet blev endda først lavet i kampens sidste minut. Det danske hold bestod af følgende Spillere: Drescher (KB); Harald Hansen (B.93), Kristian Middelboe (KB): Ejnar Middelboe (KB), Axel Andersen Byrval (Frem), Aage Andersen (AB); Rambusch (B.93), Victor Andersen (Frem), Buchwald (AB), Thorald Petersen (B.93) og Gandil (B.93). Politiken skrev bl.a. følgende om kampen og det danske holds spil: ”…. Af alle de idrætskampe, vi har haft lejlighed til at overvære i de sidste 12-15 år, har næppe nogen kunnet fængsle interessen i den grad som kampen i går. Uafbrudt blev der fra begge sider gjort de største snstrengelser, og efter at første halvleg var gået, og man havde set, hvor stærkt det danske hold var, havde man under anden halvleg fornemmelsen af, at sejren ligeså godt kunne tilfalde de danske som de engelske farver. 

En særlig laurbærkrans bør flettes til den danske målmand, Drescher (KB), der spillede med en agtpaagivenhed, behændighed og beregning, vi ikke har set hos nogen af hans forgængere på dansk side. Men også de andre danske spillere præsterede fortræffeligt spil. Rambusch havde et forbløffende tag på at tumle den engelske bagmand, han væsentligst spillede imod, Aage Andersen, der syntes uopslidelig, forstod at narre bolden fra modstanderne og stod trods sin lidenhed fast som en klippe, mens englænderne dryssede om i græsset ved siden af ham, og Ejnar Middelboe, der brugte det første kvarter til at sunde sig i, vågnede derefter op og spillede til tider henrivende smukt under resten af kampen. Perlen blandt dem alle var dog Harald Hansen, der under hele kampen vel kun fejlede bolden én gang, og som englænderne øjensynlig allerede fra i fredags havde fået en knusende respekt for at dømme efter den forsagthed, hvornår de nærmede sig ham, når han tog tilløb med bolden. Gandil fik ikke lejlighed til at brillere særlig af den grund, at englænderne anvendte to mand til at holde ham i ave, men alene det, at han for sin part bandt to af modstanderne, styrkede selvfølgelig i høj grad danskernes spil. For ikke at gøre nogen uret må vi tilføje, at både Kristian Middelboe, Axel og Victor Andersen og Buchwald ogsaa gjorde fortræffelig fyldest og bidrog til at skabe det danske hold et enhedspræg, vi ikke mindes at have set på dansk side tidligere…”. 

Et par dage efter spilledes mellem Southampton og et kombineret KB/B93-hold en kamp, som englænderne med stor lethed 3-0 (3-0, 0-0), og derefter var det Newcastle Uniteds tur til at vise sig på arenaen. De spillede først mod et KB-hold, som blev besejret med 6-1, og derefter mod det samme udvalgte hold, der havde klaret sig med så megen bravour mod Southampton. Newcastle var utvivlsomt et betydeligt bedre hold, der navnlig spillede et glimrende shortpassing spil, og vandt forholdsvis let (6-2). Newcastle havde næsten et hold af internationales, således Mc Combie (back), Andy Aitken (centrehalf), Peter Mc. William (h. half), Mc. Coll (centreforward), Orr (venstre innerwing), Templeton (venstre wing), der alle var skotske internationales, og Jack Rutherford (h. wing), der senere gentagne gange kom til at spille for England. Mc Cracken, den berømte back og irske international, havde sin debut for Newcastle i disse kampe.

Om Newcastle Uniteds spil skrev E.A. i Politiken: ”… Newcastle-holdets spil, specielt i anden halvleg, var så ekstraordinært fint, at den, der ikke har set det, næppe kan gøre sig noget begreb derom. Det var den ideelle shortpassing spillemetode med korte spark fra mand til mand, der fejrede sin triumf, fordi de engelske spilleres behændighed og fart var så utrolig, at de danske forsvarsspillere efterhånden blev udpumpede af stadig at måtte være på jagt efter en bold, som de næsten altid blev narret for i sidste øjeblik. Når man tænker på, hvor flinkt vore spillere klarede sig overfor Syd-Englands dygtigste professionelle hold sidste søndag, og så har set, hvordan de kom til kort i går, får man unægtelig en fornemmelse af, at fordringerne til et dygtigt fodboldhold kan skrues endnu højere op, end vi havde tænkt os….”. 

Den 10de maj spilledes en præstationsmatch mellem Newcastle og Southampton, en kamp, der imidlertid tabte en del i interesse, fordi Southampton kun var i stand til at møde med et meget svagt hold. I første halvleg lykkedes det Southampton at holde Newcastle stangen, men i anden halvleg fik Newcastle 4 mål mod 0.

Stævnet sluttede af med en 7de og ekstra kamp mellem Newcastle og et kombineret hold, der i det væsentlige bestod af B.93’ere. Danskerne klarede sig over al forventning godt, idet Newcastle kun vandt med 3-1, og deres sejr burde endda have været et mål mindre, thi deres tredje mål var afgjort off-side. Hermed endte det første internationale fodboldstævne.

For B.93 var sæsonen imidlertid endnu ikke forbi. Hugo Bergweisc havde nemlig arrangeret en tourné til Prag og Wien, og da det drejede sig om en lang række kampe, turde man ikke nøjes med klubbens egne folk, men inviterede adskillige af de andre klubbers spillere med. Følgende spillere var med: John Nielsen, Harald Hansen, Kristian Middelboe (KB), Ejnar Middelboe (KB), Axel Andersen Byrval (Frem), Aage Andersen (AB), Winding, Rambusch, Victor Andersen (Frem), Buchwald (AB), Thorald Petersen, Gandil og Georg Christensen.

Første kamp spilledes 1ste Pinsedag mod Slavia og blev vundet med 3-1, hvilket var en særdeles god præstation, navnlig når man tager i betragtning, at de fleste af spillerne ikke havde lukket et øje om natten. På grund af en misforståelse var der ikke reserveret spillerne hotelplads, og da man kom til Prag, var alle de gode hoteller optaget, hvorfor man måtte tage til takke med en lille snavset Gæstgivergaard, der dog pralede med navnet ”Hotel Royal”. Det viste sig hurtigt, at alle værelserne var fulde af væggetøj, og alle spillerne måtte natten igennem føre en håbløs kamp mod disse modbydelige insekter. Spøgefuglen John Nielsen stillede om morgenen med en hel tændstikæske fuld af de små dyr, som han højtideligt overrakte hotelværten, der imidlertid uden i mindste måde at lade sig forbløffe bemærkede, at John selv maatte have haft væggetøjet med hjemmefra. I hans hotel var der ingen.

B.93 spillede fortræffeligt mod Slavia, hvilket heller ikke var mere, end man kunne vente, thi holdet var jo praktisk talt et landshold. Om kampen fandt vi i Neue Freie Presse et kosteligt telegram, der fortjener at gengives in originali: Eines der schönsten Spiele, die bisher in Prag zu sehen waren. Die Dänen bieferten ein wissenschaftlicker Spiel. Interessant war es, wie die Dänen das erste Goal erzielten: In der 35te Minute bringt Gandil in tadellosem Rush den Ball hinauf, kommt nahe zum Tore, hebt das Beim zum Schusse, der Goalman stürzt var, Gandil aber, ohne mit der Wimper zu zucken, spielt den Ball navh rückwärts seinem richtig placierten Half Winding zu, der einen schiefen Schuss von rechts in die linke Ecke des Tores, au dem verdützten Goalman vorüber, einsendet. Lauter Beifall lohnt diesen famosen Trick: “Ohne mit der Wimper zu zucken”! (uden at fortrække et øjenbryn).

Næste morgen – efter endnu en nat i kamp med væggetøj – gik turen til Wien, hvor vi samme eftermiddag spillede mod Glasgow Rangers. Banen var stenhård, da vi begyndte, men snart begyndte det at skylregne, og på et øjeblik var spillepladsen et morads af ankeldybt mudder. Vi havde kun ganske små knopper under støvlerne, og det var umuligt at stå fast. Skotterne derimod, der var vant til den slags baner hjemmefra, plaskede husvant om og spillede ganske glimrende. Det varede ikke ret længe, inden B.93 fuldstændigt opgav ævred, medens skotterne spillede til af hjertets lyst og fik det ene mål efter det andet, i alt 9-0. Det var en ordentlig gang prygl; men skotterne spillede fænomenalt, langt bedre man skulle tro det muligt i sådan et føre.

Det var meningen, at vi fra Wien skulle have rejst til Budapest og spillet en kamp, men i sidste øjeblik blev det forandret til, at vi skulle spille torsdagen, og havde vi ikke haft det uheld, at John Nielsen var kommen til skade, er det ret rimeligt, at vi virkelig havde fået den ønskede revanche. Nu vandt skotterne med 5-3, men et par af deres mål var temmelig ureglementerede. Dommeren, en wiener, var ikke god og syntes hele tiden at favorisere skotterne; i mellem halvlegene protesterede vi da også imod ham og opnåede også at få skotternes sekretær, Mr. Wilton, til dommer i anden halvleg. Han var fortrinlig. B.93’s hold så således ud: Ejnar Middelboe; Chr. Middelboe, Harald Hansen; Winding, Axel Andersen Byrval, Aage Andersen; Gandil, Thorald Petersen, Buchwald, Vicor Andersen og Rambusch.

B.93 fik første mål – efter syv minutter ved Buchwald – men skotterne vandt første halvleg med 3-1. To af deres mål burde de imidlertid ikke have haft, men dommeren gjorde alt hvad skotterne forlangte. Deres 3dje mål blev lavet på et straffespark, hvor vi burde have haft frispark. Af harme over den fejlagtige kendelse lod vi vor målmand gå ud af målet, og skotterne fik lov til at trille bolden i det tomme net – under publikumspiben. I anden halvleg kom det til at staa 2-2. Ejnar Middelboe forærede straks ét mål væk, og vi lod da Harald Hansen gå i mål. Havde vi gjort det straks, havde vi måske vundet.

Dagen efter spillede vi i Prateren mod Vienna Cricket und Football-Club. Efter den foregående dags hårde kamp mod skotterne var vi naturligvis noget matte i sokkerne og spillede ikke så godt som under normale forhold, men vi vandt dog med 4-3 (3-2, 1-1). Efter spillet burde sejren have været langt større.

Efter en livlig aftenfest med skotterne, med hvem vi boede i hotel sammen, gik turen næste morgen tilbage til Prag, hvor vi samme eftermiddag spillede mod et kombineret studenterhold. Vi var meget medtaget af strabadserne, og da czekerne allerede efter et kvarters forløb stod med 2-0, så det ikke godt ud for os. En vældig regnbyge med lyn og torden kvikkede os imidlertid op, og vi vandt sluttelig med 4-2. Banen stod næsten helt under vand, og vi saa godt ud, da vi var færdige.

Næste dag, søndag, skulle vi have spillet mod Slavia, men regnen strømmede stadig ned, og kampen blev derfor udsat til mandag. Desværre måtte vi stille med et ret svagt hold – uden Buchwald og Rambusch – og det var efter omstændighederne ikke så underligt, at Slavia vandt med 6-4. Til at begynde med gik det godt nok; vi vandt første halvleg med 3-2, men i anden halvleg var vi udmattede, og Slavia scorede 4 mål mod 1. Alle vore fire mål lavedes af Axel Andersen (Byrval), der var den eneste, der rigtig formaaede at spille til.

Hermed var turen for flertallet af spillerne forbi, men nogle stykker blev endnu tilbage for at deltage paa Slavia’s hold i en kamp mod Glasgow Rangers. Thorald Petersen, Winding og Ejnar Middelboe var de tilbageblivende. Rangers vandt med 6-1. Målet scoredes af Middelboe. Thorald spillede ypperligt og gjorde sig meget populær. Efter kampen blev han båret i triumf ud af banen.


Sæsonen 1904-05


I efteråret 1904 fik førsteholdsturneringen et nyt medlem, Olympia, således at der i alt var seks deltagere. Turneringen blev denne gang – måske på grund af udvidelsen? – udskrevet som enkeltrække og tabte naturligvis en del i interesse. Heller ikke i denne sæson lykkedes det B.93 at vinde turneringen, men det lykkedes dog holdet at blive en god numer to efter KB.

På holdets sammensætning, der for øvrigt kun sjældent var den samme to kampe i træk, var en del forandringer. John Nielsen trak sig tilbage som aktiv spiller, og Aksel Bloch-Jensen blev syg af tuberkulose og døde kort efter. Førstnævnte remplaceredes af Vigo Andersen, der tidligere havde spillet i ØB, og Ludvig Petersen (Palsby), der havde været en af de mest lovende juniores. Bloch-Jensens plads som højre half toges i de fleste kampe af G. Christensen, medens Tannenberg spillede centre. Pladsen som centreforward indtoges i efteråret dels af Albert Hansen, en flink junior, dels af Oemig. Endvidere skal det nævnes at, at Winding gik tilbage som højre back.

I efteråret spilledes mod Frem, AB og Olympia, der blev besejret med henholdsvis 3-1, 7-1 og 6-2. Om kampen mod Frem, der var den første skrev Nationaltidende: ”… I første halvleg spillede B.93’s folk ganske fortræffeligt; de gik på med al deres gamle, velkendte fart, og hvert øjeblik susede bolden efter et rask opløb ind mod Frem’s mål. Men i forhold til det utallige antal, for en stor del virkelige farlige angreb, blev resultatet dog kun ret ringe – som et vittigt hoved blandt tilskuerne bemærkede: 3 mål og 47 målstænger. 

I anden halvleg skiftede kampen ganske karakter. B.93 mente sig formentlig sikre paa sejren; i alle tilfælde sløjede de stærkt af samtidig med, at Frem tog sig svært sammen. Frem fik da også trods de to backspillere, Harald Hansen og Windings samt den debuterende Ludvig Petersen energiske modstand bolden en gang mellem stængerne…”.


Regi-bemærkning af Palle "Banks" Jørgensen


Herefter er der 6-8 sider i stilehæftet der er blanke. Det betyder at resten af sæsonen 1904-05 desværre ikke er beskrevet.

Fra B.93-bogen, der udkom i 1999, nævnes sæsonens resultater derfor:

18.09.1904: B.93-Frem 3-1 (Thorald Petersen/2, Johannes Gandil)
09.10.1904: B.93-Olympia 6-2 (Harald Hansen/2, Olaf Winding/2, Johannes Gandil, Thorald Petersen)
30.10.1904: B.93-AB 7-1 (Johannes Gandil/2, Thorald Petersen/2, Henry Rambusch/2, Harald Hansen)
16.04.1905: B.93-ØB 9-0 (Johannes Gandil/4, Henry Rambusch/3, Thorald Petersen/2)
07.05.1905: B.93-KB 1-3 (Henry Rambusch).


19. februar 2012 / Palle ’Banks’ Jørgensen

 

 

Skrevet af Klaus B. Johansen   
Antal hits: 10346
Senest opdateret: 22 marts 2012